Anmeldelse: Tit er jeg glad, Teatret ved Sorte Hest (Solbjørg Højfeldt)

Anmeldelse: Tit er jeg glad, Teatret ved Sorte Hest (Solbjørg Højfeldt)

Af Christian Skovgaard Hansen

Ellinor er hovedpersonen i Tit er jeg glad, som nu gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest. Hun er fyldt 70 år, og endnu en gang har hun mistet nogen nære mennesker. Denne gang er det den mand, Georg, som hun de sidste 40 år har levet sammen med. Hun er nu ene tilbage – og dog. For der er også et par børn tilbage, og de er måske ikke altid lige enige med Ellinor. Hun har sat det store hus og tidligere fælleshjem på Jægersborg Allé til salg og er nu flyttet ind i en mindre lejlighed på Amerikavej på Vesterbro.

Efterhånden som handlingen skrider fremad, får vi måske en umiddelbar forklaring på, hvorfor livet har formet sig, som det har gjort. Som 30 årig skete der – bogstavelig talt – et skred i hendes liv, som nu tog en ny drejning. Dét præsenteres vi for, efterhånden som handlingen skrider frem, og det ændrer måske lidt på vores forståelse af Ellinors liv. Ulykken afdækkede nemlig både hemmeligheder og løgne, som fandt sted dengang. Men den ændrede også hele Ellinors verden.

Tog hun de rigtige valg gennem livet? Tager hun de rigtige valg nu? Hun har oplevet både skyld, skam og smerte. Hun har oplevet distance, valg og fortrydelse. Hun ser nu tilbage på de mange år siden dengang, på forholdet mellem generationerne, om det at opdrage andres børn – og nu også på, hvordan det er at miste igen, men også om at gøre sig stærk og fri og dermed endelig tone frem som sig selv. Hun ser altså både tilbage på et langt liv, men hun ser også fremad, hvor hun nu lægger planer for, hvordan det fremtidige liv skal forme sig. Vi starter i nuet, hvorefter vi tager turen tilbage i livet, inden vi igen vender tilbage til nuet.

Tit er jeg glad er Solbjørg Højfeldts iscenesættelse af Jens Christian Grøndahls dramatisering af hans roman af samme navn fra 2016. Scenografien er enkel, og den lader ordene i Ellinors fortælling fylde scenerummet ud.

Kirsten Olesen står alene på scenen som Ellinor. Efterhånden som handlingen skrider frem, folder hun sig mere og mere ud, og hun giver perfekt krop og ikke mindst sjæl til Ellinor. Historien fortælles sagligt, men der er alligevel plads til følelser. Hun går til livet med energi, men også med en god portion sarkasme og trodsighed, og hun insisterer på, at det stadig er hendes liv. Olesen fortæller med indlevelse, og hun drager os ind i fortællingen. Hun formår at holde os fanget hele fortællingen igennem, når fortællingen lag for lag udfoldes. Med små virkemidler åbnes den store fortælling.

Det kan godt være, at Ellinor her lever i livets efterår, og at dele af historien naturligt derfor foregår i en anden tid, hvor samfundet så anderledes ud. Men hendes historie bygger på en række historier, som de fleste kan sætte sig ind i. Ligesom Ellinor vil både den yngre og den ældre generation både kunne se tilbage på et langt levet, men også på et fremtidigt liv, uanset hvor langt det end måtte blive. Vi oplever, hvordan og hvorfor forskellige generationer kan se forskelligt på de samme hændelser.

Livet har måske ikke altid været let for Ellinor. Men på trods af det er det tit glad. Grøndahls roman deler titel med B.S. Ingemanns sang af samme navn, og som Ingemann skrev som forelsket 22 årig. Han delte de dobbelte følelser, hvor han, selvom han var glad, samtidig kunne have lyst til at græde. De følelser har Grøndahl taget med i romanen. Kirsten Olesen formidler dem sansefyldt, smerteligt, kærlighedsfuldt og kløgtigt på samme tid i Solbjørg Højfeldts nænsomme og stærke iscenesættelse.

Trioen Grøndahl, Højfeldt og Olesen leverer en skarp skæbnefortælling. Det kan godt være, at vores liv er anderledes end Ellinors, men hendes livsindstilling kan vi alle tage med os ud af teatersalen og leve efter. Det er en stor fortælling, som intenst fremføres på Teatret ved Sortes Hest lille scene.

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 24. april-17. maj 2025

Set den 28. april 2025

Fotos: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Kirsten Olesen

Dramatiker: Jens Christian Grøndahl

Instruktion, scenografi og produktion: Solbjørg Højfeldt

Lysdesign og scenografi: Lasse Svarre Christiansen

Lyddesign: Carl Emil Svarre Carlson

Skræddersal: Mikael Jensen

Instruktørassistent og sufflør: Line Wilton

Varighed: Ca. 1 time og 25 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *