Anmeldelse: Vildheks, Østre Gasværk Teater

Anmeldelse: Vildheks, Østre Gasværk Teater

Af Eva Gudmand

 

Man kan roligt sige, at ’Vildheks’ var en vild oplevelse. Der var action fra start til slut med special effects, som jeg aldrig har set det på skuespillerscenen før. Østre Gasværk formår endnu engang at overraske.

Vildheks_2_0220_low [1600x1200]

Man var ikke i tvivl om, at dette skulle blive en interessant oplevelse, da jeg trådte ind i salen, blev jeg mødt af et stort cirkulært bygningsværk, hvor øjnene vandrede rundt for at finde alle dets små historier. Lyset blev slukket, og den Harry Potter-lignende musik satte rammerne for dette medrivende fantasy-univers.

Høg – Aagaard – Svanekier har tidligere om Lene Kaaberbøls børne-/ungdomsbøger om Skammerens datter til teater på samme teater. Denne gang er turen kommet til hendes bøger om Vildheks.

Vildheks_2_0140_low [1600x1200]

Historien omhandler den unge pige Claras kamp fra at være en uskyldig teenager til at blive en vildheks. Claras teenage-problemer forsvinder i takt med, at hun bevæger sig ind i den nye verden med vildveje og vildvenner. Hendes moster Isa hjælper hende med at finde sin indre vildheks, så hun kan overvinde den onde heks Kimæra, som hele tiden forsøger at lokke hende over på den mørke og onde side. Men Clara står imod, og det gode vinder til sidst.

Lene Kaaberbøls historie er fængende og universet byder på utrolig mange oplevelser. Desværre er det også det, der bliver stykkets svaghed. Forestillingen lægger stor vægt på Claras udvikling, og da historien endelig når sit klimaks, da Clara skal bekæmpe Kimæra, bliver dette overstået utrolig hurtigt. Forestillingen bygger en stemning op, som desværre aldrig bliver forløst, da det simpelthen går alt for nemt. Forestillingens finale står desværre ikke mål med resten af den fantastiske fortælling.

Når det er sagt, var jeg dybt imponeret over både sceneshowet, danserne og skuespillerne. Benjamin La Cour har lavet forestillingens kostumer og en fascinerende scenografi, hvor den store drejescene fornemt udnytter Østre Gasværk Teaters store høje rum. Man kunne ikke lade vær med at krybe tæer, når Kimæra, Michiel Tange Van Leeuwen, på akrobatisk vis falder ned fra loftet i sit dystre og skræmmende englekostume. Samme oplevelse får man af de troværdige dyre-imitationer, hvor alt fra katten til hunden Tumpe overbeviser publikum om naturens univers.

Vildheks_2253_low [1600x1200]

Hvis man som barn eller teenager mangler en rollemodel, kan man hurtigt finde sig en ny i Thit Aabjerg, som spiller hovedrollen Clara. Hun er kun 16 år, men hendes skuespil er medrivende og naturligt. Og hver gang man tænker; nu kan hun ikke bliver sejere, så bliver det bare endnu vildere, det hun gør.

Forestillingen henvender sig mest til det yngre og unge publikum. Moralen er klar – vi skal alle bekæmpe vores indre Kimæra: ”Når man har klaret den vildeste heks, så er Martin fra 8. klasse intet problem!”

 

Høg – Aagaard – Svanekier

Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, 2100 København Ø

Spilleperiode: 14. september–2. november 2017

Set den: 14. september 2017

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/vildheks/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *