Re-anmeldelse: Kongens fald, Aarhus Teater (co-produktion med Det Kongelige Teater)

Re-anmeldelse: Kongens fald, Aarhus Teater (co-produktion med Det Kongelige Teater)

Af Signe Birk Backs

OBS!
Dette er en re-anmeldelse af forestillingen til Århus-premieren.
Læs vores oprindelige anmeldelse af Københavner-premieren her.

Der foregår rigtig mange ting på Store Scene i Århus, når forestillingen Kongens fald virkeliggør Johannes V. Jensens roman om den himmerlandske Mikkel Thøgersens liv i 1500-tallets Danmark. Opsætningen, der nu er rykket til den jyske hovedstad Aarhus Teater efter premieren på Det Kongelige Teater i november 2018 er et udstyrsstykke ud over det sædvanlige. Mere om det straks, men først en kort opridsning af historien – jeg skal forsøge at gøre det kort, men det er i sig selv en udfordring med denne sag!

Prøv at hæng på: Altså – vi følger hovedpersonen Mikkel Thøgersens liv i skyggen af Kong Christian d. 2.’s livsforløb. De to herrers skæbner væves sammen gennem en lang række scener, der alle åbnes med en titel, der fastslår tid og sted. Begge står de to for fald. Kongen qua sin position måske mere bogstaveligt end Mikkel, hvis fald i stedet består af en langsom nedbrydelsesproces, hvor han fortabes i en form for eksistentiel desillusion. Mikkel tør ikke for alvor at smage på livet efter, at han brændte sig voldsomt på kærligheden i forestillingens begyndelse. I stedet kanaliserer han al sin vrede over i en søgen efter den ultimative hævn. Kærlighed, begær og jalousi er forestillingens drivkræfter. Og det må i sagens natur siges at være nogle temmelig tunge drenge at arbejde med.

Ønsket er vist, at dette skal illustreres i et brusende hav af uforvansket råhed; vand, blod, alkohol, kroppe, land og jord i vanvittig og sanselig forening. Dog er det ikke så meget forening, som det mere efterlader sit publikum i et kaos, der ikke rigtigt hænger sammen – desværre. For der er mange enkeltstående rigtigt fine og spændende elementer på scenen.

F.eks. den stemningsskabende brug af netop vand – 1800 liter for at være helt præcis. Det fungerer, når det har en funktion. Som en slags fødsel i begyndelsen, og som selve havet, der agerer den altomsluttende baggrund i én af forestillingens mere vellykkede scener om en voldtægt på det åbne hav. Ellers bliver det en smule malplaceret, og man undrer sig til tider over, hvorfor de stakkels skuespillere konstant skal vade rundt i vand. Måske er der en underliggende analytisk ting, jeg ikke har opfanget? Pas.

Det er den spanske instruktør og scenograf Carlus Padrissa, medstifter ad det catalanske teater- og kunstnerkollektiv La Fura dels Bauls, som står bag forestillingen. I sit virke har han specielt slået sig op på operaer og udendørs forestillinger i stor format. Forestillingerne er kendetegnet ved at musikken, det visuelle og scenografien ofte spiller en lige så stor rolle som skuespillerne og artisternes fortælling. Kongens fald er ingen undtagelse. Det pompøse opera-format går igen i det sansebombardement, der udspiller sig på scenen. Det er visuelt imponerende og intenst, men måske ikke kun i ordenes mest positive forstand. Det er en interessant undersøgelse at fusionere Padrissas spanske overdådighed med nordisk minimalisme og Johannes V. Jensens sværvægter af en roman indenfor kulturelle nationalklenodier.

Det er dog ikke denne anmelders opfattelse, at resultatet er nogen videre stor succes. Der sker simpelthen alt for meget på scenen hele tiden, og jeg er som publikum i tvivl om, hvor det ønskes, at jeg kanaliserer min opmærksomhed. Det er interessant, hvis dette kaos-greb benyttes enkelte steder i en forestilling, men hvis det bliver altdominerende som her, bliver det ensformigt.

Padrissa er kendt for at skubbe grænser med teaterrummet og lege med barrieren mellem scene og publikum ved f.eks. at benytte nye teknologier i samspil med skuespillere, artister og teaterteknikere. Et altid spændende eksperiment, men som – også i dette tilfælde – ofte ender med en lang række effekter og elementer, der desværre ikke helt gør noget godt for hinanden. I stedet står et helhedsbillede, der ikke efterlader meget andet end en usammenhængende opfattelse af kaos. Er dét hensigten, så er det jo lykkedes vældig godt. Det virker dog ikke så progressivt og anderledes, som det måske var ønsket, andet end det blot bliver en smule anstrengende at være vidne til i længden.

Ligesom scenografien er også selve historien mange facetteret og stritter i flere retninger. Hvad er hovedlinjen? En historie om slægtsskab? Eller en historisk fremstilling af et anderledes venskab mellem en royal men svag karakter, og en jævn mand, der arbejder sig op til at blive kongens fortrolige? Sikkert begge dele. Men de drukner i hinanden i stedet for at give gensidig støtte.

Her er karakteren Ide heldigvis en hjælp. Ide er en interessant mytisk figur følsomt, sanseligt og indlevende fremført af Maria Rossing, som fungerer som forestillingens fortæller, og tager sit publikum i hånden – en guidance man virkelig har brug for. Så lyt for guds skyld til, hvad hun fortæller, man kan godt komme til at glemme det lidt. For hun har meget på hjerte. På den måde er det også en teksttung forestilling. Der er simpelthen rigtig mange ord, naturligt nok, da den netop har et litterært afsæt i en roman, der oprindeligt blev udgivet fordelt i tre bind.

I parentes bemærket skal det således også lige nævnes, at Joen Højerslev gør et solidt arbejde som Mikkel Thøgersen. Men skuespillerpræstationerne er ikke det man lægger mest mærke til i en forestilling som denne, hvor scenografien er så voldsom.

Dermed er det heller ikke en let opgave at løfte for Padrissa og hele det kunstneriske team. Min ledsager i teatret bemærkede efterfølgende tørt, at det ”vist nok også var en temmelig kedelig roman.” Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, jeg har nemlig endnu ikke læst den. Men jeg har dog ladet mig fortælle, at Johannes V. Jensen skulle være noget af en ordkunstner og den sproglige ekvilibrisme skulle ikke være til at tage fejl af. Skildringerne skulle være intense og ekspressive, men selvom det er tydeligt, at det er forsøgt legemliggjort i Padrissas fremstilling med hans vision om ”rå sanselighed”, så opleves omsætningen til de skrå brædder desværre noget forceret.

Ærlig talt, så giver denne teater-oplevelse giver mig ikke videre lyst til at beskæftige mig med Johannes V. Jensens roman. Men måske man burde give det en chance, om ikke andet så for at se, om Mikkel Thøgersens vidtrækkende livshistorie er mere hensigtsmæssigt fortalt på skrift. Jeg har det på fornemmelsen.

Det Kongelige Teater og Aarhus Teater

Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 10. januar-9. februar 2019

Set den 10. januar 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/kongens-fald/

Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Lila Nobel, Mikke Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen, Janus Elsig, Liam Jones, Maya Saoirse Tenenbaum Peters, Alfred Hall Kreigsbaum, Sonia Christina Silvestre Matos, Mattias Umaerus, David Ullrich og Peter Hald

Dramatiker: Henrik Szklany efter Johannes V. Jensens roman

Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa

Medinstruktør: Mireia Romero

Scenografassistent: Tamara Joksimovic

Kostumedesign: Karin Betz

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Jonas Vest

Komponist og musiker: Adele Madau

Videodesign: Vibeke Bertelsen og Freja Hyldgaard, Vertigo

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inklusiv pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *