Anmeldelse: Yahya Hassans digte, Republique (gæstespil af Mungo Park Kolding og Aalborg Teater)

Anmeldelse: Yahya Hassans digte, Republique (gæstespil af Mungo Park Kolding og Aalborg Teater)

Af Amalie Sloth de Fine Licht

Gå ind og se ’Yahya Hassans digte’, hvis du ved med dig selv, at du ikke får læst digtende på bogform. Her kan du få dele af digtsamlingen i en letspiselig udgave præsenteret af fire dygtige skuespillere og stemningsfuld musik.

Da den 18-årige Yahya Hassan debuterede med sin digtsamling i 2013, var anmeldere, såvel som læsere helt oppe i skyerne over denne nyskabende, socialrealistiske og kræftfulde digtsamling. Det er derfor ikke underligt, at Aalborg Teaters husinstruktør Minna Johannesson nu har taget de potente ord og fortolket dem i en musikalsk collageforestilling.

1
Selvom der tydeligt bliver præsenteret en frontfigur, en bror, mor og far, så er der ingen af skuespillerne, der spiller Yahya Hassan. Karaktererne på scenen er personificeringer af de stemninger og associationer, som digtene har vækket i Minna Johannesson. Det politiske aspekt står i baggrunden, når følelserne og ordenes slagkraft får lov at bryde igennem i sin humor, grusomhed og skønhed.Målet med forestillingen er at placere digtene i en ny kontekst, og som Minna Johannesson selv siger: ”…vil man frit kunne associere og danne sin egen fortælling.” Forestillingen følger dog bogens dramaturgi: Yahya Hassans rejse fra barn til voksen.

På scenen ses et kæmpe gitter som hurtigt giver associationer til fængslets tremmer. Dele af digtene bliver fortolket musikalsk gennem sange og melodier, sunget og spillet af skuespillerne på scenen. I begyndelsen sidder to af skuespillerne på to gynger, men snart bliver gyngerne smidt skødesløst af scenen, imens andet bliver kastet ind. Plastiksne og gult sand blandes, ligesom de to kulturer blandes i Yahya Hassan ord – splittet mellem det land han kommer fra og det land han bor i.

Som inkarneret fan af digtsamlingen havde jeg store forventninger til iscenesættelsen af Yahya Hassans ord. Digtene var ligeså stærke, rørende, sjove og smukke, som jeg huskede dem, men det var svært for forestillingen at følge med. Udgangspunktet: en forestilling til fri fortolkning, lyder godt, men i realiteten blev det en ukonkret, svævende affære, som tabte mig lidt undervejs.

Forestillingen kommenterer ikke, tager ikke stilling til og nyfortolker ikke Yahya Hassans digte. Så hvad er det helt præcis er, som forestillingen kan, som digtsamlingen ikke kan? Det kan jeg desværre ikke svare på, men jeg må erkende, at forestillingen havde mange fine billeder og humoristiske skildringer af Yahya Hassans tragikomiske historie. De fire skuespillere bar publikum kompetent igennem forestillingen med stor energi og indføling. Havde forestilling dog sluttet tidligere, og havde man udeladt en lettere følelsesfanatisk afslutning, ville stykket stå stærkere.
Trods dette, glødede Yahya Hassans digte igennem og løftede forestillingen til en god og rørende oplevelse, som bestemt kan anbefales til alle som ikke har stiftet bekendtskab med Yahya Hassans poesi.

Teater Republique, Lille Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 København

Spilleperiode:

Forestillingen spillede under CPH STAGE 2015.

Forestillingen spiller endvidere blandt andet på Mungo Park Kolding 19.-22. oktober 2015

Set den: 20. juni 2015

Fotos: Morten Fauerby og Palle Peter Skov

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:http://www.mungoparkkolding.dk/forestilling.asp?id=5138

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *