Teaterblik: Festkoncert – Det Kongelige Kapel 575 år

Af Christian Skovgaard Hansen
Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester, der kan føre dets historiske rødder tilbage til 1448 til Trompeterkorpset ved Christian I’s hof. Ensemblet leverede den musik, hoffet havde brug for.
Orkestret fik efterhånden plads i orkestergraven på Det Kongelige Teater, hvor de mange teateropgaver krævede flere musikere. Selvom orkestret blev overdraget til staten er det Kongelige navn og forbindelse forblevet intakt.
Det betyder, at orkestret i 2023 kan fejre 575 års jubilæum, hvilket fejres med “Festkoncert Det Kongelige Kapel 575 år” på Det Kongelige Teater, Operaens Store Scene den 28. september 2023. Man fejrer også de mere end 1.000 navngivne musikere, der har været eller er en del af Kapellet. Hver musiker har sit eget unikke nummer.
Denne aften er det muligt at opleve musik, der trækker tråde tilbage til orkestrets unikke historie, og som ikke mindst lader hele – eller i det mindste største delen af – orkestret spille. De fleste kender violinerne og de andre strygere, blæserne og slagtøjet, og en gang imellem får vi også lov at se harperne i siden af ”graven”. Men denne aften får også nogle af de instrumenter, som vi ikke hører så meget, deres får tid. Der er altså ca. 100 musikere på scenen. Festkoncerten lader orkestret være i centrum, når man her viser, hvad et moderne symfoniorkester kan udtrykke, når de stiler med stærkeste opstilling. Fantastisk!

Orkestret har fået lov at komme op fra ”graven” og op på scenen, så de er til fuldt skue for publikum. Det er en fornøjelse at se musikerne, da de jo ellers er gemt væk i orkestergraven, så vi her ”kun” hører dem, men ikke ser dem, når de spiller til de store operaer og balletter på scenen.
Det hele sker under ledelse af en veloplagt dirigent og musikchef for Verbier Festival Chamber Orchestra, ungarske Gábor Takács-Nagy. Han er i hopla denne aften, og han leverer fine præsentationer til hver enkelt musikstykke i programmet.
Det hele giver en særdeles velklingende og fornøjelig oplevelse, hvor vi rigtig kan nyde musikken. Festkoncerten viser, at 575 år ikke er nogen alder for kapellet, og at de snildt kan tage 575 år mere.
Program:
- Johann Sebastian Bach: Toccata og fuga, d-mol, BWV 565 (orkestrering Leopold Stokowski)
- Johannes Brahms: Klaverkvartet nr. 1, g-mol, opus 25 (orkestrering Arnold Schönberg)
- Béla Bartók: Koncert for orkester
Har du lyst til at vide mere om Kapellet og dets historie, så har Mogens Andresen og Troels Svendsen skrevet den fine bog ”Det Kongelige Kapel – verdens ældste orkester”.
Du kan læse mere om koncerten her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/koncert/festkoncert-det-kongelige-kapel-575-ar
Foto: Det Kongelige Teater
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod