Anmeldelse: Afgangsforestilling: Irakisk Kristus, Odense Teater (Odense Teater og Skuespiluddannelsen i Odense)
Af Naja Matzen
De danske teatre måtte nu endelig genåbne efter endnu en corona-nedlukning. På Odense Teater fejrede man denne genåbning med afgangsforestillingen for 3. års eleverne fra Skuespiluddannelsen i Odense.
For mig er afgangsforestillinger altid en spændende oplevelse, hvor man får lov at bevidne en række talenters skuespilmæssige evner inden deres definitive overgang til det professionelle liv. Det er forestillinger, der altid emmer af spilleglæde og forventningsfuldhed, og årets forestilling på Odense Teater, Irakisk Kristus, er ingen undtagelse.
Irakisk Kristus er en rå og barsk fortælling om krig, flygtninge og de lande, der tager imod disse mennesker. Den bygger på novellesamlingen ”Den irakiske Kristus” af den anerkendte irakiskfødte forfatter Hassan Blasim, som fortæller forskellige surrealistiske historier med udgangspunkt i et krigshærget Irak. Det bliver i Lucas Svenssons dramatisering til en kalejdoskopisk fortælling med mange små historier, der tilsammen skaber en yderst relevant, voldsom og eventyrlig fortælling om livet i en krigszone, med selvmordsbombere, tortur og voldtægt, om de flygtendes oplevelser og kampe i et nyt land, som forplumres af fortidens traumer og posttraumatisk stress, men som også fokuserer på de flygtendes håb om et bedre liv.
Forestillingen giver således de unge skuespillere en masse at arbejde med. Det er en voldsom og dyb fortælling, der virkelig sætter krav til deres evner i at formidle virkelige og tunge temaer. Men der er heldigvis også små sjove øjeblikke, hvor de syv skuespillere kan få lov til at vise deres komiske talenter. Irakisk Kristus er altså en velvalgt forestilling til de afgående elever, der viser, at de både kan håndtere drama og komik.
Samtidigt giver denne forestilling talenterne mulighed for at spille en masse forskellige karakterer. De får derfor også alle vist mange forskellige facetter af deres evner, og hvor let de kan skifte fra en karakter til en anden, om det er en flygtning, psykiater, selvmordbomber, hund eller noget helt femte.
I det hele taget er denne forestilling en god platform for de syv afgående elever til at vise, hvad det er de kan, og de griber denne mulighed med stor entusiasme. Scenen emmer af spilleglæde, rå, ungdommelig energi og spændende fortolkninger.
Samtidigt må man også rose Moqi Simon Trolins iscenesættelse, der virkelig sætter skuespillerne i centrum, samt Benjamin La Cours scenografi, som giver fortællingen et enkelt, men virkningsfuldt, visuelt udtryk. Scenografien, som består af en række paneler med gitre og lys, bruges til at skabe stemning og forme de forskellige rum, fra fængsler, lejligheder og barer, uden at stjæle fokus fra fortællingen. Det samme gælder rekvisitterne, der alle er lavet af pap. I deres simplicitet er de med til at fortælle historien uden for meget postyr, og de er med til at gøre den ellers meget voldsomme historie mere tilgængelig og styrke humoren, der også er i fortællingen.
Irakisk Kristus er en forestilling, der tager sit udgangspunkt i relevante problemstillinger, som vi står overfor i verden. Det er en voldsom og tankevækkende oplevelse, med skuespil af høj klasse. De syv afgående elever viser her, hvorfor man også burde følge deres fremtidige bedrifter, og så kan man vel egentlig ikke ønske sig mere fra en afgangsforestilling.
Skuespiluddannelsen i Odense og Odense Teater
Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 7. maj-2. juni 2021
Forestillingen spiller også på Folketeatret i København i perioden 16.-18. juni 2021
Set den 7. maj 2021
Fotos: Rico Feldfoss
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2020-2021/afgangsforestilling/
Medvirkende: Nadia Jasmin Nielsen, Hans Christian Schrøder, Lukas Toya, William Jacobsen Halken, Kristine Utne Stiberg, Mikkel Baden-Jensen og Mathilde Lundberg
Dramatisering: Lucas Svensson
Efter bog af: Hassan Blasim
Iscenesættelse og bearbejdelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi, kostumedesign og lysdesign: Benjamin La Cour
Komponist og lyddesign: Anders Ortman
Oversætter: Eva Obelitz Rode
Varighed: Ca. 2 timer og 25 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod