Teaterblik: Revyernes Revy 2025, Teltet på Bakken (RevyDanmark)
Af Christian Skovgaard Hansen
Fra starten af maj og til starten af juli har årets sommerrevyer, der er medlem af brancheorganisationen RevyDanmark, premiere over hele landet.
Sidst på sommeren i august mødes alle landets sommerrevyer til den tilbagevendende, traditionsrige forestilling ”Revyernes Revy”. Her præsenteres nogle af årets bedste numre fra de forskellige revyer. I år er det 45. gang, at forestillingen afvikles, og for 16. sommer afholdes arrangementet i Teltet på Bakken.
Med årets ”Revyernes Revy”-forestilling får publikum en mulighed for både at se de bedste numre fra de forskellige sommerrevyer, men der er også mulighed for at opleve de forskelle, der er i revygenren landet over, og for at opleve, hvor forskellige revynumrene kan være. Der er plads til både grin og eftertænksomhed.
Revyernes Revy 2025 er instrueret og sammensat af Rasmus Krogsgaard. Kapelmester er Mickey Pless. Ligesom sidste år er Leif Maibom igen konferencier.

Udover at præsentere publikum for de bedste numre fra årets sommerrevyer, uddeles der også en række priser.
”Revyprisen” blev tilføjet til Revyernes Revy i 2010, og den hylder én person, der har gjort en særlig indsats for dansk revy bag scenen. Publikum lægger ikke meget mærke til personen, men vedkommende er vigtig for, at revyen kærer gnidningsfrit. I år gik prisen til forestillingsleder Lars Rødbroe, som nu huserer i Nykøbing Falster Revyen.
”Årets Talentpris” uddeles som titlen antyder til et nyt talent i revygenren. I år gik prisen til Magnus Haugaard fra Cirkusrevyen med begrundelsen: ” Det er så teltdugen blafrer, når han kommer på scenen. Mest af begejstring. Men også en vis benovelse. Benovelse over, at man kan indtage Cirkusrevyens store scene med så stor selvfølgelighed og sikkerhed, som revydebutanten Magnus Haugaard gør det i årets revy. Om han slipper hofterne løs i det store shownummer BoyKot, er dobbeltmoralsk turist på vej ind i flyet eller charmerer som forvirret klimaaktivist. Hans sprudlende sceneenergi, sikre sans for revyens virkemidler og omfavnelse af publikum gør Magnus Haugaard til et selvfølgeligt valg som Årets Talent.”
”Æresprisen” er en ærespris, der normalt uddeles til en person, der har ydet en særlig indsats for revygenren. I år uddeltes den ikke til en enkelt person, men til revyen som genre. Det er derfor en hyldest til revykunsten, som i år kan fejre 175 år i Danmark. Komiker Nikolaj Stokholm holdt motivationstalen for prisen.

”Årets Revykomponist” til revydirektør og kapelmester Henrik Baloo Andersen fra Hjørring Revyen med begrundelsen: ” Henrik Baloo Andersen overgår i år sig selv med en næsten overlegen genrebredde i Hjørring revyen 2025. Fra det lirede åbningsnummer over ulveblues, stille singlevise og tunge grooves til den melankolske Molen. Han kaster nonchalant et helt gospelkor på scenen og trykker gaspedalen i bund med revyorkestrets blæret swingende Blues por favor. Det hele holdt stramt og stilsikkert sammen med perlende spilleglæde.”
De to øvrige nominerede var Henrik Schrøder fra Græsted Revyen og Thomas Pakula fra Sønderborg Sommer Revy Show.
”Årets Revyforfatter” gik til Rasmus Krogsgaard for nummeret ”De tre musikanter” fra ”Nykøbing Falster Revyen” med begrundelsen: ” Satire skal sparke opad – på magthaverne. Det gjorde Rasmus Krogsgaard også i sin gendigtning af visen om De tre musikanter. Men hans tekst gav os samtidig perspektiv og sammenhæng og flettede historik og indsigter ind mellem morsomhederne. Visen var fræk, humoristisk – og til sidst uventet bevægende. Det var mesterligt skrevet og udført af forfatteren selv.”
De to øvrige nominerede var Per Kurtzhals og Dan Ejlersen for nummeret Tagforeningen i Amager Revyen 2025 og Jan Svarrer & Rene Fuglsang for nummeret Spidsen af en jetjager i Rottefælden 2025.
”Årets Revykunster” (”Årets Dirch”) gik til Lone Rødbroe fra Aarhus Revyen 2025 med begrundelsen: ” Lone Rødbroe demonstrerede sin store alsidighed i Aarhus Revyen 2025, og strålede stærkest som Det hemmelige våben, hvor hun udfoldede sin fænomenale dobbelte skrue af panisk desperation og ukuelig kampånd. Hun løftede Vase & Fuglsangs originale satire med klimakterieulmende kraft til eksistentielle højder i en sand pragtpræstation, der ikke bare viste hendes formidable komiske tæft, men også hvad revyen kan, når den vil.”
De to øvrige nominerede var Marie Mondrup fra Hjørring Revyen 2025 og Jan Schou fra Rottefælden 2025.

”Årets Revy” gik i år til Bornholms Sommerrevy 2025 med begrundelsen: ”Regn med mere sol var den underfundige titel på Bornholms Sommerrevy 2025, og det blev da også en revy, der i den grad emmede af solskin. Med Søren Hauch-Fausbøll, Gunvor Reynberg, og Bo Skødebjerg i spidsen for de kæreste solsikker – inklusive Bornholms egen Dirch, Joakim Lind Graa Tranberg, og revyspiren Frida Cæcilia Rødbroe – fandt glæden og varmen plads i vores hjerter.”
De to øvrige nominerede var Odsherred Sommerrevy 2025 og Hjørring Revyen 2025.
Arrangementet har igennem alle årene været afholdt af Skuespillerforeningen af 1879 til fordel for foreningens humanitære arbejde.
Årets jury: Rikke Rottensten, Michael Søby og Anne Lisberg.
Årets prismodtagere – Revyernes Revy 2025
- Revyprisen: Lars Rødbroe (Nykøbing Falster Revyen)
- Årets Talentpris: Magnus Haugaard (Cirkusrevyen)
- Årets Ærespris: Revyen som genre
- Årets Revykomponist: Henrik Baloo Andersen (Hjørring Revyen)
- Årets Revyforfatter: Rasmus Krogsgaard (Nykøbing Falster Revyen)
- Årets Revykunstner (Dirch): Lone Rødbroe (Aarhus Revyen)
- Årets Revy: Bornholms Sommerrevy 2025
Læs mere om RevyDanmark her.
Fotos: Christian Skovgaard Hansen
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
