Anmeldelse: Hopla. Bravo. Skifter
Hopla. Bravo. Skifter
5/6
Af Christian Skovgaard Hansen
I februar 2022 så Kunstnerkabareten med forestillingen ”Jolly Weltschmerz” dagens lys på Riddersalen. Forestillingen blev en succes, og den spillede igen i foråret 2023. Holdet er nu klar med to’eren – den svære to’er. Men med forestillingen Hopla. Bravo. Skifter lykkedes to’eren heldigvis ganske godt.
Lad det være sagt med det samme. Hopla. Bravo. Skifter er – lige som ”Jolly Weltschmerz” ikke lette kalorier, som sådan lige er til at gå til. Men tager man sig tiden og lytter efter, hvad det egentlig er, der synges og siges, opdager man, at kabareten både er morsom og ikke mindst også, at den rummer en god portion universel eftertænksomhed.
Vi rammes i sjælen af numrene, som måske nok er absurde, men som også er en kommentar på samfundet af i dag. Hvordan lever vi livet? Vi lever i en foranderlig tid, og mennesket må kæmpe sine kampe. Vi er glade, vi er frustrerede, og vi må forstå, at livet ikke altid kan planlægges. Tankerne ledes hen på Søren Kierkegaards ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns” og endnu tidligere den romerske digter Horats ”Carpe diem”. Ikke alt kan planlægges, men man skal i stedet være i nuet, når de sker. Uanset om kampen vindes eller tabes.
Ligesom sidste gang er scenografien æstetisk flot, og den bliver nærmest en aktiv medspiller. Catia Hauberg Engel har stået for den elegante scenografi og de medvirkendes anderledes grå, kontrastfyldte kostumer. Hun udnytter fornemt scenerummet, og drejescenen agerer det moderne hamsterhjul. Ved hjælp af snoretræk illustreres bliver vi hængt op på alle dagens gøremål. ”I can fly”; muligvis, men spørgsmålet er, om mon altid er lykken. Sonja Lea har skabt et smukt lysdesign, som passer elegant sammen med scenografien.
På scenen står næsten samme hold som sidst. Karin Bang Heinemeier, Mette K. Madsen, Jens Gotthelf og musiker Thomas Dinesen (musiker) er med igen, mens Morten Brovn er blevet erstattet af Michael Slebsager. På et enkelt nummer får de også flot hjælp af saxofonist Agnes Olander.
De fem serverer teksterne uden de store krumspring eller mimik, så fokus er på indholdet. Hele holdet er også gennemmusikalske, og de tilføjer en velklingende, til tider anderledes musikalitet til numrene. Man kan ikke fremhæve en frem for en anden, og hele holdet præsterer som én samlet organisme.
Vi er jo så heldige. Eller er vi? Vores held sættes på en prøve i åbningsnummeret ”O Fortuna”. Michael Slebsager guider os her igennem det held, som det er, at vi overhovedet eksisterer ved, at mennesket har mødt hinanden, så de er blevet vores forfældre. Det er nu dét menneske, som vi er i dag, og dét menneske, som til tider har sine kvaler i livet. Frustrationer, tvivl og angst findes, og ikke alt er en dans på roser.
”Kun det bedste er godt nok” er undertitlen på årets kabaret. Vi hører det flere gange, og parolen ”Yes, we can do it!” lyder også. Men er det nu det? Og kan vi det? Ikke altid – desværre! Når frustrationerne over ikke at kunne bliver for store, eller når tvivlen tager over, stormer de medvirkende – en efter en – ud af salen og ud i boksen, hvorfra de forsøger at sætte ord på disse frustrationer. Alt imens projekteres det på bagscenen, så vi kan følge med.
Ordene i Eurythmics’ sang ”Sweet Dreams (Are Made of This)” får samtidig også en ny betydning, når den fremføres på en anderledes måde, end den vi kender. Livet i Mette K. Madsens oversættelse af Valkyrien Allstars ”La’ det være” går op eller ned – men mest ned, så vi altid er på røven. Lad livet være og lev det.
I øjeblikket kan teksterne være svære at få fat om. Men i sammenhængen og når de fem kunstnere fremfører dem, får teksterne fyldighed og en ny dybde, så frustrationerne og skrøbeligheden tør komme frem i stedet for kun at gemme sig underneden, så vi forhåbentlig igen kommer i hopla, inden det hele igen skifter.
Vi udsættes også for en musikalsk og ganske morsom omgang ”Riverdance”. Ved nærmere blik bliver det dog et udskillelsesløb, hvor ikke nødvendigvis den dygtigste, men den stærkeste vinder.
Det, der er så godt, er samtidig så skidt. Og hvad er prisen for samfundet af i dag? Komikken fylder, og der er indtil flere grin, men fornemmer også alvoren, når samfundet af i dag også får nogle kommentarer med på vejen.
Teksterne er en fin blanding af gamle tekster, som fremføres på oftest anderledes måder, og nye tekster, som primært er skrevet af Mette K. Madsen. Selvom de måske ikke umiddelbart lyder sådan, så får de et lille elegant tvist, så de alle fornemt passer ind i temaet.
Charlotte Munksø, Mette K. Madsen og Trine Wisbech har stået for idéerne og udviklet konceptet, og førstnævnte har instrueret Charlotte Munksø. Der er hermed sørget for fine rammer for teksterne. Det hele gøres med stram præcision, hvor der samtidig er plads til at være anderledes og livlig.
Tag derfor trygt på Riddersalen og oplev Hopla. Bravo. Skifter. Du bliver formentlig udfordret – lige som i livet. Men du går også fra salen med tanker for både hjerte og hjerne om livet og samfundet af i dag, og med en fantastisk musikalsk aften i bagagen.
Riddersalen, Allégade 7-9, 2000 Frederiksberg
Spilleperiode: 5. april-18. maj 2024
Set den 10. april 2024
Fotos: Dennis Westerberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Karin Bang Heinemeier, Mette K. Madsen, Jens Gotthelf, Michael Slebsager og Thomas Dinesen (musiker) samt Agnes Olander (saxofon)
Tekst og musik: Carl Orff, Mette K. Madsen, Svaneborg Kardyb, Eurythmics, George Merrill & Shannon Rubicam, Thomas Dinesen, Valkyrien Allstars, Constance Debré, The Japanese House, Anna Juul, Tom Waits & Kathleen Brennan m.fl.
Idé og koncept: Charlotte Munksø, Mette K. Madsen og Trine Wisbech
Instruktion: Charlotte Munksø
Scenografi og kostumedesign: Catia Hauberg Engel
Komponist og arrangør: Joachim Holbek, Thomas Dinesen, Mette K. Madsen m.fl.
Dukkemager: Sigurd Dissing
Lysdesigner: Sonja Lea
Lydteknik: Gregers Kjar
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod