Anmeldelse: Vi ses Rafiq-e-man, Københavns Musikteater

Anmeldelse: Vi ses Rafiq-e-man, Københavns Musikteater

Af Jacob Clement Utzon-Krefeld, gæsteanmelder

 

Egnet aldersgruppe: 8-14 årige samt ledsagere (iflg. anmelder).

 

I lobbyen havde de fleste allerede sat sig ned, selvom jeg var i god tid. Det var cirka 10-15 minutter før forestillingen startede. At jeg ikke skulle bruge tid på at stå i kø for billetten eller kaffen skænket i baren, gav mig lidt tid til at få et indblik af publikum.

 

Selv er jeg 25, og min alder skulle enten ganges eller divideres med to for at gøre mig jævnaldrene med resten af publikum. Jeg fik på den måde nys om, at forestillingen nok havde en anderledes målgruppe end jeg selv.

 

_MS_2791 copy

 

Cirka 3 minutter før forestillingens start blev samtaler om røde måner, sejlads og ridning afbrudt af en venlig stemme, som ville informere publikum om, at vi skulle regne med at vente et par minutter mere, fordi der var fire billetter, der ikke var afhentet endnu.

 

Da vi blev kaldt ind cirka 3 minutter over tid, blev vi mødt med en rar velkomst fra en af stykkets spillere. Her blev vi introduceret til stykkets cast: to flygtninge og en dansker.

 

Vi blev ført ind på vores pladser, og først nu gik det op for mig, hvor mange børn der egentlig var. De må have udgjort godt halvdelen af publikum. På scenen var der en rå stemning af device og urolige ideer. Vores danske spiller startede showet med at tælle kridtstreger på den bænk og det stativ som udgjorde scenen. Han konkluderede, at det var 763 dage siden, han sidst havde set Rafiq-e.

 

_MX_3121 copy

 

”Hey bro, jeg sidder i flygtningelejren, hvornår kommer du herhen?” Os voksne havde en anelse om, at vi nu skulle til at vente på Godot. Børnene var ikke nået så langt, så der var stadig urolighed på første række. Da scenen pludselig ændrede sig til et stillbillede af to telte, foldede historien sig ud, og vi blev introduceret for de to flygtninge. De stod på scenen og en stemme fortalte os i publikum om deres virkelige historie og rejse. Fra nu af måtte vi som medmennesker følge med.

 

Et publikum af børn må de være vant til i ‘Vi ses Rafiq-e-Man’, fordi en del af showet var, at bruge børn interaktivt. Der var både dem som blev inviteret op på scenen for at være en del af et silhuetbillede, og dem som skulle lyse på scenen agerende som fængselslygter for til sidst at samle en stor gruppe, nærmest halvdelen af publikum, inklusiv mig selv, der skulle på en flygtningebåd og rulle terninger om vores skæbne.

 

_MS_2561a copy

 

Emnet i ‘Vi ses Rafiq-e-Man’ kunne altså ikke blive mere relevant og sikke en dejlig ide at inkludere de yngste! Her var chancen for at påvirke et rent sind. Her var en chance for at gøre en god ide til handling. Men ‘Vi ses Rafiq-e-Man’ måtte forblive en masse gode ideer. Da både koncept og budskab svandt hen som flygtningebådene, hvis skæbne vi rullede terninger med.

 

I sig selv var det for lige til og barnligt for en voksen og for abstrakt til et barn. Jeg hørte et par børn grine på et tidspunkt, men ikke som følge af en punchline, istedet blev der smågrinet under en abstrakt dansefortolkning af søvnløse nætter i flygtningelejren.

 

Af frygt for at mit eget barn ikke ville kunne forstå idéen, ville jeg ikke kalde det børneteater. Da det heller ikke er voksenteater, må Rafiq-e-Man forblive et alternativ, eller rettere, en god ide.

 

 

 

NextDoor Project / Ingrid Tranum Velásquez

Københavns Musikteater, Kronprinsensgade 7, 1114 København

 

Spiller indtil d. 11. oktober

 

Spilledato: d. 3. oktober

Fotos: Københavns Musikteater

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere her: 

http://kobenhavnsmusikteater.dk/forestillinger/vi-ses-rafiq-e-man/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *