Anmeldelse: Topmøde for de mest deprimerede, Republique
Af Christian Skovgaard Hansen
”Nej! Jeg vil ikke ind!” Lyset tændes på scenen, som står tom, alt imens stemmen i stedet lyder bag væggen. Først efter et par fejlslagne forsøg, sker der noget, og skuespillerne kommer efterhånden ind, selvom ingen af dem egentlig rigtig vil. Ligesom 350 millioner andre mennesker gik instruktøren Staffan Valdemar Holm også ned med depression. I ’Topmøde for de mest deprimerede’ er vi netop vidne til de depressive karakterer hos nogen af verdenslitteraturens store karakterer, og Holm har fået omsat dem flot til teater.
Det er teksterne og sangene, som står stærkt i forestillingen. Rekvisitterne er få, og de supplerer glimrende teksten, men uden at de tager fokus fra den. Ligeså passer Jeanett Albecks musikalske arrangement flot til sangene, som på samme tid gøres rå, men også eftertænksomme.
Vi er vidne til depressionens mange ansigter. Vi får ikke forklaret alt, men det er heller ikke nødvendigt – på en eller anden sælsom vis sætter det tankerne i gang hos publikum, og vi får et indblik i sindets væsen, og de fleste kan genkende en række af symptomerne fra den omkringliggende omverden. Depressionen er ingen ny opfindelse, men den – eller i hvert fald tilstanden – har eksisteret længe.
På ”topmødet” mødes de mest depressive karakterer hos blandt andet Shakespeare, Tjekhov, Strindberg og Goethe. Indholdet i teksterne er måske nok depressiv og destruktivt, men fremførelsen af dem står til gengæld stærkt og nærværende. Igennem forestillingen stifter vi bekendtskab med tegnene på og årsagerne til depressionen. ’Topmøde for de mest deprimerede’ er ikke depressivt, men det er i stedet intelligent og vittigt. Det er en fantastisk sort komedie.
”Topmødet” er ikke alene et møde blandt disse depressive karakterer; det er samtidig et topmøde blandt nogle fabelagtige skuespillere. På scenen ser vi skiftevis og sammen Birthe Neumann, Preben Kristensen, Olaf Johannesen, Laus Høybye, Mette K. Madsen og Bebiane Kreutzmann, som alle gør det så knaldhamrende godt, at det er umuligt at fremhæve en frem for en anden. Så dystert og depressivt, men samtidig så intelligent på samme tid.
Bente Lykke Møller har stået for scenografi og kostumer. Scenografien er enkel og består alene af en væg hele vejen rundt langs scenerummets tre vægge, og væggen er alene brudt af en døråbning i begge sider. Scenerummet starter sort i den ene side, hvorefter den fader ud i en grå nuance, inden den ender helt i hvidt. Kostumerne er henholdsvis sorte og hvide, men på sigt bliver de også alle sammen grå. Mon mørket og frygten nogensinde bliver lyst og livligt – eller vil det gråt alligevel? Kan vi nogensinde helt undgå depressionen, eller vil vi til enhver tid ende i en grå samlet masse?
I programmet er listet alle tekstuddragene og sangene, som benyttes i forestillingen. Det er stærke tekster, og det kan kun anbefales de, som ønsker forskellige vinkler på depressionens mange ansigter, at læse disse uddrag.
Bliver livsleden til livsglæde? Behandlingen af depression gør måske ikke lige med det samme. Men det gør den i hvert fald i forestillingen ’Topmøde for de mest deprimerede’. Når man kommer ud fra salen forstår vi – men så alligevel ikke. I nuet på vej ud er forestillingen ikke nødvendigvis helt klar, og for det yngre publikum skal den formentlig lige vendes en gang eller to, men når man har gået og summet lidt over den, står ”topmødet” (mere) klart. Det er nødvendigt at høre godt efter for, at man får det hele med. Så som publikum skal man derfor ikke forvente en letbenet komedie, som glider ind, men uden at efterlade det store indtryk.
Det er det, som teatret skal. Teatret skal udfordre og både underbevidst og klart tale til sit publikum. På Republique er der i hvert fald teater- og livsglæde. Bravo!
Republique, Store Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø
Spiller indtil den 21. maj 2016
Spilledato: 16. april 2016
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://republique.dk/dk/forestillinger/topmoede-for-de-mest-deprimerede/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod