Anmedelse: Den nøgne konge, Odense Teater

Anmedelse: Den nøgne konge, Odense Teater

Af Mette Herschend

 

I forestillingen medvirker Anne Blomsgård også. Vores Spotlight med hende kan læses her.

’Den nøgne konge’ er en opsætning, der kombinerer H.C. Andersens tre eventyr: ”Svinedrengen”, ”Prinsessen på ærten” og ”Kejserens nye klæder”. Holdet bag opsætningen har kun haft en prøveperiode på 10 dage, og jeg køber gerne, at der sker noget med nærværet, når skuespillerne har haft en kort prøveperiode. Stykket er intenst og urkomisk, skuespillerne er energiske, nærmest spændte som flitsbuer, og karaktererne er sat så tilpas meget på spidsen, at man kun kunne gå derfra med et grin på læben.

Pressefoto Den N├©gne Konge_BB

På Odense Teaters hjemmeside om ’Den nøgne konge’ lader det til, at opgaven i denne opsætning har været at understrege det nærvær, der gør teater til noget særligt, som f.eks. en film i biografen ikke kan levere. I min optik lykkes denne opgave rigtig fint, for nærværet er til stede i flere facetter.

’Den nøgne konge’ spiller på en udendørsscene bag teatret. Udendørsformatet klæder virkelig forestillingen, og jeg tror, at meget af charmen var gået tabt, hvis handlingen blev udspillet på en af Odense Teaters øvrige scener. Publikum sidder nemlig helt tæt på scenen, så man (i teorien) kunne mærke skuespillernes spyt regne, og de både brugte og interagerede med publikum på en måde, som netop i kraft af udendørsformatet skabte en stærkere følelse af nærvær.

_ODT8727_BB

Det skete få gange, at skuespillerne havde vanskeligheder ved at huske replikkerne ordret. Men jeg har lyst til at sige ”skide være med det”, for der kom noget hylende morsomt improvisation ud af det i stedet, hvor skuespillerne selv havde svært ved at holde masken – og for mig så er netop dét nærvær. Skuespillerne var på den anden side gode til ikke at dvæle i improvisationen, men kom hurtigt videre til næste scene, så tempoet ikke gik ud af forestillingen.

Jeg var godt underholdt af den nærmest stereotypiske facon karaktererne havde fået. Særligt holdt jeg af alle de dialekter, der fik frit løb på scenen, f.eks. Michael Grønnemose i rollen som Christian, der brillerede med sin bornholmske Joachim von And-agtige dialekt, samt Anders Gjellerup Koch i rollen som borgmester og nabokongen, hvor man ved sidstnævnte fik associationer til et nordsjællandsk curlingbarn.

_ODT8634_BB

’Den nøgne konge’ er underholdning uden omsvøb: Man møder op, griner og går hjem igen, hvilket jo ikke er helt skidt, men jeg havde måske håbet på noget mere; et andet udtryk eller måske et mere moderne strejf. Det er ikke et af de dybere teaterstykker hvor jeg synes, jeg får en masse med hjem.

Ikke desto mindre følte jeg, at et kompetent hold skuespillere tog mig i hånden og gav mig en herlig aften i H.C. Andersens finurlige og nostalgiske univers.

 

 

Odense Teater (bag ved teatret)

Spiller indtil 25. august 2016

Spilledato: 19. august 2016

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/den-noegne-konge

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *