Anmeldelse: Peer Gynt, Folketeatret

By: Emil Møller Christensen
On: 21. september 2018

Af Emil Møller Christensen

Der er en vildskab over den unge Peer Gynt. Straks han gør sin entré på scenen, er han i ustyrlig kamp på ryggen af en buk. Bukken er imaginær, for Peer er fantasifuld og hans drømme om den vide verden og den åbne fremtid, som han skal erobre, er stor.

Cyron Melville er som den unge Peer i fart på scenen med en oplagthed, en friskhed og en energisk tilgang til omverden, der fører Peer vidt omkring: Langt fra det Norge, han kom fra, langt væk fra den pige, Solveig, som han elskede. Han rejser ud for at opleve og for realisere sig selv.

Selvrealiseringsprojektet synes at være noget, Folketeatret, instruktøren bag forestillingen Moqi Simon Trolin og oversætteren Henriette Vedel, har lagt vægt på i bearbejdningen af denne Henrik Ibsen-klassiker. For selvfølgelig er Peer Gynt aktuel. I en senmoderne verden som i dag, hvor individualisering, personlig frihed og netop selvrealisering fylder meget, da taler Peer Gynt også ind i vores tid.

Ud fra dette er der en fin logisk sammenhæng med de problematikker, Ibsen så potentiale i at indfange i sit drama i 1800-tallet til de problemstillinger, vi står med i dag. For hvordan handler vi, hvis vores egen selvrealisering bliver et mål i sig selv? Mister vi et meningsfuldt samliv med andre mennesker?

Peer Gynt er selvoptagethed. I det selvoptagede ligger der en hensynsløshed, så det går ud over hans omgivelser. Melville har dog sin tolkning af Peer som ung den kvikke glæde. Han virker næsten sympatisk. Hensynsløseheden i Peers handlinger – eller måske mangel på samme – tydeliggøres først, da Peer er blevet ældre i Preben Kristensens skikkelse. Det er en fin overgang.

Men i hensynsløsheden ligger der vel også en brutalitet i at overse sin omverden? Denne brutalitet måtte gerne være kommet klarere frem på et tidligere tidspunkt for at understøtte stykkets dramatiske klang.

Musikken i stykket, komponeret og fremført af Jullie Hjetland og Anna Lidell, slår desuden en alvorlig og tungsindig tone an, der giver fornemmelsen af melankoli og ensomhed, man kan føle sig i det store Norge, men også en tristhed i forhold til den blindhed, Peer har overfor konsekvenserne af sine handlinger.

Rammen for stykkets begyndelse sættes i Eilev Skinnarmos scenografi, der består af en halvmåne med en cirkel i midten. Er cirklen et symbol på Peers egoisme? Man kan i hvert fald få dén idé. I scenografien hænger forskellige klæder til de kostumeskift, skuespillerne foretager på scenen, når de skal løbe ud og ind af forskellige roller, som det er tilfældet. Desværre er scenografien i stykkets første halvdel meget mørk. Jeg savner en specifikation af tid og sted i scenografien, der kommer til at fremstå tom og indholdsløs. Det er ærgerligt.

Derimod giver scenografien siden rigtig god mening, da den åbner for at være transcendent: Peers tilstedeværelse i forskellige universer, vises fint gennem en scenografi, der med flot skiftende, mangfoldig og stemningsmarkende lyssætning kan bevæge sig ind og ud mellem forskellige miljøer: Fra troldmandsuniverset, hvor vi får ondt af en ængstelig Melvilles Peer eller om det er i et disco-party-miljø, hvor Preben Kristensen som den ældre Peer fører sig frem som et storladent overklasseløg, som man mister al sympati for.

I flere gangscener gør scenografien brug af et bånd i gulvet, som de medvirkende enten løber eller går på. Ganske virkningsfuldt i stykkets begyndelse, men til sidst forekommer brugen af ”løbebåndet” for forudsigelig. Alt i alt giver scenografien dog mening, fordi den viser sig brugbar i de mange miljøskift, stykket foretager. Dog kunne jeg have håbet, at scenografien fra et tidligere tidspunkt i stykket understøttede en klarere miljøskildring.

Mathilde Norholt fremstår sød i sin uskyldighed som Solveig, hvor Melville i sin kærlighed til Solveig bærer på samme lige dele sødme, mens Preben Kristensen leverer en skræmmende, intens og sikker troldekonge, men også en forarmet, trist og reflekterende Peer Gynt som gammel. Med et enkelt blik i øjenkrogen kan Preben Kristensen tydeliggøre enten smerte, længsel eller køligt magtbegær.

Yderst stærk i præstationen er Anette Støvelbæk som mor Aase. Støvelbæk er helt oprigtig i sin kærlige bekymring over Peer og hans drømme for fremtiden og samtidig med en glædelig forventning og håbefuldhed over for sin søn, for som han siger: ”Jeg skal nok gøre dig stolt”, når hendes bekymring for ham synes for stor.

Alle medvirkende når gennem stykket at præsentere os for forskellige roller. Særligt Mads Knarreborg og Michael Brostrup præsenterer fint nogle af stykkets mange bipersoner. Interessant er det eksempelvis på et tidspunkt at ”opdage” Preben Kristensen i en anden rolle end Peer Gynt. Han skifter fuldstændig karakter. Andre gange forekommer de mange rolleskift forstyrrende. Det kan være vanskeligt at skulle abstrahere bort fra at se nogle af de medvirkende i andre roller.

I det hele taget virker de forskellige miljøer, vi præsenteres for forfriskende, som en afveksling til stykkets dramatiske grundtone. Det skal imidlertid ske med måde. I anden akt har scenerne med Peers begær af forskellige kvinder et underholdende, komisk præg, ligesom som ”partyscenen” har det. Det er ganske fint, men disse scener bliver trukket lige vel meget ud. De varer for længe, og jeg får følelsen af, at det går ud over den dramatiske tone, som opsætningen ikke må glemmes for. Til gengæld bør det nævnes, at den dramatiske tone ”overtager” stykkets stemning mod slutningen, hvor vi oplever længslen og mærker smerten. Det er vigtigt for stykket. Det er er rigtigt stærkt.

Scenerne er ellers ganske virkningsfulde og æstetisk flot sat op: Om det er kampscener til rockmusik, scenen med skib i havsnød eller bygningen af Peers nye hus i miniatureudgave, hvor Preben Kristensen og Cyron Melville i identiske kostumer bygger huset sammen, så virker det skarpt. Vi ser til slut huset stå alene for sig selv. Symbolet på det hjem, Peer forlod. Forlod han dermed også sig selv?

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Danmarksturné: 20. september–22. oktober og igen 6.-26. november 2018

Spilleperiode på Folketeatret i København: 24. oktober–3. november og igen 28. november-22. december 2018

Set den 18. september 2018 (pressepremiere)

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.folketeatret.dk/shows/peer-gynt/

Medvirkende: Cyron Melville, Preben Kristensen, Anette Støvelbæk, Mathilde Norholt, Mads Knarreborg og Michael Brostrup

Dramatiker: Henrik Ibsen

Bearbejdelse af: Moqi Simon Trolin og Henriette Vedel

Oversættelse: Henriette Vedel

Dramaturgi: Geir Sveaass og Ninette Mulvad