Anmeldelse: Allerdybest nede, Bådteatret

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 11. marts 2024

Af Christian Skovgaard Hansen

Det kan godt være, at Bådteatrets indre er lille. Men med Sophie Zinkernagels tekst Allerdybest nede tages et stort og ikke mindst alvorligt emne op, når depressionens mørke og tyngde illustreres for os.

Vi møder kvinden ”Mig” på den akutte psykiatriske afdeling på Amager. Hun vil have sovepiller, men det er ikke søvnløsheden, som hun lider af. Det er i stedet noget meget mere alvorligt. Hun lider nemlig af depression. Det er svært at rumme for hendes omgivelser, men det er endnu sværere for hende selv, der ikke rigtig forstår depressionen, og som deraf heller ikke kan komme ud af den. Vejen til normalitet – hvad det så end egentlig er – er lang og opslidende. Men den er nødvendig. Ikke blot for kvinden selv, men også for hendes samlever, deres datter og hendes familie.

Depressionen er en usynlig sygdom, og som teksten titel antyder, viser den os, hvor langt nede man er, når man lider af depression. Teksten er skrevet med udgangspunkt i Zinkernagels egne erfaringer med depression, men det er ikke hendes fortælling, men i stedet den universelle fortælling, da depression kan ramme os alle.

Diagnosticeringen og den lange, svære vej ud af depressionen er omdrejningspunktet i teksten, der på en og samme tid er rå og smertefuld, men også ærlig og følelsesfuld. Nedbrydningen og smerten lurer, mens sindet er i opløsning. Som modstykke til det alvorlige emne rummer teksten dels nogle lyspunkter, dels en del humor, som heldigvis aldrig bliver pjanket, men som i stedet er tilpas sort til at give modvægt til det alvorlige emne.

Det kan godt være, at kvinden kommer ud på den anden side til slut. Hun er ikke længere syg-syg, men hun er nu tilpas medicineret og (gen)fungerende. Sådan da! For det kan godt være, at hun på overfladen er rask, men noget i hende er ikke helet, og mørket lurer lige under normalitetens overflade.

Det hele foregår i Jonathan Svante Hjorts effektfulde scenografi bestående af et rum med kliniske, hvide klinker, og med vægge, der kan rykkes i forskellige formationer alt efter sindsstemningen, ligesom der pludseligt kan vise sig åbninger, som måske kan hjælpe. Scenografien bliver dermed en fornem aktiv medspiller.

Kroppen er der, men så er den der alligevel ikke. Man oplever det hele udefra, men uden at man selv er med indeni. Stilheden vil ikke indfinde sig, men man vil på den anden side heller ikke sige noget. Depressionens væsen er ikke rar.

Bådteatret har tradition for og erfaring med dukketeater, og her kommer dukkerne skabt af dukkemagerne Jonathan Svante Hjort og Julie Amalie Svensson rigtig til deres ret, når de illustrerer depressionens indre mørke dæmoner, som med deres egne stemmer prøver at overtage den unge kvindes liv. Hertil har de skabt en lille dukke som kopi af kvindens indre jeg.

Lucia Vinde Dirchsen spiller den unge kvinde ganske overbevisende med både skrøbelighed, angst, skam, fornægtelse – men også med en snert af overlevelse. Hun leverer en kraftpræstation som den syge kvinde, når hun kommer hele sygdommens følelsesregister igennem med både stemme, gestik og mimik.

Marie Louise Wille, Yulia Lystbæk og Jens Gotthelf er både dukkeførere for depressionens væsen og lægerne, der ikke helt forstår kvinden, og som kommer med mere eller mindre forståelige råd. Hertil er Wille både den kloge psykolog og den kærlige, men samtidig rådvilde mor, Lystbæk er hendes far, hvis akavethed mest af alt skyldes det fremmede ved sygdommen, og Gotthelf er hendes rystede samlever, der ej heller helt forstår sygdommen, så han kan ikke helt tackle den.

Simon Boberg iscenesætter teksten med respekt for sygdommens mørke væsen og alvoren i sygdommen, men lader heldigvis også humoren, som er mere end kulsort, og nogle åndehuller komme til som tiltrængte modstykker. Han viser en ærlig og åben tilgang til teksten og ikke mindst til depressionen, så den forløses med den rette balance.

Allerdybest nede er ikke muntert teater. Men lige så lille Bådteatrets scenerum, lige så stort er emnet, som behandles. Det er en vellykket beskrivelse af depressionen, og det kan gøre, at alle os, der ikke er ramt af depression, får øjnene op for sygdommens mørke væsen, så det ikke længere er så tabubelagt at tale om. Forestillingen rammer noget i os, og man kan ikke gå fra teatersalen uden at have fået noget at tænke over.

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K

Spilleperiode: 24. februar-23. marts 2024

Set den 9. marts 2024

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: