Anmeldelse: Vilde kaniner & underlige fisk, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen
Peter A.G. er en dansk sangskriver, og han er nok mest kendt som forsanger i rockbandet Gnags, men han har også udgivet flere soloalbums. De fleste har ligesom jeg hørt flere af hans sange. Jeg er måske ikke den primære målgruppe, og jeg må indrømme, at jeg ikke altid har været helt opmærksom på teksternes nærmere indhold. Dét er der til gengæld rig mulighed for nu.
Café Liva har nemlig kastet sig over hans tekstunivers i deres nyeste cabaret Vilde kaniner & underligere fisk, som har undertitlen ”- en Peter A.G.-mosaik”. Undertitlen er velvalgt, da man som i en mosaik her har taget små brudstykker af Peter A.G.’s tekster og sat dem sammen, så de nu danner et samlet hele i et nyt billede.
Nærstuderer man Peter A.G.’s tekster rummer de nemlig meget mere end det umiddelbart udtalte ord. Jacob Morild har sammen med holdet nøje udvalgt, sammensat og arrangeret en række brudstykker af Peter A.G.’s tekster i helt nye sammenhænge, så de danner små, genkendelige historier.

Teatret præsenterer forestillingen med, at ”[d]en danske mand har siden 1950-erne levet en omtumlet tilværelse”, og der hermed ”tegnes et portræt af den danske mand gennem de sidste 70 år – og Cafe Liva præsenterer endnu et dansker-portræt af både fortid og nutid.” Det sidstnævnte er utvivlsomt korrekt, men historierne er egentlig ikke kun begrænset til et portræt af den danske mand – de skildrer også mennesket – både som sig selv, men også som en del af ét folk – som helhed.
Lige som livet rummer en række forskellige begivenheder og stemninger, rummer Vilde kaniner & underlige fisk det også. Vi er med hele vejen fra barndommens liv over ungdommens trængsler og fester, indtil livet bliver alvorligt, og man selv når en mere moden alder. Vi oplever både, hvordan man agerer med sig selv og omverdenen. Vekselvirkningen oplever vi også i livet, og den er her med til, at forestillingen både får den rette tyngde og humor.
Der er den modne mand, der genlever ungdomsmindernes frihed og ubekymrethed, der er ensomhed, når afstanden mellem mennesker bliver for stor, der er glæden ved den første guitar, og der er frihed og fest, når rockbandet er på turné i Tyskland, inden man ”slingrer ned ad Vestergade”. Humoren slår sig også løs i bedste ”vi med hund”-stil, når Morild er hundeejeren, mens Asholt er den glade hund. Det er morsomt, men det bliver aldrig for pjattet, og en vis eftertænksom bibeholdes.

Jacob Morild og Jesper Asholt nyfortolker og synger Peter A.G.’s sange, så kaninerne bliver vilde. Mosaikken rummer hele livets oplevelses- og følelsesspektrum fra det muntre og festlige over det snedige og alvorlige til det smukke og lidenskabelige. Som Peter A.G.-kloner mangler der måske lidt, men det er heller ikke det væsentlige.
Guitarist Lasse Christian Schmidt står for forestillingens musik, som er fremragende tilsat historiefortællingen. Han supplerer elegant sangene, mens han sørger for, at der både er musikalsk struktur og fremdrift i historierne. Han får også lov at vise sin ganske fine sangstemme i enkelte numre.

Vilde kaniner & underlige fisk er blevet en ny og ikke mindst anderledes ind- og tilgang til Peter A.G.’s tekstunivers, hvor hans tekster rummer så meget mere end det man hører ved første ørenlyd. Holdet får teksterne og deres historier til at træde skarpt frem i en mosaik, som aldrig lægges forkert.
Dét er i den intelligente og gennemtænkte samling af historien, som poetisk flettes sammen, at forestillingen står klarest. Du behøves derfor ikke have kendskab til Peter A.G. for at få noget ud af forestillingen. Selvom scenerummet på Liva er lille, er forestillingen en dyb oplevelse.
Café Liva, Liva II, Nyhavn 26, 1051 København K
Spilleperiode: 27. april-3. juni 2023 og igen 26. februar-13. april 2024
Set den 26. april 2023
Fotos: Brita Fogsgaard
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling
Medvirkende, sammensætning og arrangement: Lasse Christian Schmidt, Jacob Morild og Jesper Asholt
Tekster og musik: Peter A.G. Nielsen og Gnags
Lysdesign: Kenneth Kreutzfeldt
Lyddesign: Jesper FrendøDramatiker: Peter A.G. Nielsen
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
One thought on “Anmeldelse: Vilde kaniner & underlige fisk, Café Liva”