Spotlight: Anne Blomsgård

Af Jonas Gudmand

 

For to Spotlights siden snakkede vi med Niels Skovgaard Andersen, der på det tidspunkt skulle til at starte som skuespillerelev på Odense Skuespillerskole. Denne gang har vi snakket med en elev, der gennemførte 1. året i sommers på den samme skole i Odense.

 

Vi har interviewet Anne Blomsgård, der fortæller om hendes møde med skuespillet, og hvilken udvikling hun er gået igennem op til, hun blev optaget på Odense Skuespillerskole.

 

Læs med og få at vide, hvilken forandring hun gennemgik, før hun blev optaget i fjerde forsøg.

 

 

Anne ville være skuespiller som lille 

Anne ville allerede som lille være skuespiller. Hendes mor har fortalt, at hun gerne ville være kendt – men det er ikke noget, hun selv husker. Hun kan huske, at hun identificerede sig med Pippi Langstrømpe, dengang man ikke skulle tænke på, hvad man ville med sit liv.

 

Den første scene hun var med i, var i elevrådet i 4. klasse i forbindelse med en fyrværkerikampagne, hvor hun skulle spille den lækre pige. Hendes første replik var: ”Hej drenge”. Det er lidt pudsigt, at Anne kan huske sin første replik, for det fortalte Cecilie Stenspil nemlig også, at hun kunne, da vi havde spot på hende. Cecilie Stenspil er i øvrigt uddannet fra selvsamme skole, som Anne går på nu.

 

Skuespillerundervisning

Som 19-årig nyudklækket student startede Anne på Teaterhøjskolen Rødkilde i efteråret 2010, hvor hun gik i et halvt år. Til hendes afsluttende evaluering snakkede de om, at sceneteknikken var meget oplagt til hende.

 

Det betød, at hun valgte at prøve sceneteknik af i stedet for skuespillet. Skiftet fungerede dog ikke for hende. Det at Anne turde træffe en beslutning om at prøve teknikken af, gav hende en afklaring om, at hun ville være skuespiller. Denne afklaring var en milepæl hende.

 

Hun lærte også på Rødkilde, at det var for tidligt for hende at komme på scenen. Hun havde behov for at blive undervist i lukkede rum.

 

 

København 

Efter Rødkilde flyttede hun til København, hvor hun startede til noget improundervisning, som skuespilleren Birgitte Simonsen stod for. Hun husker, at hun stod i Birgittes stue og tænkte: ”Måske kan jeg godt finde ud af det her skuespil.” Det var en endnu en milepæl for hende at tænke sådan, fordi det var første gang, at hun oplevede sin egen selvstændighed som skuespiller.

 

At stole på sin intuition og fantasi 

I 2013 startede hun på Skuespillerakademiet, og det var godt, der var gået to år siden Rødkilde, før hun startede med intensiv undervisning igen. I mellemtiden havde hun været med i en forestilling af teaterforeningen Dramaterne. Hun fortæller, at hun havde følelsen af, at Rødkilde havde splittet hende til atomer og spredt dem udover en mark. Siden havde hun prøvet at samle sig igen, og det blev fuldendt på Skuespillerakademiet. Stedet gav hende en følelse af, at hun måske rent faktisk kunne komme til at leve af skuespillet. Det var atter en gang en milepæl for hende at opnå den fornemmelse. Hun lærte at stole på sin intuition og fantasi.

 

Optagelsesprøverne – fandt sin åbenhed 

I 2011 søgte hun ind på skuespillerskolerne for første gang. Det var lige efter, at hun havde afsluttet sit ophold på Teaterhøjskolen Rødkilde.

 

Her kom hun ikke videre fra 1. prøven, i 2012 kom hun til 2. prøven i Odense, og i 2013 kom hun til 2. prøven i København. Men så i 2014 gik hun pludselig videre til 2. prøve på alle tre skoler. Først sagde København nej efter 2. prøven, men så endte det med, at Odense Skuespillerskole optog hende som skuespillerelev. Det er pudsigt, at præcis det samme skete for Cecilie Stenspil, dengang hun blev optaget.

 

Da Anne blev optaget, kunne hun godt mærke en forandring i sig selv i forhold til de andre år, hun havde søgt ind. Hun har haft en evne til at lade som om, at hun var tilstede og var nærværende – uden at være det. I 2014 var det ikke længere noget, hun lod som om, og hun gik fra at tro, at hun var åben til rent faktisk at være det.

 

Denne udvikling var ikke tilfældig. To dage inden hun skulle til 1. prøve, mødtes hun med sin underviser Mads Riisom, hvor hun sagde alle ”de rigtige ting” til ham. Han sagde: ”Hvad synes du selv? Ja, du sender en attitude om, at du er for god til dem i juryen”. Den kommentar fik hendes ydmyghed og sårbarhed frem for det at gå til optagelsesprøve, og hun så i øjnene, at hun virkelig, virkelig ville det.

 

 

Odense Skuespillerskole er en lille familie 

Om Odense Skuespillerskole forventede hun at starte på en skole, hvor kompetente mennesker ville tage sig af hende. Hun vidste inden, at der var morgentræning, og det glædede hun sig til at få. Disse forventninger blev opfyldt.

 

Andre havde fortalt hende, at det ville være hårdt at være elev på en skuespillerskole. Og selvfølgelig er det det, men det er sjovt-hårdt, fortæller hun. Hun har også måtte acceptere, at det på et tidspunkt bliver hverdag med lange dage ind i mellem, men hver dag på skolen har hun mærket suget over at være der.

 

Og så fortæller hun til sidst, at der er en lille, men dog betydningsfuld ting, hun har lært ved at studere i Odense. Ja, det har faktisk slået benene væk under hende. På Odense Skuespillerskole er hun en del af en lille familie. Og der er bare en lyst og kærlighed til hinanden hele vejen rundt.

 

****** 

 

Undervejs i vores interview har Anne haft en forbløffende evne til at overraske sig selv, når hun svarer på et spørgsmål. For pludselig kan hun få et nyt indfald til spørgsmålet, hun er blevet stillet. Det er rart at snakke med et menneske, hvor man virkelig kan mærke, at den anden part nyder at dele sine tanker og erfaringer. Ungt Teaterblod takker for hendes åbenhed og ærlighed, og vi ønsker hende pøj pøj med resten af skoletiden og den efterfølgende professionelle karriere som skuespiller.

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod