Anmedelse: Tændt – En forestilling om at være slukket, Teater Katapult (Husets Teater, Katapult, Kvint&Svendsen og Teater Momentum)
Af Caroline Schrøder
(Re-anmeldelse. Vi så premieren i Odense, hvor vi også gav forestillingen 3 bloddråber. Læs den anmeldelse her: her.)
To kvinder går lidt rundt og hviske tisker, mens vi finder vores pladser på Godsbanens Teater Katapult. En af lamperne i loftet virker ikke til stor irritation for dem begge. Det fniser vi lidt af på publikumsrækkerne. Imens den ene tæller watt for at tjekke, om det er dér fejlen skulle være, byder den anden os velkommen til ”en sanselig collage”, som lige om lidt vil gå i gang. Til sidst lykkes det, at få den gamle lampe til at lyse. ”Så er der tændt!,” fortæller en af kvinderne os smilende. De vender sig begge og forlader scenen.
Tændt for noget blev der helt sikkert. Men hvad der helt præcist blev tændt for, har jeg stadig svært ved at forstå. Det eneste, jeg føler mig helt sikker på er, at der er blevet tændt for kroppen: Hvordan vi ser kroppen, mærker kroppen, begærer kroppen og hvordan vi bruger vores kroppe.
Alt dette og mere til, oplever vi gennem Helene Kvint og Line Svendsens kroppe. Først stiller de sig nøgne på scenen og præsenterer deres mave, lår og baller. Dem skal vi se meget til, så vi kan lige så godt vænne os til dem, siges det kækt, og vi griner igen. Måske lidt nervøst i starten, for i spotlightet er der ikke meget, der er ladt tilbage til fantasien. Men på grund af begge kvinders utrolige evne til at få nøgenheden til at være det mest naturlige i verden, kommer den helt oprigtige latter kort efter, da fire bryster dasker rundt i luften.
Herefter er det ikke længere de nøgne kroppe, der er grunden til underen i stykket. Det er kroppenes handlinger til gengæld. Scene efter scene træder Helene Kvint og Line Svendsen ind med de mærkeligste kostumer eller rekvisitter: Kroppe, der blevet snurret ind, gemt, påklædt eller blottet, bevæger sig rundt i et hav af forskellige danse, der både eksploderer i energi og ganske følsomt udforsker hinanden. Det skaber nogle momenter, hvor Anna Maria Clementine Waldelius og Astrid Randrups fire lysende skillevægge danner nogle smukke, abstrakte billeder af kroppe i alverdens underlige positioner.
Under stykket brydes den sanselige, eksperimenterende dans til tider, og mere ”almindeligt” teater begynder. Her taler Helene Kvint eller Line Svendson direkte til os. Om at ville have sex med folk. Om mors gamle ryg. Eller om at være for meget.
Men selvom det er spændende refleksioner, ender disse taler med at rive collagen fra hinanden og efterlade den i små, usammenhængende stumper. Man får som publikum følelsen af at sidde og se et stykke, der har haft mange gode ideer til, hvordan der kan fortælles om kroppen og lysten, men som ikke har evnet at vælge fra. Og det er ærgerligt, for det betyder, at den røde tråd forsvinder og man som publikum føler sig ladt alene tilbage med sine egne fortolkninger, uden at kunne få dem bekræftet.
Tændt er ellers et stykke med en hel del potentiale. På kun en time både griner, betages og føler vi os en lille smule usikre på både kvinderne og vores egne vegne. Det er et stykke fyldt med overraskelser. Et stykke, der vil have sit publikum til at tænke over kroppen. Og dens lyster til andre kroppe. Hvad vi så skal synes om dette, er straks sværere at sige.
Co-produktion mellem Husets Teater, Katapult, Kvint&Svendsen og Teater Momentum
Teater Katapult, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Spilleperiode:
Teater Momentum, Odense 16.-24. marts 2018
Husets Teater, København 7.-21. april 2018
Teater Katapult, Aarhus 1.-5. maj 2018
Set den 1. maj 2018
Fotos: Anna Maria Clementine Waldelius
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.teatermomentum.dk/event/taendt/
http://www.husetsteater.dk/forestillinger/taendt/
https://katapult.dk/kalender/taendt/
Idé og performance: Helene Kvint & Line Svendsen
Instruktør: Nina Kareis
Scenograf: Astrid Randrup
Lysdesigner: Anna Maria Clementine Waldelius
Komponist: Rosa Lux
Lyddesigner: Pelle Skovmand
Kostumedesign: Hanne Mørup
Afvikler: Mathilde Niemann Hyttel
Producent: Gitte Nielsen
Assistent: Karla Hauch Wald
Varighed: Ca. 60 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod