Anmeldelse: Ugens Rapport, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Ugens Rapport, Det Kongelige Teater

Af Jesper Brandrup

Gonzojournalistik er en form for journalisme, som skrives uden at påkalde sig objektivitet, og hvor journalisten ofte selv inddrages som en del af historien igennem brug af en fortæller i førsteperson. I moderne dansk populærkultur møder vi gonzojournalistikken i bl.a. Mads Brüggers Det Røde Kapel (2009) og senest Muldvarpen (2020) hvor der udover grundig overholdelse af det journalistiske dokumentationskrav også gives plads til hovedpersonerne, når eksempelvis Simon Jul i førstnævnte stiller sig op ved den nord-sydkoreanske grænse og synger ”Vi voksne kan også være bange” til de nordkoreanske grænsesoldater. Legendarisk.

I teaterstykket Ugens Rapport, der tager udgangspunkt i livet på ugebladet af samme navn, som udkom første gang i 1972, møder vi tidligt gonzojournalistikken gennem ”journalisternes” grænsesøgende og til tider halsbrækkende idéer til reportager. Der er ikke gået mange minutter, før Viffert (en stærkt veloplagt Mikkel Arndt) har fremført sin idé om at gennemføre et flyvehop på motorcykel, og kort efter befinder vi os på den lokale bodega ”Fremtiden”, hvor Morten Christensens Bastian har taget sin skrivemaskine med i byen, så han kan skrive en perfekt gengivelse af en brandert med stavefejl og det hele. Kenneth M. Christensens fyrtårnshøje inkarnation af Freddy Wulff dukker op og får hele Store Scene inkl. publikum til at eksplodere med sin reportage fra Cambodias blodige marker, inden han smider en håndgranat.

Kurt Thyboe, virkelighedens redaktør på Ugens Rapport, bruger øjensynligt mindre tid end de øvrige skribenter på den lokale. Han ses oftere hængende ind over skrivebordene på redaktionen med en Carlsberg Grape Fruit Tonic – virgin, tydeligvis. Navnlig i første akt gebærder han sig i højere grad som rolig og kontrolleret leder, end han udstråler vildskab og løssluppenhed. Det er et klogt dramatisk valg at lade ham agere anker og straight man, der stilles over for vildskaben på Ugens Rapport. Og har man set Mikael Bertelsens interview med Kurt Thyboe fra ”Den 11. time” vil man kunne genkende meget. Mads Rømer Brolin-Tani leverer fremragende håndværk i at finde balancen mellem op- og nedture i Kurt Thyboes tragiske heltefigur.

Man har ladet det (for det meste) rent kvindelige band placere i en hævet boksering på scenen, med tydelig reference til Kurts store passion for boksning. Scenografien er i det hele taget uhyre simpel men effektiv, med skriveborde der bæres ind og ud til scenerne på redaktionen, og en bar nærmest kun bestående af én lang plade i træ, der kan sænkes ned fra loftet. Når stykket lykkes med at få så meget ud af få scenografiske elementer på den bevægelige scene, giver det rum til enkelte, monumentale set pieces, som jeg ikke vil afsløre her. Det passer perfekt til fortællingen om journalistikken på Ugens rapport, hvor man kun fortalte de største historier.

Det skal forstås ganske bogstaveligt, at der er tale om et band på scenen. De spiller datidens populærmusik, hvor skuespillerne giver den som forsangere. Det er et lækkert soundtrack, men jeg kunne ikke slippe en fornemmelse af, at musikken kom til at konkurrere med skuespillet. Er jeg til koncert eller i teatret? Mest af alt gik jeg fra Skuespilhuset med en næsegrus beundring for lydfolkene på Det Kongelige Teater, som kan afvikle et teaterstykke samtidig med, at rockkoncerter spiller videre i baggrunden på samme scene.

Ugens Rapport er således både en fortælling om Kurt Thyboe og det blad, han var redaktør for – og dermed også den tid, de eksisterede i. Stykket svinger, når det finder fællesnævnere mellem de to. Der lykkes dog ikke helt i de samfulde 2 timer og 35 minutter inkl. pause. Jeg savner grundlæggende, at stykket tør tage større livtag med de tragiske elementer i fortællingen om Kurt. Jeg har forståelse for, at der kan være en vis forsigtighed i beskrivelsen af Kurts liv, der endte i november 2021, og hvor blækket på nekrologerne knap nok er tørt. Der har i skrivende stund allerede kørt et TV-interview på TV2 med virkelighedens Freddy Wulff, som beskylder stykket for karaktermord. Det kunne pege på, at der er en større diskussion om eftermæle, som ikke er helt afsluttet.

I teaterstykket gives der meget lidt rum til tragedierne. Kurt Thyboes astmatiske søn Tom eksisterer kun som en besværet vejrtrækning. Kurts jalousi over for konen bryder frem navnlig til sidst i stykket, men vi kommer ikke rigtig tæt på, hvorfor. Johanne Louise Schmidt er stærkere i modgang end i medgang, så det er synd at så mange af de mere tragiske eller smertefulde scener skal afbrydes eller udvandes af for tidlig komisk lettelse. Jeg sad i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at man er lidt for bange for at ødelægge den gode stemning.

Som alvorstung modvægt til de vanvittige festligheder er der i løbet af stykket brugt en del kræfter på diskussioner om køn, kvinderettigheder og pornografi. Jeg lyttede interesseret, men jeg er altså også djøffer. De mange trykte bryster og kønshår fra forsiderne modvægtes af et par live tissemænd på scenen, hvilket første gang udløste et højlydt ”NEJ!” fra forreste række. Så skulle ligestillingen være sikret. Kald mig kedelig, men jeg ville nu nok hellere have set en dramatisering af Kurt Thyboe og Mariannes liv, end jeg vil have læst op af Berlingskes debatsektion. Stine Schrøder Jensens stærke portræt af ”Bitten” kunne også sagtens have være givet flere scener med det formål.

Teaterstykket Ugens Rapport lever i sine karakterer, navnlig når de får lov at udleve deres gonzojournalistiske vanvid, som når Viffert bliver nødt til at tage alle stofferne på Istedgade for at få en reportage i hus om Istedgademafiaen (han skulle jo bevise han ikke var betjent).

Det er intenst, dygtigt og lårklaskende morsomt, og man får virkelig en fornemmelse af, at der er lagt blod, sved og tårer i at gøre hele redaktionen til levende mennesker i kød og blod. Flere af dem lykkes med egentlige, selvstændige dramatiske kurver, og jeg har lyst til at se stykket igen bare for at få nuancerne i alle birollerne med. Men samtidig savner jeg, at Kurt Thyboe ikke bare får lov at svæve med hovedet i skyerne, men også bliver hevet ned på jorden i lidt længere tid af gangen. Når stykket starter og slutter med hans blad og hans søn, så fortjener han også at blive behandlet grundigere som hovedperson. Så ville stykket måske også kunne blive siddende lidt længere i kroppen end til metroen ved Marmorkirken.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 28. april-4. juni 2022

Set den 28. april 2022

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/ugens-rapport

Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen, Mikkel Arndt, Kenneth M. Christensen, Johanne Louise Schmidt, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Frederik Dyhr Crump og Sigurd Holmen le Dous

Manuskript: Andreas Garfield

Iscenesætter: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen

Lysdesign: Clement Irbil

Idé: Jakob Weis

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *