Anmeldelse: TOM, BaggårdTeatret (Odense Teater, BengtssonSydow og BaggårdTeatret)

Af Thormod S. Kamban
”Poesien skal være skrøbelig, for at den kan blive menneskelig.”
Disse ord opsummerer forestillingen om forfatteren Tom Kristensen med sær præcision. TOM er en legende forestilling, der med lethed drager publikum ind i hans univers. Mennesket er et skrøbeligt individ. Hvor kommer vi fra? Og hvor ender vi egentlig henne?
Vi kommer på en voldsom tour de force i Toms liv. Fra han som ganske lille drømmer om at leve af ord, til han ender med ikke at kunne undvære ord (på godt og ondt). For hvordan gik det til at denne forfatterspire endte med at gå i hundene? Var det, fordi han selv var parat til det?
TOM er en rejse. Let og elegant springer den fra tid og sted uden at det er overgjort, med musikken og lydkulissen som en trofast følgesvend. Musikken tager ikke ordene ud af ordene, og ordene tager ikke musikken ud af musikken. I en evig undren drager musikken på opdagelse i Tom Kristensens tekstunivers med stor respekt og forundring over, hvad ord gør ved mennesket. Eller måske nærmere, hvad de IKKE gør ved mennesket.
Fra han er lille bliver han gjort opmærksom på, at han en dag skal blive til noget stort. Hans særlige bånd til sin mor indkapsles rørende, alt imens hans far endnu ikke har sagt godnat til ham, da han stadig er i kælderen, for at arbejde på sin evighedsmaskine.
Siden hen følger vi ham op gennem livet. Faktisk helt op til hans allersidste timer i den bagende sol ved hans Villa Torelore på Thurø. Aldersspringet føles ligetil og bemærkelsesværdigt præcist. Selv når stykket springer frem og tilbage i tid, bliver man som tilskuer taget i hånden. Til gengæld kan det hurtige spring mellem de få skuespillere fra den ene karakter til den anden, skabe lidt uorden for beskueren. Er man ikke inde i historien om Tom Kristensens liv kan dette være lettere forvirrende i en ellers gennemskuelig forestilling med sikre birollepræstationer af Hanne Hedelund og Cecilie Gerberg.
Forestillingen veksler mellem det stille og melankolske, som i en smuk vuggevise i kæmpevuggen, til en kaotisk version af “Nat i Berlin” med et fedt rapstykke. Det digt indeholder den opstand og uro, der måske i virkeligheden betegner forfatterens indre, lige så nøjagtigt som hestehovenes evige trav ude på gaden betegner kvinderne i den tyske hovedstad.
Skuespillerne kravler op og ned af det forvoksede spisebord med de kæmpe stole i Luise Midtgaards scenografi, der giver mening i forhold til Toms forhold til omverdenen. Alt er større. Men menneskene bittesmå. Det binder deres gøren og laden sammen med omgivelserne, som resulterer i en barnlig elegance, der sætter en fin kontrast til de store temaer som drankerliv, seksualitet og familieskab.
Trods problemer med mikrofon og lyd til premieren brillerede Ulle Bjørn Bengtsson, som Tom Kristensen, der i en let vending går fra, at være kæk og hamrende beruset til at være en selvbevidst, ældre mand da han forklarer meningen bag hans nøgleroman: Hærværk (1931). Han samler undervejs melankolien, tragikken og komikken under en og samme paraply. Når han i den forsigtige belysning sidder med en guitar og synger ”Min pibe” rammer han en menneskelig tristesse, der illuderer en stor del af den Tom Kristensen, stykket vil vise os. Den geniale, fordrukne mandsperson der ikke viger, for at sige sit om kvinderne han stifter bekendtskab med på kryds og tværs. Men samtidig også den følsomme Tom, der bare gerne vil være en bedre far. Men hvordan i alverden er man det?
Komponist, lydkunstner og medvirkende Hans Sydow har i, samarbejde med Ulle Bjørn Bengtson aka ULYD, skabt et ubrydeligt univers, hvor musikken dog til tider kan mangle evnen til at gå helt til kanten. Men samtidig gør det også, at digtene kommer til deres fulde ret. Selvom ordene visse steder kan synke sammen bl.a. i en ellers fed skrivemaskinerytme og korsang fra megafoner.
Petra Leonie Pichlers manus og instruktion er sikkert og stramt bundet sammen, men det har en så naturlig fremdrift, at det ikke virker mekanisk på noget tidspunkt, men utrolig velovervejet og strømlinet.
Kan man gå fra så lidt til så meget uden, at det virker påfaldende? Ja. TOM kan. For Bengtsson/Sydows musik harmonerer så præcist med digtene, at det får atmosfære som en legeplads. Der bliver klatret, der bliver rutsjet og der bliver gynget. Man mærker med tydelighed et strejf af denne ekspressionistiske vildskab på de skrå brædder.
TOM er nemlig ikke en musical. Ej heller en forestilling på blot ord. Forestillingen er en sammenstemmende symfoni derimellem.
Og derfor er teaterstykket en fuldbåren rejse ind i forfatterens univers, der, hvad enten han ville det eller ej, er og bliver eviggyldig fordi den rammer lige ned i en særegen del af den menneskelige forståelse. Alligevel bliver der påpeget: Når vi alligevel er væk om 400 milliarder år, hvad grund har man så til at blive husket? Poesien skal da være skrøbelig, for at den kan blive menneskeliggjort.
Forestillingen er produceret i et samarbejde mellem Odense Teater, BengtssonSydow og BaggårdTeatret
BaggårdTeatret, Caroline Amalie Vej 26, 5700 Svendborg
Spilleperiode: 18. september og 9.-13. oktober 2018
Spiller herefter i perioden 19.-22. september på Mungo Park Kolding, 24. september-2. oktober på Odense Teater (Teatersalen/Odeon) og 3.-6. oktober på Mungo Park
Set den 18. september 2018
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.baggaardteatret.dk/forestilling/tom/
Instruktør og manus: Petra-Leonie Pichler
Medvirkende: Ulle Bjørn Bengtsson aka ULYD, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg og Hans Sydow
Komponist og lydkunstner: Hans Sydow
Komponist: Ulle Bjørn Bengtsson aka ULYD
Dramaturg og manus, Odense Teater: Mathias Bech
Scenografisk konsulent: Luise Midtgaard
Lysdesign, BaggårdTeatret: Kim Littau
Lyddesign: Moses Fiellau-Nikolajsen
Manuskriptkonsulent og producent, BaggårdTeatret: Anneline Köhler Juul
Produktionsleder, BaggårdTeatret: Thomas Dam Jensen
Forestillingsleder og regissør, Odense Teater: Anders Aalykke
Chef for dekorationsteamet, Odense Teater: Søren Storm Kastrup
Chef for sceneteamet, Odense Teater: Bo Østerhåb
Kostumechef, Odense Teater: Mathias August Borg
Skrædder, Odense Teater: Jane Jakobsen
Kostumier og rekvisitør, BaggårdTeatret: Mona Wickstrøm
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod