Anmeldelse: Sidst på dagen er vi alle mennesker, Edison (Mammutteatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
’Sidst på dagen er vi alle mennesker’ er titlen på Kaspar Colling Nielsens nye danske stykke dramatik. Spørgsmålet er så, om vi egentlig er det, når det kommer til stykket. Som skæbnens ironi er denne anmelder en del af ”djøfiseringen” – og kommet direkte til forestillingen efter ca. 10 timer på kontoret. Konsulent er jeg dog ikke!
Forestillingen er på den ene side et billede af den virkelighed, som vil ramme en del på den anden side af det søde studieliv. Men på den anden side er den også et (tidstypisk) samfundsbillede, hvor samfundet, opgaverne og ikke mindst dem, der udfører opgaverne, bliver sat under lup. Kaspar Colling Nielsen har skrevet teksten baseret på et forskningsprojekt, hvor en psykolog og nogle af landets allerbedste konsulenter har talt sammen. Resultatet er på en og samme tid både nærværende, men også en kende skræmmende og barsk. Også her mødes modsætningerne, som egentlig ikke er så forskellige endda. Konsulenternes liv er både efterstræbt, men også i et eller andet omfang trist.
Konsulenterne er diskrete, lydige og opererer oftest i baggrunden. Vi ser dem derfor ikke nødvendigvis, men vi kan godt regne med, at de i et eller andet omfang står bag de fleste større beslutninger. Gennem teksterne mellem psykologen og de enkelte konsulenter får vi et unikt indblik i konsulenternes arbejde – et indblik som i et eller andet omfang formentlig ikke er så væsensforskelligt fra andre lignende gruppers. Vi er vidne til konsulenternes hverdag og alle følgerne af livet i overhalingsbanen.
De tre skuespillere Simon Sears, Claes Kasper Bang og Marijana Jankovic giver den skiftevis som psykologen og som den enkelte konsulent, hvilket fungerer rigtigt godt. I Nicolei Fabers iscenesættelse giver de fornemt teksterne liv, og de (ud)leverer med præcision konsulenterne. Mellem de enkelte tekster er indsat små overgangssekvenser, hvori vi oplever små, men nærværende scener, og hvor vi gennem ”stemmen fra oven” får faktuelle oplysninger, som binder teksterne fint sammen.
Sammen med Christian Albrechtsens flotte scenografi fungerer det fantastiske. Vi oplever de tre konsulenter fint klædt på, mens de står på karriestigen; bjerget, som bliver højere og smallere, og som skal bestiges, mellem alle arbejdsopgaverne og papirbunkerne. Symbolikken er tydelig, og generelt gennemsyrer symbolikken forestillingen – på den gode måde forstås. Det, at bunden på karriestigen er bredere end toppen, at der er 2 mænd, men kun én kvinde, og at forestillingens tekster fortælles nede fra konsulenten på gulvet og op til seniorpartneren, fungerer og sætter tankerne i gang.
Titlen på forestillingen er også velvalgt. ”Sidst på dagen er…”. Hentydes der mon til arbejdsdagen? Eller hentydes der mon mere generelt til livet, hvor vi måske nok er mennesker sidst på dagen, men hvor risikoen for ikke at være menneske er stor. Som det melankolsk konstateres i forestillingen, er der en årsag til, at en undersøgelse af, hvad konsulenterne lavede, når de gik på pension, aldrig blev gennemført – alene af den simple årsag, at de fleste af dem døde 1-1½ år efter, at de gik på pension…
Teksterne er forskellige, men resultatet og konsulenternes lod er i bund og grund den samme – blot fortalt på forskelligvis. Arbejdet bliver til ens hobby, hvorfor man i større eller mindre grad forsømmer alt det andet. Man må undvære noget, som for konsulenten ikke umiddelbart er noget, som man savner, men for beskueren udefra er det tydeligt, hvad konsulenten egentlig mangler. Hvorfor standser han/hun ikke op og genovervejer det hele?
’Sidst på dagen er vi alle mennesker’ er stærkt, nærværende og ikke mindst tankevækkende samfundsteater. Samtidig er det hamrende aktuelt som aldrig før. Er det virkelig det samfund og den arbejdsmoral, som vi ønsker? Og hvad skal vi i så fald gøre? Enhver med lidt samfundsinteresse bør smutte forbi Edison og opleve forestillingen. En række unge, og særligt yngre studerende på de videregående uddannelser, vil formentlig kunne genkende noget i forestillingen. Spørgsmålet er, om de selv ender der en dag.
Det eneste minus ved forestillingen er, at teksterne for de respektive konsulenter til tider bliver lidt vel lange. Forestillingen – og ikke mindst budskabet – ville have stået endnu skarpere, hvis teksterne var blevet skærpet bare en lille smule. Hver enkelt samtale mellem psykologen og konsulenten kunne med fordel have været nogle minutter kortere, så luften ikke lukkes for meget ud af ballonen.
Mammutteatret
Betty Nansen Teatret, Edison, Siloen, Edisonvej 10, Frederiksberg C
Spiller indtil den 3. maj 2016
Spilledato: 14. april 2016
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/sidst-paa-dagen-er-vi-alle-mennesker/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod