Anmeldelse: Otello, Det Kongelige Teater

By: Jonathan Stahlschmidt
On: 2. maj 2018

Af Jonathan Stahlschmidt

Othello er en af de mest hjerteskærende, brutale fortællinger af Shakespeares værker. Det er en af mine personlige Shakespeare-favoritter, særligt på grund af karakteren Jago, en inkarneret naturkraft af ondskab der sætter alle kneb og al list ind for at gøre livet surt og bittert for den stakkels Otello og den endnu mere stakkels Desdemona – Otellos nye hustru.

Derfor havde jeg glædet mig til at opleve historien folde sig ud i storstilet opera på Operaens store scene denne eftermiddag.

Jeg bliver betaget af forestillingens start. Fortæppet rives itu og afslører en hær af et ensemble på scenen, der med dundrende råstyrke synger sig igennem et drabeligt stormvejr. Melodierne er dramatiske og overdådige. Jagos standhaftige skikkelse indtager rummet. Men det er som om rollen bliver udført med åbenlyst ondt med ondt på. Han virrer konstant med hovedet. Er meget vild og voldsom. Jeg savner den forsigtige, udspekulerede Jago, som Shakespeares oprindelige manuskript lægger op til.

Det er Jagos overordnede plan om at gøre Othello jaloux, der driver hele forestillingen. Ved hjælp af et tabt lommetørklæde får han Othello til at tro, at hans kone har været ham utro, og i sidste ende ender det naturligvis ufatteligt galt for praktisk talt alle involverede.

Koret som samlet organisme bliver hurtigt den del af castet jeg holder mest af. Og jeg kan i det hele taget enormt godt lide Verdis komposition. At give det sungne ord plads til at blive dramatisk dialog uden orkestralt akkompagnement i flere lange stykker af operaen er effektivt. Men dette havde været bedre med et hovedrolle-galleri af performere med mere fintfølende spillestil. Der bliver for ofte slået hul på intensiteten som korets voldsomme tilstedeværelse bygger op, når scener imellem enkelte roller udføres med større armbevægelser end nødvendigt. Ret skal være ret. Sådan er opera nu engang for det meste. Der bliver bare ikke meget opbygning, før slutningens hurtige tre-trins-tragedie runder hele miseren af.

Åbningen af første akts gimmick med det iturevne fortæppe vidner om rigtig godt scenografarbejde. Og i særdeleshed det interessante valg ved at vinkle et kæmpemæssigt tyve fod højt spejl, så det giver rummet en hele dimension mere, redder forestillingen fra at blive decideret kedelig på noget tidspunkt. Der er altid noget at kigge på i rummet. Men når et børnekor og senere Det Kongelige Operakor dukker op i lutter sort hverdagstøj, bryder det hele det visuelle helhedsindtryk.

Jeg er med andre ord splittet. Jeg elsker historien, og jeg synes det visuelle overordnet set er godt skruet sammen. Men jeg havde gerne set andre valg blive truffet i sidste ende i instruktionen. Måske er jeg farvet af mit stærke tilhørsforhold til Shakespeare og især til forestillingen Othello. Om operaen Otello er værd at se for dig, kan du måske kun afgøre ved at se den.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 Kbh. K

Spilleperiode: 29. april-4. juni 2018

Set den 29. april 2018

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/opera/otello/

Medvirkende: Roy Cornelius Smith, Gisela Stille, David Kempster m.fl. samt Det Danske Drengekor, Det Danske Pigekor og Det Kongelige Operakor

Komposition: Giuseppe Verdi

Instruktør: Nicola Raab

Instruktør ved genopsætning : Anne Fugl

Dirigent: Pier Giorgio Morandi

Scenograf: Ashley Martin-Davis