Anmeldelse: Kannibalen, Det Kongelige Teater (Det Kongelige Teater og Teater Grob)

Anmeldelse: Kannibalen, Det Kongelige Teater (Det Kongelige Teater og Teater Grob)

Af Vibeke Rugaard Christensen

Mørket omfavner os. Det lægger sig som en tyk dyne om os, så alt andet lukkes ude. Vi kunne lige så godt have bind for øjnene. Vi hører kun et tungt åndedræt. Og så: En saglig stemme et sted i mørket begynder at fortælle. Suppleret af en anden stemme: ”Det er mig, der er kannibalen…”. Således begynder Johannes Lilleøres dramatisering af den virkelige historie om den tyske kannibal, Armin Meiwes (Morten Burian), og hans første, eneste og sidste offer, Bernd-Jürgen Brandes (Patrick Baurichter), som han i 2001 parterede og spiste.

”Hvis man satte en nål midt i Tyskland, ville man spidde herregården med sine 36 værelser.” I mørket kan man levende forestille sig, hvordan Meiwes hus på brutal vis bliver spiddet af en stor, sylespids knappenål. Det er den første indikation på, hvad der vil udspille sig af brutaliteter på scenen.

Kannibalen overlader det til publikum at benytte sig af deres fantasi og forestillingsevne, når Patrick Baurichter og Morten Burian på skift fortæller den bestialske historie. Bragende mørke, kun brudt af en lommelygte og lyset fra et videokamera, fungerer rigtigt godt til at bygge stemningen op, særligt fordi publikums andre sanser skærpes, så vi lægger mere mærke til intonation og ordvalg. Det er også smart, fordi det, vi kan forestille os, ofte er langt værre end virkeligheden. Og mere brutalt end hvis de skulle have brugt en masse teaterblod på scenen. Eftersom stykket primært foregår i mørke, får ordene om så større betydning. Vi får nogle meget eksplicitte beskrivelser af indretningen af slagterrummet, parteringen af Brandes’ penis, samt hvordan blodet fosser ud. Grusomhederne afbrydes heldigvis af og til med lidt sort humor; ”Jeg vil spises i 2001, Happy New Year!”, og et ordspil hist og her, som ganske fint viser en flig af de to syge karakterers menneskelighed.

Stykket dykker nemlig ned i rolle- og magtfordelingen mellem henholdsvis kannibal og offer, som gennem størstedelen af stykket er præget af, at offeret er meget pragmatisk og kommanderer sin ”bøddel” rundt. Baurichter og Burian præsenterer en spændende dynamik, som viser kompleksiteten i relationen mellem de to karakterer. Duoen supplerer hinanden godt og kommer med inputs til hinanden, så vi virkelig får fornemmelsen af en samtale mellem to gode venner – eller måske endda et elskende par.

Lidt over halvvejs inde dør Bernd-Jürgen endelig og alt lys i salen tændes. Vi må skærme for vores øjne med hænderne, indtil de endelig har vænnet sig til lyset. Herpå følger en stærk scene, hvor vi endelig kan se kannibal og offer tydeligt. Kannibalen stirrer ud på os, tydeligt svedende og oprevet. Offeret lægger kærligt armene om kannibalen bagfra, og de står i en øm omfavnelse. Kærtegn og fysisk nærhed står som en slående kontrast til en pragmatisk og kølig beskrivelse af hvorledes kannibalen har parteret Bernd-Jürgens krop og frosset hans kød ned i fryseposer. Hele scenen fremstår som en grotesk pillowtalk, hvor Baurichter og Burian på fornemmeste vis formår at udvise en fin og dybfølt forbundethed. Kontrasten mellem ord som: ”Du smagte som stærkt svinekød, du smager godt!”, og så en skrøbelig duet, hvor kannibal begynder at græde stille, står som et stærkt billede for mig.

Man blev som tilskuer kørt rundt i manegen følelsesmæssigt. Kannibalen trækker sit nøgne offer rundt og rundt på det kolde gulv, inden han skærer sit offers penis af. Beskrivelsen, af hvordan det sortner for offerets øjne, hans følelsesløse lår og tæer, at han ikke kan se, var muligvis for meget af det ”gode” for visse blandt publikum. Lige herefter forlod et par af teatergængerne nemlig salen. Om det vitterlig var på grund af dette, kan jeg ikke sige noget om, men timingen var påfaldende, idet det klart var et af de mest ubehagelige og kvalmende sekvenser.

Jeg er personligt aldrig blevet så fysisk påvirket af et teaterstykke, som jeg gjorde af Kannibalen. Det ene øjeblik væmmes man, det næste står de og omfavner hinanden – og man kan ikke andet end at røres. Det er en sygelig kærlighedshistorie om barndomstraumer og ensomhed krydret med kontante beskrivelser af, hvordan kannibalen krydrer sit offers penis med salt og peber. Jeg var hooked. Det er et spændende stykke kunst med flere lag, hvor vi både får mulighed for at dykke ned i aspekter af to karakterers personligheder, men også kan frastødes i en sådan grad, at vi må tage kraftigt afstand til deres handlinger.

Det var helt bestemt en unik og spændende oplevelse, som gjorde et stort indryk på mig. Jeg vil anbefale alle, at tage ind og selv få syn for sagen – selvfølgelig kun hvis man tror, at man kan klare mosten.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 27. april-7. maj 2022

Set den 28. april 2022

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/kannibalen

Medvirkende: Morten Burian og Patrick Baurichter

Dramatiker: Johannes Lilleøre

Iscenesættelse: Sargun Oshana

Lyddesign: Jes Theede

Producent: cecilie de la Prada

Dramaturg: Louise W. Hassing

Forestillingsleder: Birthe D. Knudsen

Instruktørassistent: Anne Bjørk Kloster

Produktionsmand lys: Jørn Thostrup

Kostumeteknik: Kamma Listoft

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Anbefales fra 18 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *