Anmeldelse: Alice i Eventyrland, Aarhus Teater
Af Josephine Rued Sørensen
Det var en ren fornøjelse at få lov til at overvære Aarhus Teaters årlige familie- og juleforestilling: En ny og storslået fortolkning af Lewis Carrolls gamle og legendariske klassiker, Alice i Eventyrland. Her bliver publikum for alvor draget ind i det magiske, tidsløse og eventyrlige univers, som denne klassiker rummer.
Fortællingen drejer sig om den lille fantasifulde pige, Alice, som ikke passer ind i sine omgivelser og har svært ved at leve op til de krav, hun stilles af omverdenen. En dag falder hun gennem et kaninhul i jagten på en skør hvid kanin, der ævler løs om tid og nonsens. Går tiden mon rigtigt? Kaninhullet fører Alice til et magisk, fantasifuldt og fuldstændigt gakket univers, som, fra et voksent perspektiv, i virkeligheden er en manifestation af hendes egen underbevidsthed.
Fortællingen er glimrende dramatiseret af Maria Kjærgaard-Sunesen på baggrund af Carrolls klassiker, hvor Kjærgaard-Sunesens opdateringer er gjort med behørig respekt for originalværket. Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Boberg har gjort et fremragende stykke arbejde med iscenesættelsen af denne forestilling, som både formår at appellere i voksen- og i børnehøjde. Stykket bærer præg af et udførligt og gennemført stykke arbejde hele vejen rundt. Som publikummer var jeg på alle måder begejstret, opslugt og imponeret over det fine samspil, som foregik mellem både skuespillere, dansere, musik, lys, lyd, kostumer og sidst men ikke mindst scenografien!
En stor og velfortjent ros til scenograf og kostumedesigner Mie Riis for at have gjort så imponerende et stykke arbejde med både scenografi og kostumer. Det hele fungerede perfekt som visuel ramme for eventyrverdenen, som både er tilpas munter, men også mørk, når det kræves. Lige fra det kæmpe store bord med kæmpe-nøglen (som kun blev brugt i en enkelt scene for at tydeliggøre, at Alice var skrumpet), til dyre-rollernes jakkesæt og store, udtryksfulde og karikerede hoveder. Jeg var dybt imponeret.
Også Súni Joensen og Lars Gaarde fortjener en stor ros for deres fremragende arbejde med henholdsvis lys og lyd til understøttelse af handlingsforløbet samt skuespillernes emotioner og motiver. Allerede i en af de første scener, da Alice falder ned i kaninhullet, skabes en tryllebindende illusion ved hjælp af lys, lyd og selvfølgelig brandgodt skuespil. Mens Andrea Øst Brikkjær, i rollen som Alice, er spændt fast til seler og laver akrobatiske ”falde-lignende” bevægelser i luften, er forskellige bogstaver oplyst på scenens væg, som både fremstår i for-, midter- og baggrund. Det giver en helt utrolig 3D-effekt, og det får det til at ligne, at Alice rent faktisk falder i midten af en strøm af bogstaver.
Alle skuespillere gjorde det utroligt godt i sine roller, og man fornemmer et godt og gennemført samarbejde. Men en særlig ros går dog til Andrea Øst Brikkjær i rollen som Alice samt Viktor Pascoe Medom i rollen som den hvide kanin, der virkelig formår at fylde scenen ud. Viktor indleder stykkets første scene i rollen som den hvide kanin, som forhastet løber rundt og fabler om tid og volapyk til publikum. Hans kropssprog er så karismatisk og vel planlagt, at det virker helt naturligt på trods af, at hans ansigt er helt dækket til af det kæmpe, frosne kaninhoved, han har på. Han er både sjov og kær og udfylder rollen som den hvide kanin helt suverænt.
Andrea Øst Brikkjær, hvis ansigt trods alt – og heldigvis – ikke er dækket til, klarer sig også supergodt i rollen som Alice. Hun er nærværende, på børnehøjde og tydelig i sine følelsesudtryk. Alice er en umiddelbar lille pige, som man ikke kan lade være med at holde af, og det er også netop lige det, Andrea får frem i sit skuespil.
Jeg hyggede mig, grinte og følte den barnlige nostalgi, da jeg overværede stykket, og jeg kan helt sikkert anbefale enhver at tage ind at se stykket, hvis man, lige som jeg, holder af den klassiske fortælling om Alice i Eventyrland. Tag eventuelt et barn med under armen og nyd sammen et stykke, som favner om barnlige sjæle i alle aldre.
Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 11. november-22. december 2021
Set den 11. november 2021
Fotos: Karoline Lieberkind
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/alice-i-eventyrland/
Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Christian Hetland, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Alex Otto, Juliane Bauer, Kristoffer Eriknauer* og Sarah Simone Jørgensen* (*elever fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus)
Forfatter: Lewis Carroll
Dramatiker: Maria Kjærgaard-Sunesen
Iscenesætter: Simon K. Boberg og Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf og kostumedesigner: Mie Riis
Koreograf: Christel Klan Stjernebjerg
Kompositioner: Alice Carreri
Lysdesign: Súni Joensen
Lyddesign: Lars Gaarde
Varighed: Ca. 2 timer inklusiv pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Så forestillingen den 12 nov. Kl 17
Der var så mange voksne tilstede at børnene havde svært ved at se scenen . !! Mit barnebarn sagde : Der er da mange flere voksne end børn herinde. !!
Sproget svært at forstå for børn.
Skuespillere og specielt scenografien var spændende og talte til børn og voksen.
Familie forestilling ? Både ja og nej.