Anmeldelse: Nye tider, Folketeatret

Posted by - Christian Skovgaard Hansen
On - 16. april 2024

Af Christian Skovgaard Hansen

Når man bliver gift, lyder det ”Til døden jer skiller” i folkekirkens vielsesritual. Helt sådan bliver det dog for ægteparret Nancy og Bill, som vi møder i Nye tider. Hverdagen går sin gang i deres nyere seniorbolig. Der dækkes bord, der laves mad, der hældes vin i glassene, og de to sætter sig til bords. Nancy og Bill har været gift i 50 år. Men nu ved aftenens middag siger hun, at hun vil skilles! Bills reaktion er blot ”Okay!”

Hun vil være fri. Hans reaktion er den samme reaktion, som på mange af livet og ægteskabets andre udfordringer; så gør vi det. Helt så enige er parrets to børn Bob og Ben dog ikke. De to brødre ligner ikke ligefrem hinanden. Lillebror Bob er en sensitiv homoseksuel dramalærer, hvis (selv)ynkelig næsten bliver for stor, mens storebror Ben er en lettere kold og kynisk advokat, hvor fornuften sejrer. Sammen med Bens kone Jess – der er parterapeut (!) og højgravid – tropper de dog op i forældrenes bolig. For det kan da ikke passe, at de skal skilles. Eller kan det?

Ben og Jess’ ægteskab er måske nok heller ikke det mest stabile i verdenen. Nancys årsag til skilsmissen er, at hun har elsket en anden mand, som hun endda har haft en affære med – og hun har ikke fortalt Bill om det, men han aner det alligevel. Imens har Bill en affære med Carla, som han har mødt til ældrecentrets standupcomedy-hold. Udfordringerne er ikke ligefrem små, og spørgsmålet er, om de både Nancy og Bills, men også persongalleriets øvrige personer, kan finde sammen igen.

Forestillingen bygger på den amerikanske dramatiker Bess Wohls ”Grand Horizons”. Henrik Lykkegaard har ganske fermt oversat teksten, så det ikke virker helt så amerikansk endda. Teksten er på dansk blevet ganske kvik, skarp og nogenlunde sarkastisk, og der er et par fin stikpiller. Det skinner dog lidt igennem alligevel, da moralbegreberne derovre nok er noget anderledes, hvorved nogle af reaktionerne dermed også bliver lidt mere anderledes end det, som vi er vant til. Figurernes amerikanske navne er samtidig bibeholdt, hvilket giver lidt et spøjst blandingsforhold.

Når forestillingen dog alligevel har noget til både hjerte og hjerne, skyldes det, at de underliggende temaer om kærlighed, sammenhold, familiemønstre og alderdom er så universelle, at de også gør sig i en dansk familie. Mennesket er ikke så forskelligt endda. Spørgsmålet er, om hvad de ”nye” tider dækker over, og om de nu egentlig er så gode endda. Samtidig er spørgsmålet, om forældrene egentlig må leve deres eget liv, som de vil, eller om børnene blander sig lidt for meget – det ses også i forestillingens undertitel: ”Hvis vi må for børnene”. Dé spørgsmål lykkedes det ganske godt for instruktør Kasper Wilton at ramme, så også vi yngre får noget at tænke over.

Camilla Bjørnvad har stået for den hverdagsagtige boligscenografi i to etager, som heldigvis også kan overraske os lidt. Den fungerer fint til forestillingen, men den giver ikke helt det samme liv som den to etagers-scenografi, som vi så i ”The Humans” i sidste sæson.

De mest stilsikre skuespilpræstationer leverer de ældre skuespillere. Ulla Henningsen er fortræffelig som Nancy, og hun giver hende både plads til at have de sarte og eftertænksomme øjeblikke, men også det indestængte raseri, når hun føler, at hun har spildt sit liv, og at Bill ikke rigtig lytter til hende. Hun indser også, at hun nok også selv er en del af årsagen – men der skal jo trods alt to til en tango! Heroverfor har Waage Sandøs Bill også flere facetter. Han er på den ene side tilpas ynkelig og sølle, når han ikke kan klare sig selv, men på den anden side samtidig et lettere brølende og dominerende overhoved, der alligevel ikke helt tør tage fat om problemerne.

Bob spilles af Kim Hammelsvang, og Ben spilles af Kasper Leisner. De to bliver forestillingens svageste kort, hvilket formentlig også skyldes de lettere karikerede og endimensionelle fremstillinger, der er af dem i manuskriptet. De løfter dem heldigvis lidt ud af denne ”type”, men sine steder bliver de let ”for meget”. Der er dog heldigvis også plads til følelser, og i visse scener bliver næsten rørende, når virkeligheden går op for dem, og hvor de indser, at historien vil gentage sig, hvis de ikke gør noget. Samtidig er det dejligt at se, at Kim Hammelsvang også kan levere en fin præstation uden for musicalscenen.

Marie Sandø Jondals Jess vokser igennem forestillingen, og i anden akt giver hun rollen en perfekt tiltrængt oprørskhed og selvstændighed, når også hendes og Bens forhold ikke er så harmonisk endda. Som Bobs one night-affære og som Bills affære Carla, der er ret så frisk af sin alder, og som mødes med Nancy i noget, der ligner en overdragelsesforretning, giver henholdsvis Adam Schmidt og Sonja Oppenhagen fine små præstationer.

Nye tider er måske ikke en helt formfuldendt forestilling, men den lader nogle kvikke alvorsord stikke ind i komedien, således der også er et håb for både Nancy og Bill, Ben og Jess og alle de mange andre parforhold, der måske ikke kører helt på sporet. Karaktererne er genkendelige, så det ikke helt føles så fremmed endda. Hvordan mon vi selv vil agere og reagere i sådan en situation?

Forestillingens slutning åbner i hvert fald for, at der alligevel er håb for kærligheden og forholdet, hvis man tør indse problemerne og fokusere på sit eget liv. Gudskelov!

Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 12. april-5. maj 2024

Set den 12. april 2024

Fotos: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/nye-tider/

Medvirkende: Waage Sandø, Ulla Henningsen, Sonja Oppenhagen, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang og Adam Schmidt

Originaltitel: “Grand Horizons”

Manuskript: Bess Wohl

Oversættelse: Henrik Lykkegaard

Instruktion: Kasper Wilton

Scenografi: Camilla Bjørnvad