Anmeldelse: Til ungdommen, Teater V

Anmeldelse: Til ungdommen, Teater V

Af Christian Skovgaard Hansen

Livet er som en rutsjebane, og på visse tidspunkter i livet er turene op og ned større end andre – eller det føles i hvert fald sådan. Nogen spring er sværere end andre, og måske særligt tiden fra den trygge barndom over den omskiftelige teenagetid til den forudsigelige voksentid er ikke lige til.

Usikkerheden og spørgsmålene står i kø. Til tider kunne man som ung have haft lyst til at bide tungen af sig selv, når man siger noget forkert. Seksualiteten og et anderledes syn på de andet køn vokser. Og hvordan pokker lever man op til alle de krav, som stilles til en? Umiddelbart synes man, at historierne stikker i alle retninger – hvilket de også gør! Emnerne er mange. Barndommens minder – der måske må lægges bag en, venskab, sex, kroppens udvikling, skilsmisse, forholdet til forældrene og deres krav, racisme, gruppepresset og mobning er blot nogen af emnerne, der behandles. De bliver på de måde et ærligt portræt på de tanker, som flyver gennem ungdommens hoveder i dag.

Man føler sig måske alene, men man er det ikke nødvendigvis. Alt imens står forældrene på sidelinjen og følger med – og de forstår – i hvert fald ifølge den unge selv – ingenting af, hvad der sker. Men alligevel besidder de en vis klogskab, som den unge tager til sig.

Linn Skåber har talt med en række norske teenagere om livet og dette kvantespring mellem tiderne, og det har resulteret i bogen ”Til ungdommen”. Denne bog er nu oversat til dansk, og den har også dannet grundlag for Teater V’s forestilling af samme navn, hvor teaterchef Pelle Koppel har iscenesat og bearbejdet.

De unges egne historier fortælles som monologer, og de er ikke stringent og kronologisk sammensat, men vi får dem i stedet som små fragmenter, som flettes lidt ind i og ud af hinanden. Lige som i livet er der ikke nødvendigvis nogen direkte vej. Livet, og måske særligt i denne overgang, består af mange forskellige fragmenter. Man forsøger at finde sig selv, alt imens at verden omkring en er i evig forandring.

Både sammen, men ikke mindst hver for sig er teksterne gode. Historierne er ikke alle lige til, og de kræver derfor også noget af de ung skuespillere, men det klarer de fem unge skuespillere, Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide, og Thomas Diepeveen, i deres forskellige roller alle glimrende. De forskellige historier virker til at være tilpasset hver enkelt af de fem skuespillere, så historierne bliver både troværdige og charmerende.

Pelle Koppels bearbejdelse er tro mod de unges historier, og iscenesættelsen er både fyldig og med et godt tempo, men også stille og eftertænksom på de rette tidspunkter. Vi får derfor alle nuancerne i historierne frem, og de fleste publikummer kan formentlig associere sig med en eller flere af historiens figurer – enten som dengang eller nu, mens man er i det.

Det er historierne, der er i fokus her. Scenografien er derfor nedtonet og nærmest ikke eksisterende. Den lader historierne komme til deres ret, men med få enkle, men stærke rekvisitter, hvor måske Lue Støvelbæks legetøjstog står klarest og mest smertefuldt, supplerer den også historierne.

Send de unge i teatret – eller tag dem med derind! De – og måske også deres ældre – vil måske nok krumme tæer til nogen af historierne, men de vil også kunne genkende sig selv i historierne. Det er en af Til ungdommens stor forcer. Det ér de unges egne historier fortalt af dem selv, og ikke sådan som omverdenen ser på dem.

Teater V’s Til ungdommen er netop TIL ungdommen – om det at være ung og usikker, men også om at være på vej mod noget nyt, som ikke nødvendigvis er så slemt. Det er en ærlig, nærværende og tankevækkende fragmentfortælling om overgangen fra barn til voksen, og historiernes emner vil være genkendelige for de fleste. Fortællingerne er velfortalt i Koppels oversættelse og iscenesættelse, og de er ikke mindst velspillet af det fem personers unge skuespilhold.

Teater V, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

13. november-4. december 2021

Set den 14. november 2021

Fotos: Martin Høyer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide, og Thomas Diepeveen

Manuskript: Linn Skåber

Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdning: Pelle Koppel

Scenografi: Pelle Koppel og Kristian Hegner Specht

Komponist: Marcus Aurealius Hjelmborg

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *