Spotlight: ”Et ekko af kvinder”: Ungkvinde-seksualitet og reminiscens (Interview: instruktør Anna Balslev, aktuel med An Education)

Af Nanna Sofie Pehrson

Vores næste Spotlight er på instruktør, Anna Balslev, der blev færdiguddannet sceneinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2019. Anna stod bag den anmelderroste forestilling ”Færdig med Eddy” på Betty Nansen Teatret. Hun har netop modtaget Edith Allers Mindelegat og har desuden vundet Juryens specialpris ved FIESAD Festivals i Marokko for produktionen ”What Now?” I øjeblikket er Anna aktuel på Revovler på Republique med forestillingen, An Education, baseret på bogen og filmen af samme navn.

Anna er en af dansk scenekunsts mest lovende, unge instruktører og skaber opslugende scenekunstoplevelser, som vi ikke kan få nok af. Vi har haft fornøjelsen af at tage en snak med hende om reminiscens, ungkvinde-seksualitet og længslen efter at ville være nogen i en verden, hvor alle er noget.

An Education

An Education er en coming-of-age fortælling, oprindeligt baseret på journalisten Lynn Barbers erindringer. I 1960’ernes England, drømmer den 16-årige Jenny om et liv som sofistikeret kvinde i Paris. Da hun møder den 20 år ældre Simon, vækkes en lyst og et begær efter ham og hans ekstravagante livsstil. Jennys historie er en fortælling om valg og mødet med barske realiteter, når man står på grænsen mellem barndommens naive lyst og voksenlivets konsekvenser.

I Anna Balslev iscenesættelse er der tre skuespillerinder på scenen. Nanna Finding Koppel, Mathilde Arcel Fock og Marie Dalsgaard genfortæller, i en blanding af venindesladder, leg og erindring, Jennys historie om at brænde sig på verden og komme stærkere ud på den anden side.

Anna Balslev beskriver selv fortællingen således: ”Der er jo mange lag at beskrive. Først og fremmest er det jo en biografi, og så er det en film. Men jeg tror det, der samler det, er en coming-of-age fortælling om en ung piges seksuelle vækkelse, og lyst og behov for at være nogen og manifestere sig selv i verden.”

En erindrende fortælling fra Lolitas perspektiv

Hvad inspirerede dig ved An Education?

”Jeg havde et behov for at kigge på ungpige-seksualitet og prøve at fortælle en historie fra Lolitas perspektiv – altså give Lolita ordet. Så jeg ledte igennem rigtig meget materiale og syntes, at der lå noget potentiale i denne her fortælling, fordi at den på en eller anden måde, under overfladen, faktisk er en ret grum fortælling om at brænde sig på verden. Fordi alting gik godt, konkluderer man at det er en meget fin fortælling om en ung piges måde at lære sig selv at kende på. Men jeg synes faktisk, at den gemte på et større mørke og en større smerte, som der jo ligger i som menneske at skulle finde ud af, hvordan man gerne vil være i verden… Jeg synes bare, at den rummede netop dét og så havde jeg lyst til at grave det frem og på en eller anden måde slibe den som en lille perle,” fortæller Anna.

Og en lille perle det blev det. En flot opsætning, med kompetente skuespillere, der formåede at hive intet mindre end fem bloddråber hjem hos os på Ungt Teaterblod. Personligt var jeg inde og se forestillingen et par dage efter vores anmelder, Jonathan Stahlschmidt, men var mindst lige så begejstret og betaget af det unge ensembles store talent.

Den måde hvorpå i havde bearbejdet teksten, som jo nu er gået fra bog til film til teater, var virkelig interessant. I har ikke valgt den klassiske dramatiske nutidsform, men i stedet en berettende fortælling. Hvad var tanken bag?

”Jeg synes, der sker noget i genfortællinger på grund af det faktum, at vi kun kan huske noget ti gange. Når vi har husket noget den tiende gang, begynder vi at digte på det. Så hvis du virkelig vil huske noget, skal du glemme det. Det er ligesom princippet. Det er netop derfor erindringer er så sindssygt spændende. Hvis man ser det udspillet, så sker alle følelserne i underteksten, men her har vi rent faktisk med en erindrende fortæller at gøre, som med død og pine gerne vil fremstille sig selv på en bestemt måde overfor os,” beskriver Anna.

Hun holder en kort tænkepause, hvorefter hun fortsætter: ”Så jeg synes, at den erindrende fortæller højner vigtigheden af historien og insisterer på dens vigtighed i verden. Også for at finde ud af, hvorfor Jenny er ivrig efter at fortælle den. Det er jo også, fordi hun har et behov for at vise, at hun er kommet videre. Og det, synes jeg, er et så spændende udgangspunkt at fortælle noget fra. Hvis jeg begynder at fortæller dig nu, ”ej, jeg er bare så meget kommet videre fra sidste år”, så må der jo være en reminiscens af, at der må være noget, der sidder fast – ellers ville jeg jo ikke fortælle om det. Der tror jeg virkelig, det bliver tydeligt, at man når man prøver at skabe sin identitet og sige, hvor meget man er kommet videre fra en hændelse, jo lige så meget siger: ”Ja, jeg bærer stadig på en smerte og jeg kan godt sige at jeg er kommet stærkere ud på den anden side, men den vil aldrig forlade mig.””

At skabe et rum, hvor forelskelsen kan leges frem

En ribbevæg udgør alene det scenografiske udtryk, og farverne beige og gul bliver det gennemgående farvetema for både scenografi og kostume, med en elegant Chanelkjole som eneste undtagelse. Skuespillerne benytter flittigt den ellers meget simple scenografi, hvor de svinger sig rundt i – og gemmer sig bag, den lange ribbevæg.

Hvad var tankerne bag det meget minimalistiske, stiliserede udtryk?

”Ja, alt er beige og gult. Mig og Karin Gille, der er scenograf på forestillingen, har haft et langt samarbejde om forestillingen, som gik ud fra denne her stringente, lidt akavede mellemting imellem barn og voksen. Og så har vi haft et begreb som har været en form for pendant til det: den her franske drøm. Drømmen om det franske, som bliver symbolet på det sofistikerede… Den sorte, franske elegance overfor det regnvåde, pisgule skoleunivers…”

Men hvorfor lige en ribbevæg? På hvilken måde biddrager netop denne form for scenografi til forestillingens udtryk?

”Vi vidste, at vi havde tre enormt stærke spillere, så vi havde lyst til at give dem en udfordring. Det er jo derfor man bare smækker en ribbevæg direkte op i ansigtet på publikum, for så bliver man tvunget til hele tiden at være oppe i den…  Da vi skulle tage fotos til kataloget, var vi på Oehlenschlægersgade skole. Deres gamle gymnastiksal skulle til at blive renoveret, så vi fik lov til at tage billeder af den lige inden den blev revet ned – og der lugtede bare af sur mælk, og det er så sjovt, for det er bare sådan en reference vi allesammen kender. Lugten af folkeskole. Den reminiscens, der var ved at være derinde i det rum, den gymnastiksal, reminiscensen af folkeskole – det var dén vi ville skabe i et scenerum. Vi ville gerne lave et rum, hvor man kunne lege forelskelsen frem. Det Karin har formået at gøre er, at skabe et rum hvor alle har lyst til at kravle op og lege med. Lige mærke, hvordan det er,” fortæller Anna med et smil i stemmen.

Besættelsen af den unge kvindes sult på livet

Hvad var tanken bag at fjerne manden fra fortællingen og skabe en forestilling med udelukkende kvindelige skuespillere?

”Jeg tror, det var fordi, jeg ville undersøge alsidigheden i både at være et offer – for hun bliver jo snydt, men også at være en stærk ung kvinde. Og så prøve at lave et helstøbt, fuldt portræt af et helt menneske og ikke bare konkludere at hun er et offer… Altså, for mig er det ikke et feministisk statement. I stedet for det er at fjerne noget, er det at forstørre det, der er vigtigst. Og for mig var det vigtigste kvindens, den unge kvindes, fortælling. Lige så snart der var et begærsobjekt i form af manden i rummet, så ville det jo handle om dét… Og jeg synes det var super spændende at tage kikkerten og flytte den over på Jenny og sige: ”Hvad sker der inde i hende?”,” siger Anna og fortæller, at hun synes fantasier i en alder af 16, er meget mere levende i hovedet end i praksis, og at det derfor gav bedre mening at lade Simon forblive en erindring.

Forestillingen handler om unge kvinder og er lavet af unge kvinder – ja, selv dette interview bliver udført af en ung kvinde. Ville du så også sige at fortællingen taler mest til unge kvinder?

”Det er sjovt, for jeg havde en snak med en gruppe af ældre kvinder, der var inde og se den (forestillingen red.) som virkelig reflekterede hårdt, og som faktisk var unge på samme tid som Jenny – altså i 60’erne. Mig og scenografen, Karin Gille, har hele tiden, og det er også årsagen til, at der er tre kvinder på scenen, arbejdet med begrebet ”et ekko af kvinder”. For jeg tror meget på, at vi står på skuldrene af de kvinder, vi omgiver os med, og deres oplevelser og erfaringer i verden… Så på den måde synes jeg, at det er vildt vigtigt, at den bliver set på tværs af generationer,” fortæller Anna.

Hun holder en kort pause, før hun fortsætter: ”Og så snakkede jeg med en mand, der havde været inde og se den til premieren, som var fuldstændig opslugt af billedet af ham selv, der lå og drømte om en kvinde i sengen, da han var teenager. Så jeg tror helt klart at man kan sige, at den er direkte relaterbar for en ung kvinde, der er 17-30 år, men at følelsen af ungdomslængsel og teenagelængsel er universel. Jeg tror, vi kommer til at være evigt besatte af at genkende vores egen ungdoms-længsel – også i denne her tid, hvor alle i alle aldre ser ”SKAM” og ”Sex Education”. Og det tror jeg vitterligt har noget at gøre med, at man bare slet ikke kan få nok af at møde sig selv fra dengang, hvor det var et unuanceret blik man havde på verden. ”

På trods af besættelsen af seksualitet og den kvindelige seksuelle awakening i populærkulturen, er det jo stadig ret tabuiseret emne. Tror du at samfundets syn på kvindens tidlige seksualitet har ændret sig fra Jennys tid (60’erne) og frem til i dag?

”Ja… Det er jo vildt svært at sige, for på den ene side kan vi jo vildt godt lide at sige, at der er ”højere til loftet” – og bare det, at du og jeg sidder og snakker om det nu, er jo en kæmpe ting. Og så tror jeg også, at der er noget helt grundlæggende, som er information… På den tid vidste man jo slet ikke, hvad det var, der var oppe i en… Så det tror jeg helt klart har ændret sig, men jeg tror stadig at der er lang vej at gå ift. forståelsen af unge kvinders lyst. Hele Madonna-komplekset – kan man som ung pige have en tidlig seksualitet? Vi snakker meget om unge drenge, hvis seksualitet lige pludselig bliver vækket og de får lyst til at onanere. Men unge piger, der bliver sultne på livet og som får lyst til at finde deres krop og nyde dem selv, og har en bankende lyst i hele kroppen til at opleve sig selv i andres øjne. Det synes jeg ikke vi snakker nok om overhovedet.”

Anna beskriver, hvordan særligt yngre publikummer som, har reageret meget voldsomt på at se unge, stærke kvinder italesætte deres seksualitet. Jeg forsikrer hende om, at forestillingen i hvert fald satte gang i samtalen om ungpige-seksualitet, for da jeg forlod salen, stod ikke en mund stille. Jeg kan næsten høre et sagte smil i den anden ende af røret, hvorefter jeg lader sidste spørgsmål falde.

Hvad er det vigtigste vi skal tage med os fra An Education?

”Jeg tror det er at mærke og genkende vores egen ungdomslængsel, og ikke tro, at det er noget, der skal forlade os. Der er noget i at mærke sig selv og erindre sig selv og vide, at det er det man ligesom står på… Jeg synes, det er skønt, hvis man genkender sig selv. Jeg bliver allergladest, når jeg hører, at folk snakker om ungpigeseksualitet bagefter. At der er en reminiscens af, at det kan tage et tema med sig ud i verden.”

Hvis du vil ind og opleve reminiscensen af ungdommelig sult på livet, og høre historien om unge kvinders bankende lyst til at opleve sig selv i andres øjne, kan du se An Education på Revolver frem til den 9. februar 2020. Læs mere om forestillingen her.

Fotos: Sara Galbiati

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Mads M. Nielsen

Af Christian Skovgaard Hansen og Mette Herschend   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet ...

Spotlight: Carsten Svendsen

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod skuespiller Carsten ...

Spotlight: Dan Zahle

Af Jonas Gudmand    Har du tænkt over, hvem der spiller sponsoren i julekalenderen ...

Spotlight: Teater Grob

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Teater Grob ...

Spotlight: Katrine Greis-Rosenthal og Thue Ersted Rasmussen

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne gang retter Ungt Teaterblod spottet mod Katrine Greis-Rosenthal ...

Spotlight: Morten Krogh, festivalleder for CPH STAGE 2015

Af Christian Skovgaard Hansen ”CPH STAGE er hele Danmarks teaterfestival” Nu er vi klar ...