Teaterblik: Nytårskoncert i Operaen 2025 og Nytårskoncert i Tivoli 2025

Teaterblik: Nytårskoncert i Operaen 2025 og Nytårskoncert i Tivoli 2025

Nytårskoncert i Operaen 2025 og Nytårskoncert i Tivoli 2025

Af Christian Skovgaard Hansen

Nytåret er netop ovre, og kalenderen er dermed skiftet fra 2025 til 2026. Lige så traditionsrige som nytårstaler, bobler og kransekage er for mange, lige så traditionsrige er nytårskoncerterne.

I år oplevede vi Det Kongelige Teaters Nytårskoncert i Operaen på Operaens Store Scene og Tivolis Nytårskoncert i Tivoli i Tivolis Koncertsal. Nytårskoncerterne er en fantastisk og festlig måde at tage af sted med det forgangne år.

Selvom de to nytårskoncerter har sine forskelligheder, så har de absolut også deres ligheder. Ved begge koncerter får vi lov at se orkestret, så vi oplever, hvordan musikken egentlig spilles. På Det Kongelige Teater er det Det Kongelige Kapel, der står for musikken, mens det i Tivoli er Copenhagen Phil. Det er fascinerende at opleve, og nogen publikummer vil garanteret få en a-ha-oplevelse, når de faktisk kan se og høre, hvilket instrument musikken kommer fra.

Nytårskoncert i Operaen, Det Kongelige Teater, 30. december 2025

Fælles for de to koncerter og orkestre er også, at musikken her har den rette energi og kraft, når musikken leveres live lige foran os. Musikken bliver under ledelse af dirigent Hendrik Vestmann på Det Kongelige Teater og af dirigent Christoph Gedschold i Tivoli legende og ikke mindst levende, når den frydefuldt strømmer ud over scenekanten og ud til publikum.

Begge koncerter har også et showelement over sig. På Det Kongelige Teater prøver Caspar Philipson at styre løjerne – om end han får kamp til stregen af både dirigenten og koncertmesteren og violinisten Mikkel Futtrup. Og visse musikstykker har vi i hvert fald aldrig hørt sådan, som vi gør her, før! De får smukt sangmæssig hjælp af den amerikanske sopran Juliana Zara samt tenor ved Den Kongelige Opera Jacob Skov Andersen.

Nytårskoncert i Operaen, Det Kongelige Teater, 30. december 2025

Nogen har formentlig oplevet Philipson i birollen som klarinettisten Simon Elliot i tv-serien ”Orkestret”, og så går hans entre rent ind, men selv hvis man ikke har set serien, leveres introen med tilpas charme og personlighed. Senere leverer han sjov og spas i et tilpas samspil med Vestmann og Futtrup, og deres charme, nærvær og timing sidder lige skabet, så det aldrig bliver overdrevent spil.

I Tivoli styrer Jens Jacob Tychsen løjerne, og der er plads til både leg, anekdoter, tryllerier og sang. Skulle man indvende noget, skulle det være, at Tychsen – og hans figur Hr. Weyse fra tv-serien ”Badehotellet” – her får lidt for meget plads, så der bliver mindre plads til den smukke musik. Lidt mindre sjov og spas og lidt mere musik ville ikke have gjort noget. ”Auld Lang Syne” fejler ikke noget i sig selv, men det er lidt synd, at den skal være baggrundsmusik til mere eller mindre morsomme nytårsforsætter.

På Det Kongelige Teater er temaet ”Let’s dance”, og det snor sig som en fin og klar rød tråd gennem årets repertoire. Vi kommer her til at opleve et imponerende repertoire, hvor vi virkelig oplever, hvad Det Kongelige Kapel kan, når de slår sig løs. Orkestret bevæger sig galt og legende mellem de forskellige genrer, og selvom der naturligvis er plads til sjov og spas, oplever vi kapellet i hopla og med eminent og overlegen styr på musikken.

Som vanligt sluttes aftenen i Operaen med fællessangen ”Vær velkommen, Herrens år”. Det er en sjælden mulighed for som publikum at synge sammen med Det Kongelige Kapel.

I Tivoli er fokus naturligvis også på den smukke klassiske musik, men her hører den til i den mere muntre og fornøjelige ende, hvilket formentlig passer godt til publikummet her. Musikken er her tilpas folkeligt, når den klassiske musik er krydret med gamle, klassiske, danske evergreens, og også her får orkestret, Copenhagen Phil, lov at slå sig løs. Det viser os elegant spændvidden i den klassiske musik med et par afstikkere.

Nytårskoncert i Tivoli, Tivolis Koncertsal, 31. december 2025 kl. 13.30

I Tivoli antyder Tychsen, at flertallet af publikum nok tilhører det ”grå guld”. Det er nok ikke helt sandt, og i både Operaen og i Tivoli er en pæn andel af yngre koncertgængere også. De fleste ved, at man ikke filmer eller tager billeder under forestillingen, men at det de fleste steder er i orden at gøre det til fremkaldelsen. Dét lader det dog ikke til, at det ”grå guld” i Tivoli helt har forstået, hvilket er en kende forstyrrende for vores andres oplevelse.

Til begge koncerter serveres der et glas bobler i pausen. Boblerne i sig selv fejler ikke noget. I Operaen serveres de i et rigtigt champagneglas på stilk. I Tivoli serveres de i et af Tivolis plastikglas uden fod, hvilket er en kende ufestligt. Jeg er med på, at det ikke er indpakningen, men indholdet, der tæller, og at det ikke tager noget af oplevelsen i de fine koncerter. Denne ene gang om året, må det kunne lade sig gøre at oppe sig lidt her. Det gør alligevel lidt for helhedsoplevelsen.

Både Det Kongelige Teaters Nytårskoncert i Operaen og Tivolis Nytårskoncert i Tivoli hører i år til blandt de bedre, selvom Det Kongelige Teaters version nok løber med sejren, hvis man vælge den bedste.

Man kan kun forlade koncertsalene beruset af den fantastiske og smukke klassiske musik og de elegante showelementer. Der er ingen tvivl om, at nytårskoncerterne og deres musik er med til at skabe samhørighed og fællesskab. Nytårskoncerten er en fantastisk tradition, og det er en lige så fantastisk afslutning på året, der er gået, og en fejring af nytåret.

Begge koncerter kunne opleves den 30. og den 31. (to gange) december 2025. (Jeg oplevede Det Kongelige Teaters nytårskoncert den 30. december 2025, og Tivolis nytårskoncert den 31. december 2025 til den første eftermiddagskoncert kl. 13.30).

Du kan læse mere om Det Kongelige Teaters nytårskoncert her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/koncert/nytarskoncert

PROGRAM
Camille Saint-Saëns: Danse Bacchanale fra Samson og Dalila
Aram Khatjaturjan: Sabeldans fra Gajane
Alexandr Borodin: Polovetserdanse fra Fyrst Igor
Pjotr Tjajkovskij: Lenskijs arie fra Eugen Onegin
Leonard Bernstein: Glitter and be Gay fra Candide
Richard Strauss: De syv slørs dans fra Salome
Jacob Gade: Tango Jalousie
Sergej Prokofjev: Riddernes dans fra Romeo og Julie
Vittorio Monti: Czardas
Franz Lehár: Dein ist mein ganzes Herz fra Smilets land
Jeanine Tesori: The Girl in 14G
Jules Massenet: Méditation from Thaïs
Irving Berlin: Anything you can do, I can do better fra Annie Get your Gun
Zequinha de Abreu: Tico-Tico no fubá

H.C. Lumbye: Champagne Galop

Fællessang: N.F.S. Grundtvig/A.P. Berggren: Vær Velkommen, Herrens År

Dirigent: Hendrik Vestmann. Medvirkende: Caspar Phillipson, Mikkel Futtrup, Juliana Zara, Jacob Skov Andersen og Det Kongelige Kapel.

Du kan læse mere om Tivolis nytårskoncert her:
https://www.tivoli.dk/program/musik/nytaarskoncert

PROGRAM

Arthur Sulivan: HMS Pinafore: Ouverture og Admiralens vise

George Gershwin: An American in Paris og Walking the Dog

Leo Mathiesen: Medley

Johann Strauss d.y.: Radetzky-Marsch

Ralph Benatzky: Sommer i Tyrol-medley

Johann Strauss d.y.: Tritsch-Tratsch-Polka

Rudolf Sieczyński: Wien, Wien, nur du allein

Johann Strauss d.y.: An der schönen blauen Donau

Nytårsforsæt: Auld Lang Syne

H.C. Lumbye: Champagne Galop

Dirigent: Christoph Gedschold. Medvirkende: Jens Jacob Tychsen og Copenhagen Phil.

Fotos: Christian Skovgaard Hansen

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *