Anmeldelse: Vores klasse, Aveny-T (Odense Teater, turnéforestilling)

Anmeldelse: Vores klasse, Aveny-T (Odense Teater, turnéforestilling)

Af Amalie Sloth de Fine Licht og Christian Skovgaard Hansen

Selvom du ikke er til historiebøger, kan ’Vores klasse’ sætte tankerne i gang og belyse et nogen af de forfærdelige forbrydelser, der blev begået i under 2. verdenskrig. Det er en både rørende og samtidig alvorlig forestilling, som du bør unde dig selv at se.

Fødes mennesket som ondt eller godt? Eller er det slet ikke så simpelt? I ’Vores klasse’ møder vi en polsk skoleklasse, og vi følger dem helt til den bitre ende. Halvdelen af skoleklassen er jøder hvorimod den anden halvdel er kristne, og vi følger den fra midten af 1920’erne og frem. Da krigen når til Polen, forandres magtbalancen, og ingenting bliver som før.

1

”Året er startet, vi skal til time…” På scenen står skoleborde og stole, og hele rummet er én stor tavle; sort og klar til at rumme de 10 livshistorier, som snart vil blive fortalt på scenen. Med melankolske toner ligger en harmonikaspiller stemningen, imens han uset smyger sig omkring skuespillerne. Sunget flerstemmigt af skuespillerne understreges krigens meningsløshed af mere eller mindre dystre sange. Fra forestillingens fornøjelige start i de små klasser, hvor de leger og lærer som børn, hvorefter vi synker ned i det grusomme og glædesløse univers, som personerne i den polske skoleklasse bevæger sig ind i.

’Vores Klasse’ præsenterer historien om den generation af mennesker, hvis liv blev ødelagt da de antisemitiske tanker og 2. verdenskrig ramte Polen. Det viser os en evig aktuel historie, som viser mennesket fra sin værste side, og husker os på, hvordan krig og diskrimination skader alle involverede parter. Ofre og voldsudøvere står tilbage med ”…et spildt liv”, og alle de håb og drømme som engang var, er bristet, og tiden er løbet fra dem.

Historien er sket og smerten følt. Vi mennesker har en grusom historie, som vi nemt glemmer, men ’Vores klasse’ er en reminder om, hvor hurtigt venner kan blive til fjender, hvis vi glemmer vores medmenneskelighed. Det er en stemningsfuld forestilling, som rører og vækker afsky med sin detaljerede beskrivelse af massemordene begået i en lille by i Polen en sommerdag i juni. De tidligere skolekammerater befinder sig nu i centrum af en verdenskonflikt, og de må overleve efter bedste evne.

I forestillingen får vi den upolerede historiefortælling. I mange år har nazisterne fået skylden for den junidag, hvor 1.600 jøder i den lille lokale by udryddes på grusomste vis. Men i dag ved vi, at det var naboer, der dræbte naboer – det var de øvrige borgere i landsbyen! Vi oplever de grusomme handlinger, som sker, og fortællingerne kryber ind under huden på en. Vi oplever, hvordan de tidligere klassekammerater forandres, og hvordan de ikke bare flår det lille lokalsamfund i stykker, men også hvordan de ødelægger både sig selv og alle de andre kammerater. ’Vores klasse’ er ikke længere den samme – og den bliver det heller aldrig igen!

Til slut vaskes tavlen ren, og giver plads til en ny begyndelse – eller måske en gentagelse? Bliver historien udvisket – eller husker vi på at lære af historien, så vi ikke begår de samme fejltagelser igen og igen?

Humøret er ikke ligefrem højt, da forestillingen slutter, men eftertanken og forståelsen for livets skrøbelighed er stærk. De stakkels menneskeliv går sikkert og forudsigeligt mod døden, trods nogle hurtigere end andre. Vi er vidne til denne undergang, og til de ar, som de stakkels mennesker hurtigt får på livet.

’Vores klasse’ bygger på virkelige historiske begivenheder. Den er ikke en nyskabende forestilling, som tager fat i historien fra en ny vinkel, men den er indiskutabelt en gennemarbejdet og smuk forestilling. Det er en barsk og fængslende historiefortælling. Forestillingen er et ubehageligt, men anbefalelsesværdigt bekendtskab, som trods sit udspil i fortiden er evigt aktuel.

Odense Teater, turnéforestilling

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg

Spilleperiode: 19.-21. juni 2015 under CPH STAGE

Set den: 20. juni 2015

Fotos: Emilia Therese

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.odenseteater.dk/forestillinger/vores-klasse-cph-stage

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *