Teaterblik: Baggaardskunst Festival

Af Henriette Devantier og Christian Skovgaard Hansen

Du kan læse mere om Baggaardskunst i vores Teaterblik, som findes her. Projektet har under Corona-krisen skabt levende kunst i byens mange baggårde. Som (foreløbig) kulmination på projektet, er de rykket fra baggårdene og ind i Koncertkirken på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor Baggaardskunst Festival fandt sted fredag den 7.-lørdag den 8. august.

Hver af forestillingerne varer en halv times tid. Det passer perfekt til formatet, og det er fantastisk, hvor meget god kultur man egentlig kan gå igennem på den tid. Det passer med, at man lige kan stoppe op, nyde forestillingen og stadig nå noget andet. Men det er stadig fuldendte værker, som man får.

Det er forestillinger, der på den både også kan afmystificere kunstarterne for et publikum, som måske ikke altid er så vant til klassisk musik, ballet eller opera, og det kan være med til at gøre dem tilgængelige for alle. Det ses også på publikum til festivalen; publikummet er ikke alene det klassiske ”kernepublikum”, men netop for enhver!

I forestillingerne har forskellige kunstnere og kunstarter mødtes i en skaberproces på deres egne præmisser. Kunstnerne er alle yngre formidlere inden for hver deres kunstart. Det er dejligt at se, at den klassiske kunst stadig lever, og at den nok skal overleve med de dygtige yngre kunstnere, som vi har set her på festivalen.

På festivalen har du mulighed for at opleve seks forskellige forestillinger, hvor indholdet varierer fra (baggårds)barok over Beethoven til ballet, og hvor både sang, musik og dans kommer i spil.

Suite Bergamasque var festivalens franske forestilling. I en udgave for fløjte og klassisk guitar af Debussys første sats af den smukke ”Suite Bergamasque” dansede kongelig balletdanser Tobias Praetorius sin egen koreografi. Efterfølgende havde publikum fornøjelsen af den berømte tredje sats ”Claire de Lune”, der ligeledes fuldførtes af koreografi af Praetorius danset af korpsdanserne Vitor de Menezes og Eukene Sagues.

Derudover blev det franske program udvidet med en række mindre værker af Ravel, Ibert og Poulenc. De franske musiktoner gik komplet hånd i hånd med dansen, der videreførte musikkens accenter og linjer. Særligt pas de deux’en mellem Vitor de Menezes og Eukene Sagues var inderlig og flowy, som skabte et legende samspil mellem musik og koreografi. Der hersker ingen tvivl om, at Praetorius i denne tid udvikler sig som koreograf og særligt mestrer det intime.

Schuberts smukke strygekvartet Døden og Pigen blev spillet af strygekvartetten RESONANS bestående af Cecilie Emtoft, Marcus Mukherjee, Jakup Lützen og Rasmus Støier Andersen. Astrid Elbo, solist ved Den Kongelige Ballet, dansede sin egen koreografi over ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Og som et lyn fra en klar himmel afrundede mezzosopran Laura Mayer med Schuberts sang af samme navn. Med mægtig lyd, inderlig dans og intime rammer løftede Døden og Pigen sig fra det almindelige til det fantastiske både i sit udtryk og i sin overlevering til publikum. Det var kunst i sin reneste form. Det sidste, der står på blokken er: ”… så rammende, at jeg ikke kan skrive mere.”

Strygekvartetten RESONANS fremførte også Beethovens sidste kvartet. Den – og hans øvrige sidste strygekvartetter – er skrevet i de sidste tre år af hans liv, hvor han i øvrigt var fuldstændig døv. Musikken er anderledes og mere ”vild”, men den er samtidig fantastisk melodisk.

Festivalens store scene er dog Astrid Elbo, som var med i hele tre forestillinger. Udover Døden og Pigen dansede hun også i Duet for Cellist og Ballerina og Tangoens historie. Udover velspillet musik – til Duet for Cellist cellist Rasmus Støier Andersen og Ballerina og til Tangoens historie Joachim Becerra Thomsen og Niklas Johansen – var det Elbos dans, der fangede os. De tre forestillinger viser hendes alsidighed; i Døden og Pigen får vi det melankolske og alvorlige, i Tangoens historie får vi tangoens drillende, forførende og iltre væsen, mens vi i Duet for Cellist og Ballerina kommer hele følelsesregistret igennem for to, der gerne vil tilnærme sig hinanden, men måske, måske ikke kan.

Alle forestillingerne på festivalen viderefører Baggaardskunsts let tilgængelige, intime og uformelle atmosfære. Konceptet og dets forestillinger er rammende, i øjenhøjde og inkluderende. Koncertkirkens intime, varme (ikke temperaturmæssigt!) rum bidrog også til denne stemning. Festivalen, forestillingerne og de mange publikummer viser, at der er et behov for kunsten – også den klassiske og ikke mindst også i krisetider.

Den uformelle atmosfære gælder også i den tilstødende gårdhave, hvor man kan trække hen mellem forestillingerne. Der er mulighed for at nyde solen eller måske den Mikkeller fadøl, der er med i billetprisen – eller høre et par numre med messingblæserne.

Til slut kan vi blot håbe, at forestillingerne får et liv også efter Baggaardskunst Festival er afsluttet. Det fortjener de – og vi tror bestemt også, at et større publikum vil nyde dem!

Har du lyst til at vide mere om Baggaardskunst, kan du læse mere på deres Facebook-side på https://www.facebook.com/baggaardskunst og på deres Instagram-profil @baggaardskunst. Du kan også støtte projektet økonomisk her.

Foto: Rasmus Kongsgaard

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod