Anmeldelse: Tro, håb & kærlighed, Aarhus Teater
Af Lea Hjort Thalund
Man siger, at grøn er håbets, ungdommens og roens farve, men den symboliserer samtidig misundelse og tomhed. I midten af det grønne scenerum, kommer fortællingen Tro, håb & kærlighed til liv og alle de store følelser, som overgangen fra ungdom til voksenlivet, ufiltreret byder en. Desværre er det ikke alle dele af denne overgang, som forestillingen rammer rent.
Aarhus Teater åbnede sæsonen på store scene med dette musikalske brag af en adaptation af Bjarne Reuters ungdomsroman ”Når snerlen blomstrer” og filmatiseringen af denne i ”Tro, håb og kærlighed” af Bille August. Forestillingen følger en flok unge mennesker fra Brønshøj og deres første møde med voksenlivet. I spidsen står Bjørn, spillet af Emil Busk Jens, og hans bedste kammerat Erik, spillet af Emil Prenter. Deres venskab er stærkt, men må alligevel se sig revet fra hinanden af den kærlighed og de forpligtigelser og konsekvenser, der følger med den. Bjørn bliver dybt forelsker i Anna, spillet af Mette Klakstein, men en ufrivillig graviditet og konsekvensen af denne ødelægger deres forhold.
Erik forsøger at tage sig af sin psykisk syge mor, imens hans samtidig kæmper med nye kærlighedsfølelser for Kirsten, spillet af Clara Sophia Phillipson, som ofte ikke kan behandle sine venner godt, når hendes følelser løber af med hende.
Der er dermed lagt op til store følelser, som, jeg til tider ikke føler, når langt nok udover scenekanten. Skuespillerne bliver holdt tilbage, hvilket ikke gør karakterens følelser troværdige. Først senere i anden akt, får jeg fornemmelsen af, at følelserne har ramt salen. Det skal dog siges, at de fem unge skuespillere alle er castet godt og er grundlæggende troværdige som store teenagere.
Scenografien af Jonas Fly er bar, og nærmest rund i sin udformning. En udhulet cirkel er tiltet, hvor midten udgør en statisk scene, som begge senere viser sig at være drejescener, som på et øjeblik skaber niveauændringer, som er intelligent udnyttet igennem forestillingen. Hurtigt bliver der opsat et musiklokale i midtercirklen, med alt hvad det tilhører, som bliver omdrejningspunktet for forestillingen, både direkte og indirekte skaber den underliggende stemning igennem musikken. Der er kun hentet de mest nødvendige rekvisitter frem, og fortællingen flyder elegant fra den ene lokation til den næste, selv med den sparsomme scenografi, som giver plads til karakterens relationer.
Fortællingen er sat i 1960’ernes Brønshøj, og selvom meget har ændret sig siden, vil flere ting stadig være genkendelige for mange. Måden man skal lære at navigere mellem venner og flirts ændre sig næppe. Selvom forestillingen til tider virker som en tidskapsel, viser den samtidig, at temaerne omkring kærlighed, venner og familie nok altid vil forblive universelle. Fortællingen skaber en samtale på tværs af generationer om ungdommens store følelser.
Iscenesætter Peer Perez Øian har skabt en flot forestilling, både på det fysiske og mentale plan. Han har givet karaktererne plads til at udfolde sig og givet forestillingen dybde. Desværre føles første akt ikke ligeså samspillet og ren som anden akt. Teksten forsøger at rumme for mange af de originale konflikter, hvilket kun skaber en unødvendig støj omkring forestillingens evne til at røre sit publikum. Skuespillerne kommer dog godt efter det og man kan virkelig fornemme, at de får en større plads til at folde sig ud i anden akt. Forestillingen rummer flere musiske elementer, med de gamle klassikere fra 1960’erne, som dog til tider kan virke en smule malplacerede, man bliver alligevel imponeret over, hvilke musiske talenter som Aarhus Teater råder over.
Alt i alt er Tro, håb & kærlighed en flot rammende forestilling, der kan få sit publikum til både at grine, græde og glemme at man skal trække vejret. Hvis første akt bare var strammet noget ind, havde den været helt i top.
Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Århus C
Spilleperiode: 31. august-4. oktober 2024
Set den 3. september 2024
Fotos: Emilie Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/tro-hab-kaerlighed
Medvirkende: Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Mette Klakstein, Clara Sophia Philipson, Mette Døssing, Christian Hetland, Kirsti Kærn, Anders Baggesen, Amanda Friis Jürgenson og Oskar Salvatore
Baseret på romanen ”Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter og filmatiseringen ”Tro, håb og kærlighed” af Bille August
Iscenesætter: Peer Perez Øian
Scenograf og kostumedesign: Jonas Fly
Kompositioner og arrangementer: Gaute Tønder
Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inklusiv pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod