Anmeldelse: Fanny og Alexander, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Ingmar Bergmans grumme og knivskarpe familiedrama og film er omsat til scenen – denne gang på Aalborg Teater. Det er en mørk og tankevækkende fortælling om kærlighed, familieliv og død. Selvom handlingen er dyster, har fortællingen også en skønhed, hvor livet og godheden til sidst sejrer, selvom den må grueligt meget igennem først.

Handlingen foregår i starten af 1900-tallet. Syns- og fortællervinklen ligger hos den unge Alexander – barn i den store familie Ekdahl. Han og hans lillesøster Fanny har lagt navn til fortællingen; Fanny og Alexander. Familien Ekdahl er en stor teaterfamilie, hvor alle er lykkelige og glade. Familien driver et teater, og vi møder familien en jul. Der festes igennem efter årets krybbespil på teatret, men denne gang ender aftenen ikke lykkeligt. Midt i julevirakken dør Oscar, Fanny og Alexanders far, som de begge er knyttet tæt til.

Virkeligheden og livet tager en drejning – og ikke til det gode – da Oscars enke, børnenes mor et års tid senere gifter sig med byens sorte biskop Vergérus. Biskoppen er ikke ligefrem glad for hverken børnene eller det verdslige liv, så en magtkamp mellem Alexander og stedfaderen starter. Med tiden finder hans mor også ud af, at livet hos biskoppen heller ikke er en dans på roser, men hun kan ikke slippe væk. Efter nogen tid hjælpes børnene dog væk fra bispegården, og biskoppen gør en grum død, hvorefter hans mor endelige slipper fri. Endelig forenes den Ekdahl’ske familie igen.

Iscenesættelsen og dramatiseringen er ligeså knivskarp som Bergmans fortælling. Der bliver taget de rette greb på fortællingen, så vi glædes og væmmes på de rette tidspunktet, og man kan næsten selv mærke biskoppens afstraffelse af Alexander!

Martin Erikssons scenografi er enkel, og der benyttes kun få, men effektfulde rekvisitter som blandet en roterende seng, hvor vi skiftevis møder det ene og det andet par. Det, som dog særligt fanger øjet, er det store bagtæppe med den fransk kunstner og illustrator Gustav Dorés billede ”Faldne engle” med de ulydige engle, der nu holdes bundne og fanget indtil dommedag. Man forestiller sig, hvordan Fanny og Alexander og ikke mindst deres mor holdes fanget hos biskoppen, men hverken verdenen eller familien går dog ikke totalt under.

Den enkle scenografi er et klogt valg, så man holder fokus på handlingen og på de grusomme handlinger. Det er fortællingen, der i både sin gru og skønhed, der får lov at have forestillingens fokus.

Tilsat Mia J. Willetts lysdesign og Klaus Risagers lyddesign skabes de rette både glade, men særligt grumme stemninger med kor og dystre og tunge toner. Magtspillet, bedraget, løgnene, sorgen, troen og livets kunstighed træder frem, ligesom livets genfærd.

Børnene Fanny og Alexander er dukker, som får glimrende liv af henholdsvis Bolette Nørregaard Bang og Gustav Dyekjær Giese. Det giver på sin vis mening i den forstand, at børnene både er fortællingens omdrejningspunkt, men at de samtidig på samme tid ”bare” er marionetter for de voksne. Dette kunne have givet mening, hvis det havde været konsekvent, men i en række scener får Fanny og Alexander liv af deres voksne skuespillere. Vi er med på, at Fanny og Alexander er børn, og at der er forskel på børnelivet og voksenlivet, så enten burde valget med dukkerne have været konsekvent, eller også burde de have været undladt. Det er dog klogt at lade Gustav Dyekjær Giese spille Alexander i biskoppens afstraffelse – af kærlighed forstås! – af ham, hvor ondskaben og troen lyser ud af biskoppen. Her får vi hele Alexanders had, trods og styrke i én scene; had, trods og styrke, som forfølger Alexander gennem resten af livet.

Martin Ringsmose er brutal og nærmest dyrisk som biskoppen, særligt når hans mørke sider træder frem. Steffen Berenthz Eriksen er både højrystet og tilpas forceret som Oscar i levende live og eftertænksom og intelligent som hans genfærd. Resten af skuespillerholdet er velspillende, og vi glæder os over teatrets ensemble denne sæson. Holdet gør det godt i både i de større roller, særligt som familien Ekdahl, men også i de mange biroller, som de også træder ind og ud af.

Egill Pállson stærke og flot opsatte version af Fanny og Alexander på Aalborg Teater er både seværdig, men også tankevækkende. Trods mørket – både i salen, men ikke mindst også på scenen! – går vi fra teatret opløftede og optimistiske. Livet er som et kortspil; hvis kortene blandes rigtigt, kan man også vinde. Det gode vil på et eller andet tidspunkt få overtaget over det onde, hvis man venter længe nok.

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 18. september-5. oktober 2019

Set den 28. september 2019

Fotos: Allan Toft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Bolette Nørregaard Bang, Annika Johannessen, Jørgen W. Larsen, Steffen Berenthz Eriksen, Nanna Skaarup Voss, Marcus Gad Johansen, Marie Knudsen Fogh, Jacob Moth-Poulsen, Camilla Gjelstrup, Martin Ringsmose, Ena Spottag og Ferdinand Falsen Hiis

Forfatter: Ingmar Bergman

Iscenesættelse og dramatisering: Egill Pállson

Scenograf: Martin Eriksson

Koreograf: Kasper Ravnhøj

Instruktørassistent: Gábor Czajder

Musiker: Klaus Risager

Lysdesigner: Mia J. Willett

Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Og vi skal videre…, MAGT

Af Mathias Sauer   Så er det vist også sidste gang, at Ørkenens Sønner ...

Anmeldelse: Pjerrot som troldmand, Tivoli (Tivoli Ballet Teater)

Af Henriette Devantier   Mange, mange mennesker går igennem Tivolis indgange denne sommer for ...

Anmeldelse: Monster, Det Kongelige Teater

Af Sidsel Stoustrup   ’Monster’ tager os med på en rejse til Florida, USA, ...

Anmeldelse: Carmen, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Jeg føler mig så meget på udebane – og så ...

Anmeldelse: Sidste diligence fra Lykkens By, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt    “Western er på mange måder en politisk genre, idet hele mytologien handler ...