Anmeldelse: Richard III, Husets Teater

Anmeldelse: Richard III, Husets Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Mørket sænker, og pludselig strømmer lyden af hestehove og kamp ud i salen – næsten som et forvarsel om, hvad der venter os!

Selve borgerkrigen i England er egentlig slut, men kampene i landet er langt fra slut. Richard III er en af William Shakespeares hovedværker og største tragedier. Richard Gloucesters bror kong Edvard IV dør, hvorefter Richard styrede landet som regent for Edvards unge søn Edvard V.

Men Richard er en kynisk person med psykopatiske træk. Han beslutter sig til at ville erobre kongetronen i England, så han fængsler Edvard V og dennes bror i Tower of London, så han selv kan overtage kronen. Vejen til tronen er derfor ikke den direkte vej, men han myrder, forfører, lokker, lyver og spiller det politiske spil til perfektion for at opnå det, som han vil. Han afskyer ingen midler.

Richard III ser sig selv som overmennesket, der har magten og værktøjerne, herunder hans ”håndlangere”, til at gøre alt, hvad han ønsker. Men magten holder ikke evigt. Richard III har skabt sig en række fjender – også blandt tidligere venner – som gerne ser ham afsat. Grebet strammes om ham, og i kamp fælder hans fjender hesten, som han red på, inden de omringer og dræber ham.

Lyset i salen tændes, og blikket fanges af Tammi Øst, som spiller titelrollen, på scenen. Hun har taget orlov fra Det Kongelige Teater, hvor hun er en del af ensemblet, for at være med i Richard III på Husets Teater. Og gudskelov for det! Hun leverer en kraftpræstation. Det er i høj grad Tammi Østs fortjeneste, at denne version af Richard III er så vellykket. Hun leverer et fantastisk portræt af den onde, bedrageriske og manipulerende konge, hvor vi får alle hans facetter leveret med perfektion. Det er en stor triumf – og skuespilkunst af høj klasse!

At Husets Teater og Albinus lader en kvinde spille manderollen som Richard III fungerer godt, og det viser os også, at handlingens tematikker er universelle – noget som kan findes i os alle – og ikke mindst noget som stadig findes den dag i dag. Der vil altid være skurke og dæmoner til stede, og (mis)tillid, råddenskab, manipulation og begær vil altid være til stede i et eller andet omfang i spillet om magten.

Resten af tekstens mange (bi)figurer spilles fornemt af henholdsvis Morten Burian og Lucia Vinde Dirchsen (studerende på Den Danske Scenekunstskole og her i scenetjeneste). De giver begge et flot modspil til Østs Richard III, og det bliver spændende at følge Dirchsen, når hun næste år er færdiguddannet.

Teatrets kunstneriske leder Jens Albinus er ”sprunget” over på den anden side af scenen. Han spillede i 2015 selv rollen som Richard III på Aalborg Teater (anmeldelsen af den forestilling kan læses her), men denne gang har han i stedet bearbejdet og instrueret forestillingen. Han har her fået skåret forestillingen stramt til, så den fremstår tilpas koncist og kynisk med Richard III’s magtkampe og ikke mindst magtdemonstration i fokus. Historien er på den også blevet mere nem at gå til – også for den ikke helt så Shakespeare- og/eller historiekyndige.

Rikke Juellunds scenografi er enkel og stram. Fokus holdes på teksten og handlingen, men samtidig giver scenografien store muligheder for at vendes, drejes og endda væltes efter behov.

Tilsat Mads Ljungdahl og Sonja Leas sansefulde og tilpas dystre lyd- og lysside fungerer ”indpakningen” til historien rigtig godt. Mens der ikke er en finger at sætte på lyssiden, kunne jeg dog godt have tænkt mig, at man havde brugt den dystre og skræmmende lydside, hvor man lagde tonen an i starten af forestillingen, i endnu højere grad, så den rigtig kommer ind under huden på os.

“En hest! En hest! Mit kongerige for en hest!” Dét ønske får Richard III ikke opfyldt… Hvor langt vil du gå for at opnå det, som du ønsker? Hvordan manipulerer man folk, så man altid får det, som man ønsker? Og hvor meget er du villig til at ofre på vejen mod magten?

Husets Teaters Richard III giver dig noget at tænke over, og Jens Albinus’ iscenesættelse med fantastiske Tammi Øst i titelrollen giver dig en kompakt, kynisk og koldblodig, men også flot og tankevækkende oplevelse.

 

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V 

Spilleperiode: 15. september-13. oktober 2018

Set den 18. september 2018

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/richard-lll/

Medvirkende: Tammi Øst, Morten Burian og Lucia Vinde Dirchsen (studerende ved Den Danske Scenekunstskole, Skuespil)

Bearbejdelse og Instruktion: Jens Albinus

Scenograf: Rikke Juellund

Lyddesign: Mads Ljungdahl

Lysdesign: Sonja Lea

Dramaturg: Pernille Kragh

Oversættelse: Edvard Lembcke, bearbejdet af Erik H. Madsen (1977) og igen af Jens Albinus (2018)

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter med pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *