Anmeldelse: 9x9x9, SMK, Det Kongelige Teater og Gyldendal

Anmeldelse: 9x9x9, SMK, Det Kongelige Teater og Gyldendal

Af Julius Gotthardt Møller

 

Al kunst fra musik over noveller til installationskunst er defineret af et fortolkningsforhold. Som regel er der kun to parter i det forhold – værket og modtageren – men i ’9x9x9’ udvides spændingsfeltet.

’9x9x9’ er et meta-event, hvor billedkunst, teater og litteratur kommenterer hinanden. SMK har udvalgt ni værker, som ni forfattere har fortolket til en tekst, som igen fortolkes af ni skuespillere fra Det Kgl. Teater. Endelig er der os, publikum, der ser os selv i værkerne, teksterne og stykkerne, og måske ser nye sammenhænge mellem dem.

0 9x9x9

Jeg mødte en halv time for tidligt op på SMK en regnfuld eftermiddag, og fik derfor god tid til at tænke konceptet igennem og planlægge min vandring gennem aftenens perlerække af kunst. Ved indgangen fik jeg et lille program med følgende instruktioner: ”Følg farven på forsiden af dit program, og gå til aftenens første forestilling. Derefter beslutter du selv, i hvilken rækkefølge du vil opleve resten af forestillingerne”. Mit program var påklistret en stor gul cirkel, så efter introduktionen gik jeg mod min første mini-forestilling.

Hvad der her følger er altså otte små anmeldelser, som hver har et navn, et kunstværk, en forfatter og en skuespiller – skrevet i den rækkefølge. De er præsenteret i kronologisk rækkefølge.

Den niende forestilling Tarantel med tamburin (En egyptisk pottesælgerske ved Gizeh Elisabeth Jerichau Baumann (1876-78), Suzanne Brøgger, Ellen Hillingsø) var aflyst denne aften.

1 guds geometri

Guds Geometri

(1000 Farver, Niels Nedergaard & Viera Collaro (1977), Lotte & Søren Hammer, Simon Bennebjerg)

I min første forestilling bliver jeg budt velkommen af Simon Bennebjerg. Han er iklædt sort tøj og englevinger, sidstnævnte er måske to numre for små til hans skuldre. Rundt om ham er de farverige kvadrater fra Nedergaard og Collaros installation oplyst af en diskokugle. Hvad der følger er en skabelsesberetning, hvor Gud først bygger Jorden på tredjedagen fordi hun skulle bruge noget at sætte det perfekte rum i kontrast til. Herefter går alt galt på Jorden, og Gud gemmer den væk i universet. Til sidst leder hun forgæves efter det perfekte rum.

Monologen er meget direkte henvendt til os, og Simon bryder også konstant illusionen om den fjerde væg og det perfekte – netop for at understrege pointen om den uperfekte jord. Karakteristisk for dette er slutningen, hvor Simons fjernbetjening til lyset ikke formår at slukke det på det dramatisk korrekte tidspunkt, men først i fjerde forsøg.

2 backstage

Backstage

(Trompe l’oeil. Bagsiden af et indrammet maleri, Cornelius Norbertus Gijsbrechts (1668-72), Morten Søndergaard, Stig Hoffmeyer)

I min optik er ’Backstage’ nok den svageste af de otte forestillinger, som jeg så i søndags. Stig Hoffmeyer er en mellemting mellem rablende excentriker, maleren af billedet og en dommedagsprofet. Gennem monologen vandrer han nogle gange råbende gennem publikum og udtale sig om mørket, bagsiden og eliten. Og andre gange står han mumlende i et hjørne, og nævner kongen og maleriet.

Afslutningsreplikken: ”Drumpf løg. Hov fake news. Jeg rejser, bedrageriet må andre tage sig af” binder det lidt sammen, men det hele virker stadig lidt tamt.

3 please touch

Please touch

(Landskab med lyngbakker, Lauritz Hartz (1939), Simon Fruelund, Marianne Høgsbro)

Vi stiller os ventende i en stor halvbue rundt om maleriet. Det er lidt mørkt og i naturfarver med et par røde streger i midten, der forestiller et barn i rød frakke. Pludselig bryder Marianne Høgsbro tavsheden omme fra bagerste række. Iklædt en rød frakke diskuterer hun sin barnet på maleriets situation i bagklogskabens lys.

Hun slår også to temaer an, der viser sig at gå igen i de næste forestillinger. Temaerne er angst og kærlighed. Begge to fortolket gennem en tre-årigs verdensopfattelse. Budskabet er, at angsten sidder i hjertet, men kærligheden; dén sidder i fingerspidserne. ”For hvor mange dyr har egentlig hænder?”

4 kranie

Ung kvinde som betragter et kranium

(Ung kvinde som betragter et kranium, Alessandre Casolani (før 1591), Svend Åge Madsen, Christine Sønderris)

Stadig bevæget af Fruelund og Høgsbros tanker om kærlighed og angst er det en lettelse at se Christine Sønderris stå iført kustode-uniform og et kæmpe smil. Første halvdel af monologen er da også underholdende – hun studerer kunsthistorie og har fået et job som kustode for at kunne se på netop dette billede, da hun vil skrive speciale om det.

Langsomt sniger der sig noget mørke ind i hendes stemme, og pludselig holder hun en lang pause. Da hun igen snakker, siger hun at det hele er løgn. Jo, hun studerede kunsthistorie, men er blevet angst. Så angst at hun blev nødt til at gå fra sin kæreste, som hun hele tiden så som død. Billedet af kvinden, der betragter kraniet, er hendes måde at se døden i øjnene på. Og måske kommer hun sig.

5 havet

Ung pige der betragter havet

(Ung pige, der betragter havet, Henri Matisse (1923), Jens Christian Grøndahl, Kitt Maiken Mortensen)

Der er noget symbolsk over at betragte noget på afstand. Og i den femte forestilling er der en bladning af melankoli og håb at føle hos den unge pige. Hun kigger ud over uvejret i Nice en forårsdag, og tænker på sin elskede, der mistede sine ben i krigen. Hun drømmer sig flere år frem i tiden, til det øjeblik hvor hun som kvinde kommer tilbage til vinduet for at betragte havet. Til den tid har hun mand og børn, og den unge kvinde ville ikke kunne genkende sig selv.

Drømmen sprækker dog enkelte gange, og den ensomhed, som pigen oplever i nuet, træder frem i al sin kraft.

6 people

Some People

(Den syge pige, Michael Ancher (1882), Christina Hagen, Ida Cæcilie Rasmussen)

Jeg er personligt en meget stor fan af Christina Hagen og hendes møgbeskidte provins-nostalgi. Så naturligvis var denne forestilling nummer seks en, som jeg glædede mig til. Den fik heller ikke for lidt.

Ida Cæcilie Rasmussen er iklædt en for lang skjorte og en gulvfarvet dynejakke, og har en kæmpe blå dyne lig den på billedet med ind på scenen. Hun begynder så på manisk vis at hudflette hele Københavner-oplevelsen med skrigende caffe-latte-spelt-børn og fuldskægs-hipstere. Egentlig vil hun bare gerne hjem til Jylland med alt hvad det indebærer af ”bølgepomfritter, slush-ice, fætterkusineægteskaber” og vigtigst af alt kedsomhed.

I et desperat forsøg på at komme væk bønfalder hun gang på gang publikum om at give hende et lift, i det mindste så bare til hovedbanegården!

7 personpåkørsel

Personpåkørsel

(Skt. Hans aften i Norge, Christian Skredsvig (1886), Dorthe Nors, Maibritt Saerens)

Hvor Christina Hagen og Ida Cæcilie Rasmussen ønskede sig væk fra København, så er Dorthe Nors og Maibritt Saerens allerede på vej med toget. Hun er på vej til Skt. Hans på Nexø med sin veninde.

Og ligesom det mørke vand på maleriet, så har en personpåkørsel lagt et mørke under fortællingen. Vi bliver introduceret til Tom, en tidligere kæreste der er så sjov, men også manipulerende og en stalker. Det bliver fortalt i brudstykker, hvor det danske landskab og personpåkørslen udgår mellemrummene.

8 billedet

Billedet fortæller sig selv

(Et romantisk billede, Per Kirkeby (1965), Ib Michael, Nicolai Dahl Hamilton)

Aftenens for mig sidste forestilling er lidt tam, særligt i forhold til den intense afslutning på ’Personpåkørsel’ (som man bliver nødt til at opleve, den kan ikke beskrives).

Nicolai Dahl Hamilton er en entusiastisk kunstkender, der fortæller om billedet. Hvad forestiller det, og hvorfor er det egentlig romantisk. Det er ungdommens romantik siger han, og afslutter med at ”billedet fortæller sig selv, det er derfor det er malet”. Jeg tror, at det er manglen på historie i relationen mellem billede og skuespiller, der for mig gør, at den sidste forestilling falder lidt til jorden.

 

Alt i alt kan ’9x9x9’ varmt anbefales. Det er en enestående mulighed for bruge en søndag aften i et potpourri al alskens kunst. Desuden skal det nævnes, at alle teksterne kan købes i SMK’s museumsbutik eller på nettet. Jeg har købt min, og nyder at genopleve de små essays og fortællinger.

 

Det Kgl. Teater, Gyldendal og Statens Museum for Kunst (SMK)

Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50 1307 København K

Spilleperiode: 19. februar, 26. februar, 5. marts, 19. marts, 26. marts, 2. april, 23. april og 30. april 2017

Set den 19. marts 2017

Foto: Ulrik Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/plus/events/9x9x9/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *