Anmeldelse: Amerika, Nørrebro Teater

Af Laura Munk Christensen

I 1910 påbegyndte Franz Kafka en roman om et sted, han aldrig havde besøgt. En fortælling om et fremmed og uhyggeligt sted, hvor alle kæmper for sig selv. Nørrebro Teater har omsat hans aldrig fuldførte værk Amerika til en teaterforestilling – men holder historien stadig?

Amerika er dermed baseret på Kafkas roman af samme navn og handler om den unge tysker Karl, der bliver sendt til Amerika og skal lære at klare sig i dette nye fremmede land. Han bliver hurtigt taget ind af sin onkel og bliver gjort til en ”rigtig amerikaner”, men alt er nu ikke så idyllisk og det nye land er både fascinerende og uhyggeligt. På sin vej gennem livet som immigrant og fremmed møder Karl både venner og fjender (mest fjender) og han kan aldrig rigtig finde ud af, hvad der egentlig foregår i denne nye verden.

Nørrebro Teater selv beskriver Amerika som ”en højaktuel og grotesk komedie”. Grotesk kan jeg gå med til, men højaktuel, det mener jeg absolut ikke. Faktisk ville jeg nærmere betegne historien, i hvert fald i denne form, som værende outdated. Den spiller på fortidens fordomme om Amerika som værende et sted med store mennesker med endnu større egoer, hvor alle er ude på at snyde dig og ingen vil hinanden det godt.

Det har måske været interessant, da Kafka skrev historien for omkring hundrede år siden, men i dag virker det barnligt at fremstille Amerika på den måde, når vi alle kender meget til det, og Europa ligner USA på uendeligt mange punkter. Der er omkring to minutters relevans at finde, da der på et tidspunkt tales om en uduelig og dårlig præsidentkandidat, der til forveksling lyder som Trump, men ellers intet. Det kan måske have en pointe for den ældre generation, der har haft et andet forhold til Amerika end jeg, en tyve-årig, der er vokset op med USA på lige fod med ethvert andet land – på mig virkede det i hvert fald ikke.

Når Nørrebro Teater siger, at historien er højaktuel, mener de sandsynligvis, at den skal tale til alle, der kommer som fremmede, f.eks. flygtninge, og det kan jeg også godt forstå. Men historien bliver efter min mening for specifik og indsnævret til, at man kan lægge den ned over andre scenarier. Det hele spiller på de klassiske, amerikanske stereotyper – fedme og kapitalisme. Desuden bliver Karl mødt af en rig, gavmild onkel, der integrerer og forkæler ham – et scenarie som de færreste flygtninge nok kan nikke genkendende til. Det er en fin idé om et tema, men desværre ikke godt udført.

Og så til beskrivelsen ”grotesk” – det er nok det mest præcise ord, jeg selv ville kunne komme på. Men jeg mener det desværre ikke positivt. I Nørrebro Teaters sal bliver man i løbet af aftenen vidne til blandt andet adskillige sexscener, der både er ubehagelige og fuldstændige meningsløse ud over deres chokfaktor. Der er tydeligvis en pointe i, at vi skal opleve dette nye land som vanvittigt, ligesom Karl ser det, men ærligt talt så er det hverken tankevækkende eller specielt sjovt. Det er chok for chokkets skyld.

Forestillingen føles som én lang gentagelse, og det bliver bare værre og værre. Karl skal så grueligt meget igennem og tilsyneladende til ingen verdens nytte. Faktisk føltes Karls oplevelse meget som min: Man starter aftenen med højt humør og store forventninger, og langsomt går det bare ned af bakke. Efter pausen er det faktisk helt godt igen, man når lige at blive glad og så går det galt – igen. Og man går derfra med en følelse af ligegyldighed og ”Nå, og hvad så?”

Dog er der da også gode ting ved Amerika. Cederholm satte for nogle år siden ”Diktatoren” op, også på Nørrebro Teater og han har bragt en god mængde slapstick med fra denne. Der er absolut nogle gode humoristiske momenter midt i alt det triste og meningsløse, blandt andet med brug af volapyk, fysiske udfoldelser og brug af doubles til at lave flotte effekter.

Holdet af skuespillere er sat godt sammen og alle yder en udmærket indsats. Særligt den unge hovedperson Nicolai Jørgensen er i topform og bærer meget af forestillingen på sine skuldre, med humor, charme og en flot sangstemme. Herudover vil jeg fremhæve Kristian Holm Joensen, der spiller skønt som den irske fulderik Robinson og Rikke Bilde, der vinder alles hjerter som den altid entusiastiske stuepige Terese, der er vokset op i trange kår, men stadig kan finde smilet frem.

Der skal også gives ros til den tekniske del for flot scenografi (Nørrebro Teaters evige stolthed), denne gang af Kim Witzel – en strømlinet, fabriksagtig gentagelse af sig selv, hvor man kan fare vild i ensformigheden – hertil passende køligt og ligeså enkelt lysdesign og god musik fra den mangefacetterede musiker Thomas Hamilton, der både giver sig i kast med de triste, ensomme viser og de helt store musicalnumre.

Så, kort fortalt – jeg var personligt begejstret for ca. 25 % af Amerika, primært det visuelle/auditive og den humoristiske del af skuespillernes præstationer. Hvis man kan se pointen i temaet om det nye land og den fremmede, der rejser dertil og i øvrigt kan se humoren i de mere groteske sider af Kafkas fortællinger, så vil man helt sikkert nyde den mere. Men jeg må desværre indrømme, at jeg er skuffet.

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 27. september-3. november 2019

Set den 27. september 2019

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Martin Greis-Rosenthal, Molly Egelind, Trine Pallesen, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton (musiker)

Iscenesættelse og dramatisering: Nikolaj Cederholm

Scenograf: Kim Witzel

Koreograf: Anja Gaardbo

Lys: Henrik Kegnæs Spangsbo

Lyd: Morten Oxholm

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: RODIN – en dans i sten, Teaterøen (Asterions Hus)

Af Line Rolighed Kridtstøv, tøjskift, kameraets klikkende lyd og et intimt samspil mellem to ...

Anmeldelse: Hamlet, Vendsyssel Teater

Af Sofie Trige   Vendsyssel Teater starter sæsonen ud med intet mindre end Shakespeares ...

Anmeldelse: Og nu: Verden!, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz   Husets Teater er så småt ved at blive en ...

Anmeldelse: Helligtrekongersaften eller Hvad I Vil, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen   “Samme ansigt, samme stemme, samme dragt… Men to personer?” ...

Anmeldelse: King Lear, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand   Nu kan du se et af Shakespeares mest komplekse værker fremført ...