Anmeldelse: Tilgiv mig, Rialto:Teatret (High Noon)

Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen og Christian Skovgaard Hansen

 

Temaet i ’Tilgiv mig’ er – som titlen antyder – tilgivelse, og ikke mindst konsekvenserne af at tilgive og af ikke at tilgive. Temaet behandles her ud fra en række hverdagshistorier, som er spundet sammen i én samlet historie, men uden at forestillingen bliver moraliserende eller dømmende. Forestillingen er for dig, der vil opleve 4 gode skuespillere tage livstag på dette tema.

 

Hele historien begynder tilbage i tiden, hvor de tre veninder, hvoraf de to er søstre, sidder omkring bordet med kortspil og rødvin. Det hele begynder godt, men snart begynder fællesskabet at smuldre. Vi er vidne til forskellige situationer i de tre kvinders liv, og resten af forestillingen behandler tilgivelsen i disse situationer. Vi er vidne til utroskab, sygdom, forsømmelse, den farlige forelskelse og en række andre konflikter. Hele historien omkranses af den tredje venindes søn, Lasse, som har en fortællerrolle gennem hele forestillingen.

 

 

De tre kvinder spilles af henholdsvis Karen-Lise Mynster, Anette Støvelbæk og Rikke Wölck, mens Lasse spilles af Elliott Crosset Hove. De er alle fire glimrende under Madeleine Røn Juuls instruktion, og de leverer godt og nærværende skuespil uden at overspille eller overkarikere deres roller. Det er skuespillet, der holder forestillingen oppe, og det er synd, at den til tider drukner i teksten og fortællingen om de tre veninders liv.

 

Fortællingen i sig selv fejler ikke noget, og det yngre publikum vil kunne nikke genkendende til en række af situationerne, og det vil formentlig nemt kunne sætte sig i Lasses sted. Men historien består af for mange delhistorier og personer. ’Tilgiv mig’ ville have stået så meget stærkere, såfremt den havde bestået af én historie, men med mere intensitet og nerve. I dette tilfælde i Rikke Wölcks manuskript stikker den lidt ud, hvorfor det kan være svært at følge med og bevare fokus på forestillingens emne: nemlig tilgivelsen. Det er også værd at være opmærksom på at holde tungen lige i munden, da den røde tråd visse steder mangler, da der springes i kronologien.

 

Kisser Rosenquist har stået for scenografi og lysdesign. Den enkle spillemåde med få rekvisitter fungerer rigtig godt uden at tage fokus fra forestillingen og dens historie, men ellers fungerer scenografien ikke helt. Vi savner en pointe med lysdesignet, og vi synes ikke, at scenografien underbygger spillemåden.

 

 

En stor del af forestillingen har Lasse som omdrejningspunkt, og vi ser historien fra hans vinkel. Det fungerer rigtig godt, og det er også det, som giver forestillingen den sidste bloddråbe. Lasse har nærmest hver enkelt af de tre kvinder i skriftestolen, mens han sidder på trappen blandt publikum. Han fuldender historien, og uden at afsløre for meget visualiseres det hele i hans bog, som den tredje kvinde senere finder. Den metafor, der bruges i bogen, og som vi stille er blevet præsenteret for tidligere i forestillingen, fungerer rigtigt godt, og den illustrerer smukt hele forestillingens emne, og hvad der sker, hvis man ikke evner tilgivelsen. Sønnen Lasse er måske helt så skrøbelig, som han præsenteres som.

 

 

 

High Noon

Rialto:Teatret, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg

 

Spiller indtil den 14. maj 2016

 

Spilledato: 15. april 2016

Fotos: Christian Geisnæs

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://rialtoteatret.dk/forestillinger/tilgiv-mig/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod