Anmeldelse: Aladdin og LED-lampens ånd, Holbæk Museumsgård (Sjællands Teater)

Anmeldelse: Aladdin og LED-lampens ånd, Holbæk Museumsgård (Sjællands Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen

Sommerferien er slut, og traditionen tro er det dermed tid til Sjællands Teaters udendørsforestilling i museumsgården ved Holbæk Museum. Som vanligt tages en klassisk fortælling under kærlig behandling, hvor selvom meget vendes på hovedet, så er grundhandlingen stadig genkendelig. I år er turen kommet til eventyret om Aladdin, som her har elementer fra både Disneys version, Adam Oehlenschlägers version og eventyrsamlingen ”Tusind og en Nat”.

Rasmus Krogsgaard har skrevet manuskriptet til Aladdin og LED-lampens ånd. Historien er også i år tilpas gakket og skæv, og der er mange fine referencer til både verdenssamfundet og det politiske liv, hvor særligt klimapolitikken og det aftryk, som vi sætter på jorden, både derhjemme og som turister, har fået lov at fylde i år. Sangteksterne leveres morsomt på gamle melodier af ret så forskellig art, når vi både får sange over ”9 to 5”, ”Admiralens vise” og ”Dit hjerte er i fare Andresen”. Dog er det alligevel som om, at teksten i år er blevet lidt for tyndbenet, og den lever ikke helt op til de foregående års farcer.

Eventyrets handling foregår for mange, mange år siden – altså dengang der var et fredeligt og idyllisk Mellemøsten! Aladdin er den fattige, men ikke alt for kvikke knægt, der hellere vil dovne den end lave noget, og som bor hjemme ved moderen Morgiane.

Han møder den skurkagtige troldmand Noureddin, der vil gøre alt for at få magten, sultanen, der er letpåvirkelig på flere måder, og dennes datter Gulnare, som Aladdin forelsker sig i, og ånden i lampen, der kan opfylde dine ønsker. Det bliver – naturligvis fristes man til at sige – Aladdin, der finder lampen og får ønskerne opfyldt, således han kan give Gulnare en tur på det flyvende tæppe, og så det rette bryllup kan stå. Vi følger således den originale fortælling, men med talrige hop frem og tilbage i tiden.

Instruktør og koreograf Jeanne Boel har dog sans for farcen og dens komik. Teksten effektueres effektivt og morsomt, og hun formår at få det bedste ud af hele holdet, som fremstår som en samlet helhed. De fire professionelle skuespillere, Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble og Brian Christensen, der springer ind og ud af de forskellige hovedroller, har som vanligt fået selskab af et velspillende ensemble, hvoraf flere er fra det lokale Holbæk Drama College.

Brian Christensens Aladdin er nok noget doven, men han har også en vis uskyld og kløgtighed, der redder situationen flere gange. Maria la Cours Gulnare er skøn som den lettere tvære prinsesse, der ved, hvad hun vil have, men som dog bløder op for Aladdins charme. Mette Marckmann er vittig som moderen Morgiane og mere klog som spåkonen, der både kan se langt ud i fremtiden, men også se den lidt mere nære fremtid. Jacob Weble er tilpas rablende og ondskabsfuld som skurken Noureddin, som uden at afsløre for meget har visse tendenser som en vis udenlandsk præsident.

Kirsten Brink har igen i år stået for scenografi og kostumer. Scenen er ikke stor, men Brinks scenografi udnytter den fortrinligt, og i år er det som om, at den lige har fået en ekstra dimension. Ved få greb kan hele scenen skifte, og hendes kostumer passer perfekt til historien.

Musikken står Lars Fjeldmose også igen for. Han sidder i sit lille tårn ved siden af scenen, og som vanligt skyder han forestillingen i gang, inden han musikalsk akkompagnerer handlingen til perfektion.

Sjællands Teater “Aladdin” i Holbæk Museums gård. Foto: MIe Neel

Aladdin og LED-lampens ånd er skøn og gakket sommerunderholdning. Så skynd dig at køb en billet, tag et tæppe og en trøje med, og skynd dig til den stemningsfyldte museumsgård i Holbæk til årets sommerfarce.

Sjællands Teater

Holbæk Museumsgård, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk

Spilleperiode: 7.-31. august 2025

Set den 7. august 2025

Fotos: Mie Neel

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Maria la Cour, Mette Marckmann, Jacob Weble og Brian Christensen

Ensemble: Caroline Hougaard Qvist, Lærke Bendix Svendgaard Pedersen, Mathilde H. Reeh Rasmussen, Clara Friis Scheby, Lukas Glenn Toksværd Kaaber, Jalte Emil Hviid Gunlund, Frida Wernblad og Ida Micalla Nielsen

Manuskript: Rasmus Krogsgaard

Instruktion og koreografi: Jeanne Boel

Scenografi og kostumer: Kirsten Brink

Komponist og kapelmester: Lars Fjeldmose

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *