Anmeldelse: Næsen, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Dmitrij Sjostakovitj var kun 22 år, da han for knap 100 år siden i 1928 skrev operaen Næsen. Operaen bygger på Nikolaj Gogols (1809-1952) novelle af samme navn fra 1836. Den – og dens mange næser – er nu gået til Det Kongelige Teaters Operaen.

Vi er i Skt. Petersborg. Bureaukraten Kovaljov kommer hos sin faste barber Jakovlevitjs – og oftest uden de store problemer. Men en dag finder barberen til sin store skræk en næse i et friskbagt franskbrød, da han stilfærdigt sidder over morgenmaden.  Han aner ikke, hvem næsens ejermand er, men hans kone vil have, at han straks skal skille sig af med den. Det lykkedes ikke synderligt godt, da næsen hver gang finder vej tilbage til ham. Da det endelig lykkes at skille sig af med næsen, opdager politiet det, og barberen kommer med på stationen til et ikke videre behageligt forhør!

Alt imens er Kovaljov vågnet, og han opdager til sin skræk, at hans næse mangler, og at ansigtet nu er fladt som en pandekage. Kovaljov går på jagt, og han møder næsen – som nu er blevet noget selvstændig, og den har taget en højere rang end Kovaljov selv. Han melder den forsvundne næse til politiet, men de tror ikke ligefrem på ham. Politiet efterforsker dog alligevel sagen, og de fanger næsen, lige da den ellers er på vej til at stikke af til udlandet. Næsen finder vej tilbage til Kovaljov, men han kan ikke få den til at sidde fast, og han bliver mere og mere desperat.

Kovaljov er ved at blive vanvittig, men pludselig en dag vågner han, og næsen er vendt tilbage, og den sidder igen på sin vante plads – og den sidder fast. Ro og orden er genoprettet, og virkeligheden er blevet normal igen. Eller er den… Det kan man så tænke over på vej ud af teatersalens mørke – med tanke på forestillingens slutning.

Umiddelbart virker handlingen lettere utilgængelig, men efterhånden som man kommer i gang, giver den mere og mere mening, selvom man aldrig helt ved, hvilken vej den nu vil tage, og hvordan det skal fortolkes. Det er en absurd handling, som man naturligvis ikke skal overføre 1:1. Det er vanvittigt og sort. Men dens tanker og temaer rummer alligevel noget dybere, som vi alle kan relatere os til. Tematikkerne i forestillingen var interessante i 1836 og i 1928, men de er bestemt ikke mindre interessante nu i 2022.

Næsen er raffineret politisk satire, og det er overdrivelsen og morskaben, der driver værket. Ambitionerne står i kø, men personligheden og dens forskellige svagheder gør, at de aldrig indfries. Der er derfor behov for en fysisk og tydelig markering. Næsen opnår alt det, som man gerne vil, men det udstiller også den absurde stræben efter noget højere. Hvilke ambitioner har man, og hvordan opnår man mon dem – og ikke mindst hvem holder dem nede? Politiet, magthaverne, samfundet selv eller…

Kan myndighedsbureaukratiet mon løse problemerne, eller vil de bryde sammen, når de groteske og ikke ligetil problemstillinger rammer dem og os? Både kirken og pressen får også et par svirp! Autoriteterne er under pres, og hvem skal så redde os, hvis de ikke kan? Samtidig kan man spørge sig selv, om det egentlig er næsen, som Kovaljov mister – eller om det skal ses i en mere overført betydning!

Palle Knudsen som Kovaljov leverer en glimrende hovedrolle både skuespil- og sangmæssigt, og han formår at lade både humor, lethed, men alligevel fyrighed og ikke mindst absurditeterne gå op i en større helhed. Både Simon Duus som den stakkels mand, der finder næsen i sit brød, og Gert Henning-Jensen som selve næsten leverer også fine præstationer.

Lluc Castell har kreeret en række mere eller mindre mærkværdige kostumer, og de er mere nutidige end 1928, hvilket også er med til at underbygge de tilbagevendende tematikker. Lige så underlig kostumerne er, lige så forunderlig og interessant er Alfons Flores’ scenografi. Til tider foregår det hele nærmest bag et edderkoppespind, som man kan fanges i, og hvor det kan være svært at slippe ud af og overleve. Samtidig indikerer de mange lag, at den sete virkelighed måske ikke altid stemmer overnes med det, som øjet ikke ser. Det virker ydermere som et mønster uden ende – lidt ligesom samfundet. Fortolkningerne er mange, og de er langt hen ad vejen op til dig selv. Uanset hvad er det effektfuldt og vellykket!

Dmitrij Sjostakovitjs er overrumplende og overraskende. Den er på en gang mærkelig, men alligevel herlig. Ved første lyd lyder den noget atonal, men det fungerer forbavsende godt og uden mislyde. Trine Søndergaards oversættelse af teksten til dansk fungerer også ganske glimrende.

Helt så fin er Alex Ollés iscenesættelse ikke. Den har sine øjeblikke, men den er næsten sprælsk, så den stikker lidt for meget af fra resten, og den er for rå og dominerende, så den nærmest vil overtage hele scenen.

Næsen er måske ikke den nemmeste opera at gå til, men når man er kommet ind i dens præmisser, er den ganske morsom og ikke mindst tankevækkende. Den er måske ikke så kontroversiel længere, men dens temaer præger stadig verdenen, hvor magten og verdensordenen gang på gang udfordres. Smut ud i Operaen og bliv selv udfordret!

Det Kongelige Teater og La Monnaie / De Munt

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 1. maj-2. juni 2022

Set den 1. maj 2022

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/nasen

Medvirkende: Palle Knudsen, Simon Duus, Gina Gloria Tronel, Conny Thimander, Gert Henning-Jensen, Nicolai Elsberg, Hanne Fischer, Melissa Baug m.fl. og Det Kongelige Operakor

Musik: Dmitrij Sjostakovitj

Instruktør: Alex Ollé

Co-iscenesættelse: Susana Gomez

Dirigent: Hossein Pishkar

Orkester: Det Kongelige Kapel

Scenograf: Alfons Flores

Scenografassistent: Sarah Bernardy

Kostumedesign: Lluc Castells

Lysdesign: Urs Schönebaum

Oversættelse: Trine Søndergaard

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Forestillingen anbefales fra 15 år på grund af voldsomme scener

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod