Anmeldelse: Brødrene Løvehjerte, Det Kongelige Teater

Af Emil Samaras Eriksen

Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte har skabt uhygge, eftertænksomhed, og varmet manges hjerter, siden den udkom for snart 50 år siden. Det er en fortælling, som omhandler mørke sider af eksistensen, og belyser den hårde vished om døden med en fakkel formet af håb og kærlighed. Drømmen om et liv efter døden. Alt sammen i børnehøjde. Den handler om brødrene Jonatan og Karl ”Tvebak” Løve, som begge går i døden og finder hinanden i Nangijala – et magisk eventyrrige. Men ligesom vores eget univers, er Nangijala ikke kun paradis og glæde. Snart må de to brødre tage kampen op imod mørkets kræfter.

Historien er stort set uændret i Det Kongelige Teaters fortolkning af det gamle mesterværk. Det virker som om, at instruktør Thomas Bendixen har prøvet at skabe forestillingen, så den spejler bogen – på en scene selvfølgelig.

Morten Hee Andersen, der spiller den 9-årige bange Karl, træder frem på scenen. Nervøst, men med vished i stemmen siger han, at han skal dø, og her snakker han direkte til publikum. Akkurat som i bogen, hvor Karl ligeledes fungerer som et blik ind i hans verden, og Nangijala, den verden, Karl selv introduceres til, af sin bror Jonatan.

Jonatan, set igennem sin lillebrors øjne, er den perfekte helt. Han spilles af Alvin Olid Bursøe, som er præcis så glad, heltemodig og storladen, som jeg forestiller mig Jonatan, når jeg lukker mine øjne. Hans energi på scenen, når han løber rundt og kaster med armbevægelser, er en fornøjelse at beskue. Replikkerne er skarpe og leveres med selvtillid fra begge skuespillere. Det passer godt til forestillings stemning.

Den første halvdel af forestillingen er i det hele taget en skøn oplevelse – i hvert fald for en gammel fan af fortællingen. Jeg fælder en tåre, da Karl skal dø, og skuespillet af Morten Hee Andersen overbeviser mig om Karls uskyld og verdens uretfærdighed. For der er vel ingen større uretfærdighed, end at børn kan dø, og den sandhed fremgår lige så stærkt i stykket, som den gjorde i den oprindelige historie.

Men så skinner håbet. For Jonatan har plantet et frø i Karls hoved, og frøet hedder Nangijala, verden efter livet, hvor både Karl og Jonatan kommer til, efter deres tragiske dødsfald. Den udfoldes på scenen, og det er imponerende. Nangijala blomstrer frem på den ellers næsten tomme scene – digitalt i hvert fald. En gigantisk LED-skærm fylder nemlig hele bagsiden af scenen, og med Tal Rosners 3D-animationer, dukker et smukt, åbent landskab frem og fylder teatersalen med farver, hvor scenen før var mørk og dyster.

Det er et bevidst valg, at animationerne på skærmen har et lidt firkantet udseende. Der står blandt andet i stykkets beskrivelse, at det er inspireret af eventyr-universer fra videospil, som dem, forestillingens yngre publikum sandsynligvis kan lide. Hvor godt denne sammenkobling fungerer, kan jeg ikke dømme, men Kirsebærdalen i Nangijala ser i hvert fald vildt flot ud. Det falske kamera zoomer ned over 3D-landskabet af bjerge, marker og kirsebærtræer, og man føler sig med det samme suget ind i det eventyrlige efterliv. Det virker rigtig godt.

Senere i 1. akt introduceres vi til Nangijalas beboere, som både er livlige og farverige med eventyr-kostumer med et asiatisk præg. Kostumedesignet er enkelt, men matcher godt med de simple, men flotte 3D-baggrunde. Forestillingens 1. halvdel suger mig ind i den eventyrlige verden. Godt hjulpet på vej af Karls snakken med publikum – der er mange navne og personer i Nangijala, men Karl sørger for at spørge ind til dem, og videreformidle hvad der forgår. Jeg tror, alle følte sig med på rejsen, også de mindre sjæle. På scenen befinder sig også ofte to enorme figurer, som nogle gange er heste, andre gange nærmest bjerge, som karaktererne klatrer ubesværet på. Det er enkelt, men flot.

I 2. akt fortsætter eventyret, og man får både glædesråb og mørke scener. 2. akt bliver en lidt (for) hurtig optrapning på eventyret. De ondes hersker, Tengil, taler godt nok med Lars Mikkelsens (dejlige) stemme, men han dukker aldrig op på scenen, men fremgår blot i Sauron-stil som en hjelm på skærmen. Her virker det som om, at 3D-teknologien skulle skrues ned, og mængden af skuespillere, skulle skrues op. Det havde været mere effektivt, hvis han var en skikkelse på scenen. I stedet virker den ondeste skurk en smule abstrakt.

Vi introduceres også til oprørets leder, Orvar, som dog aldrig rigtig får en indflydelse på selve handlingen, og han udviser intet særligt indtryk på scenen. Han kæmper en sværdkamp, sammen med de andre helte fra Rosendalen, mod Tengils håndlangere, men hele kampen bliver en anelse stift. Eventyrelskeren i mig havde gerne ville set flere dramatiske sværdslag, så den dramatiske finale var mere, ja, dramatisk.

Selve begivenheden bygger dog fint op til finalen, der er ligeså tragisk – og samtidig håbefuld – som den oprindeligt er. Således slutter Brødrene Løvehjerte, som den startede, for mig. Jeg fælder et par tårer. Historiens tematik er nemlig lige så inspirerende som altid: Selv i himmeriget skal vi kæmpe en kamp mod uretfærdighed. Nogle gange en uretfærdighed så stor, at den vinder over én. Men man kan udvikle sig og blive mere modig igennem livet, og man behøver ikke kæmpe alene. Det er denne op- og nedtur, som vel er hele essensen af eventyret som genre. Glæden ved rejsen og fællesskabet, men også frygten for det det onde og det svære. Brødrene Løvehjerte ved, hvad vi skal kæmpe for, sammen.  

Har dit barn, eller en ung sjæl du kender, en eventyrlig fantasi, er forestillingen et eventyr, som helt sikkert fungerer på scenen. Jeg ville have ønsket, den var længere, og jeg tror, at 3D-teknologien helt sikkert kan udvikles til at virke endnu bedre. Men som et projekt er det flot, og Det Kgl. Teater har den luksus at kunne teste teknologien på én af de bedste klassiske børnehistorier. Skuespillerne giver liv og underholdning, og jeg så mangt et barn tage selfies med dem udenfor teatersalen. Det kan jeg godt forstå, for mit barnlige hjerte skriger blot på endnu mere eventyr med mine idoler, efter jeg kommer ud fra teateret.  

Brødrene Løvehjerte får her nyt liv i en moderne, visuel flot 3D-version. Den har sine eftertænksomme, kloge og kærlige øjeblikke og godt skuespil, men lidt mere dramatik og eventyr havde ikke skadet. Aldersgrænsen på 8 år skal helt sikkert tages seriøst, for der er enkelte uhyggelige gys i børnehøjde.

Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K

Spilleperiode: 22. november-11. januar 2020

Set den 23. november 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/brodrene-lovehjerte/

Medvirkende: Morten Hee Andersen, Alvin Olid Bursøe, Mette Maria Ahrenkiel, Martin Dupont, Bjarne Antonisen, Martin Bo Lindsten, Christiane G Koch, Sigurd Holmen le Dous, Peter Christoffersen og Lars Mikkelsen (stemme)

Dramatisering: Line Mørkeby

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Videodesign: Tal Rosner

Scenografi og kostumer: Karin Betz

3D animationsinstruktør: David Shepherd

Lysdesign: Nicolaj Daniel Hommelhoff

Lyddesign: Jonas Vest

Komponist: Kristian Eidnes Andersen

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Petrushka, Teater V

Af Jonas Gudmand   Kan man lave en danseforestilling med replikker? Ja åbenbart. Det ...

Anmeldelse: Hullet, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Anne Sophie Thingsted   ’Hullet’ af Teatergruppen Von Baden er på én gang ...

Anmeldelse: Askepot, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier Mine forventninger var høje til aftenens premiere på balletten Askepot, da ...

Anmeldelse: Direktøren for det hele, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Forestillingen er en komedie af Lars von Trier og ...

Anmeldelse, Salon Shhh – Du har det ikke fra mig, Teater døgdi

Af Rosa Danielsen   Teater døgdi har genopsat ’Salon Shhh – Du har det ...