Anmeldelse (re-anmeldelse): Brødrene Løvehjerte, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Kalder alle eventyrelskere – jer med en drømmende fantasi og med mod nok til at stille de store spørgsmål om tilværelsen. Astrid Lindgrens udødelige klassiker Brødrene Løvehjerte spiller netop nu i en genopsætning på Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Det er store følelser, der tages op i børnehøjde nøjagtig, som man kender Astrid Lindgren for at gøre det. Brødrene Løvehjerte er eventyret om en søskendekærlighed, der er er stærkere end døden, stærkere end al verdens ondskab, og som giver trøst og mod.
Ungt Teaterblod anmeldte forestillingen ved dens uropførelse i 2019. Efter at have oplevet denne genopsætning erklærer jeg mig enig med min medskribent, der anmeldte førsteopførelsen af Brødrene Løvehjerte. Du kan læse den første anmeldelse her. Jeg tør dog påstå, at den aktuelle genopsætning er revideret til det bedre.
Den stærke duo, Jonathan og Tvebak, var absolut bærende for fortællingen og formidlingen. Tilbage i 2019 blev rollerne spillet af henholdsvis Alvin Olid Bursøe og Morten Hee Andersen. Alvin Olid Bursøe havde endnu engang iklædt sig rollen som den heltemodige storebror Jonathan ved denne genopsætning. Han var akkurat lige så modig, ansvarsfuld, omsorgsfuld og heltelig, som man forventer af Jonathan.
Jonathan Bergholdt Jørgensen havde derimod overtaget rollen som den forsigtige Tvebak, der er ramt på selvtilliden. Jeg kan levende forestille mig Morten Hee Andersen i rollen som Tvebak, men Jonathan Bergholdt Jørgensen skuffede på ingen tænkelig måde. Med Tvebaks uskyldige verdensbillede oplever publikum eventyret blomstre gennem Jonathan Bergholdt Jørgensens ængstelige, godmodige og elskelige fortolkning af rollen. Desuden agerer Tvebak metafortæller, der både afklarer indviklede passager i historien og advarer om kommende scener, der måske for nogle kan være lidt uhyggelige. Det var en fortælleform, der i sin ærlige tilgang virkede på publikum i alle aldre.
En af forestillingens helt store effekter var videodesignet af Tal Rosner med 3D-effekter af David Shepherd. Til tider var man i tvivl, om man befandt i en teatersal eller i en anden visuel verden. Inspireret af videospil fra børnenes univers foldede Nangijala sig ud, og publikum blev taget med på Jonathan og Tvebaks forunderlige og farlige eventyr med de visuelle effekter, der havde en fængslende virkning. Den visuelle teknologi var et perfekt virkemiddel i dette eventyrunivers.
Brødrene Løvehjerte er ufattelig rørende, trist og samtidig livsbekræftende. Den vækker både sorg, trøst og mod på en og samme tid, og det er slet ikke til at forstå, at Astrid Lindgren har evnet at få greb om så komplekse spørgsmål og følelser og samtidig videregive det til særligt børn i et sprog, der rummer børnenes farverige og fantasifulde livsbillede. Formidlingen af Lindgrens vise og inspirerende ord klarer Det Kongelige Teater med bravour. Historien tager børnene seriøst, og det gør denne opsætning ligeledes.
For mit vedkommende er Det Kongelige Teaters Brødrene Løvehjerte noget af det mest medrivende og virkningsfulde, jeg længe har oplevet på skuespilscenen. Brødrene Løvehjerte bevæger sig på fineste vis mellem eventyr og realitet og rammer alle aldre med sin magi.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K
Spilleperiode: 19. november-29. december 2021
Med efterfølgende turné til Musikhuset i Aarhus 13.-16. januar 2022
Set den 19. november 2021
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/brodrene-lovehjerte?section=top
Medvirkende: Jonathan Bergholdt Jørgensen, Alvin Olid Bursøe, Mette Maria Ahrenkiel, Bjarne Antonisen, Martin Bo Lindsten, Christiane G. Koch, Sigurd Holmen le Dous, Peter Hald, Martin Dupont og Lars Mikkelsen
Forfatter: Astrid Lindgren
Oversættelse: Kina Bodenhoff
Dramatisering: Line Mørkeby
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Genopsætningsinstruktør: Bjarne Antonisen
Genopsætningsinstruktør: Morten Kirkskov
Videodesign: Tal Rosner
Scenografi og kostumer: Karin Betz
3D animationsinstruktør: David Shepherd
Lysdesign: Nicolaj Daniel Hommelhoff
Lyddesign: Jonas Vest
Komponist: Kristian Eidnes Andersen
Varighed: Ca. 2 timer inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod