Anmeldelse: Alt er ferpekt, Riddersalen
Af Christian Skovgaard Hansen
Makkerparret Sofie Stougaard og Vicki Berlin gæster i februar Riddersalen med showet Alt er ferpekt. Lige som titlen er showet ganske skævt, når vi møder de to kvinder midt i livet. De vender og drejer nu ikke blot hverdagen, men også verdens store gåder og livets utallige dilemmaer. Ikke alt i livet er perfekt – og ikke alt udvikler sig, som ventet her i livet.
I showet møder vi de to fiktive Frederiksberg-damer Tit Von Danegaard og Trille Vestby, der er veninder. Vi møder samtidig en række af deres familiemedlemmer i flere forskellige konstellationer og et par ægtemænd til døtrene. Alle karaktererne er naturligvis lige så fiktive som Tit og Trille. For at kunne holde styr på, hvem der er hvem, er der i programmet et stamtræ over de familiære forhold. De familiære forhold tilfører i sig selv dog ikke showet noget nævneværdigt.
Stougaard og Berlin har selv skabt karaktererne, og de har selv stået for teksterne. Det hele handler om, hvordan det er at være veninder lige nu, og om hvordan det er at være kvinde lige nu – i familiekonstellationernes forskellige aldre. Vi oplever de forskelle, udfordringer og problemer, der er i et hvert forhold, og de kløfter, der er mellem generationerne. De to kvinder supplerer hinanden godt.
Men det er også en kommentar til det at være menneske i verdenen af i dag. Selvom hele persongalleriet er fiktivt, vil de fleste vil formentlig kunne genkende noget i personerne. Den genkendelse, (selv)ironi og forholdsudvikling er en af showets helt store forcer.
At ikke alt er perfekt (eller måske nærmere ferpekt!) kan også siges om showets tekster, som desværre svinger lidt vel meget i kvalitet. Makkerparret har selv stået for idé, manuskript og instruktion, ligesom de er på scenen, og det er måske nok mindst én kasket, måske to kasketter, for meget på én gang. Teksterne er for svingende i niveau og indhold, og de kunne formentlig have vundet ved at have fået et sæt øjne på udefra, en ekstern instruktion kunne måske have strammet op på det hele, så det endelige resultat havde stået skarpere.
En del af numrene bliver trukket lidt for langt ud, så det bliver lidt anstrengt, når de jagter den pointe, som vi har fattet. I de store show- og sangnumre er stemmerne ikke altid lige skarpe, og de får – i hvert fald ikke denne eftermiddag – altid hele salen med. Man sidder derfor lidt efterladt tilbage. Vi sidder også tilbage med et ”Hvorfor?” efter nogle af numrene. Hvad vi f.eks. skal med et nummer, hvor de ikke har styr på Teaterflisernes mennesker, står hen i det uvisse, og deres astronautnummer bliver lidt for sort. Problemet med Alt er ferpekt er desværre, at der er for mange af disse lidt anstrengt skæve numre, og der er for langt mellem de gode højdepunkter.
Når det er sagt, så er der heldigvis også tekster, der fungerer ganske godt. Det er særligt de numre, hvor der er noget på spil, og hvor virkelighedens grusomheder banker på. De er bedst som de to ældre Frederiksberg-damer Tit og Trille. De kan egentlig ikke udholde hinanden, men de har alligevel deres samhørighed, som der formentlig ikke kan opnås med ret mange andre. Delene, hvor generationskløfterne og forskellene i, hvordan man nu griber tingene an i de forskellige generationer, fungerer også ganske godt.
Bedst er nummeret, hvor de først opremser akt det, som kvinder oplever og udsættes mere for end mænd, hvorefter to ganske almindelige kvinder kvitterer med et udbrud, som kommer helt nede fra urtiden. Endelig får de luft! Her kommer showets titel virkelig til ret. Nummeret med Tit og Trilles døtres mænd, som er mænd af den gamle skole, fungerer også godt, når vi (de) indser, at ikke helt har fattet #MeToo – endnu i hvert.
Numrene i Alt er ferpekt skifter mellem numre på scenen og optagne videosekvenser, der projiceres op på scenografiens cirkel. Der skal nok være tid til kostumeskift og den slags, men der er lidt for mange videosekvenser. Den del bliver en smule flad til sidst. Ian Brodersen og Mikkel Tiedts musik er fin, men den gør ikke større væsen af sig.
Ikke alt fungerer lige godt i Alt er ferpekt, og særligt teksterne er af svingende kvalitet. Og det er synd, for Stougaard og Berlin gør det ganske godt med fine karakterportrætter.
Riddersalen, Allégade 7-9, 2000 Frederiksberg
Spilleperiode: 6.-28. februar 2026
Forestillingen er på turné i efteråret 2026
Set den 14. februar 2026
Fotos: Bertram Munk
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Idé, manuskript og instruktion: Sofie Stougaard og Vicki Berlin
Medvirkende: Sofie Stougaard og Vicki Berlin
Koreograf og medinstruktør: Nellie Bethel Rainey
Koreografassistent: Jacob Sibirzeff
Komponister: Ian Brodersen og Mikkel Tiedt
Kostumier: Pille Behrendt
Parykker: Peter Aagaard
Scenemester og produktionsleder: Laurids Bøcher Poulsen
Lysdesigner og afvikler: Emilie Viemose
Lydtekniker: Thomas Løve
Filmhold: Sebastian Stigsby, Guilherme Tortolo Magrin, Marcus Diemar og Bertram Munk
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod