Anmeldelse: Annas verden, Sophienholm (Det Flydende Teater og Teatergrad)

Anmeldelse: Annas verden, Sophienholm (Det Flydende Teater og Teatergrad)

Af Ea Melissa Christiansen

”Maler vi for andre, eller maler vi for os selv?” Prøv at bytte ”male” ud med ”bliver vi mor”, spol tiden tilbage til et sted mellem 1859-1935 og tast ”Skagen” ind på GPS’en. Her finder du Anna Ancher; en vores største kulturskatte hvad angår billedkunsten.

Annas verden er Det Flydende Teaters skildring af, hvordan det for Anna Ancher har været at være en kvinde i et mandsdomineret samfund, hvorfor hun er et pragteksempel på en kvinde der prøvede at bryde normerne. Hun ikke blot hvervede sit liv som mor og giftede sig med efternavnet ”Ancher”, hun giftede sig med kunsten ligeså. Vi følger her historien om Annas kærlighed i alt fra Michael Ancher til penselstrøg og vandbakkelser.

Foran os ses et træpodie. Her er placeret en horisontal lav sats hvorpå der står skrevet ”Anna” med stort og rekvisitterne er lagt frem på rad og række. Hver især symboliserer vigtige øjeblikke fra Annas historie samt Skagen. F.eks. er der en ”stærk årgang ’83 af Krøyers sved” og skuespillerne benævner ligeså at have været ”tidligt oppe, for at indsamle sand fra Skagen”. Desværre er skriften på rekvisitterne skrevet med en ret ulæselig skrifttype, hvorfor det kan være svært at læse, hvad der står.

I forestillingen følger vi Anna Ancher, spillet af Julie Riis, i alskens situationer. Vi møder hende som teenager mens hun er nyforelsket i Michael Ancher, spillet af Palle Nordhøj, mens hun danser rundt med hans plettede malerjakke. Begge er enormt bedårende at observere. Der går ikke længe før tiden spoles frem og vi her befinder os i et ægteskab, hvor Michael fremstår som en uforstående ægtemand med ordene: ”Du er intet værd uden mig!” Vi oplever, hvordan Anna flygter ind i sin kunst men også væk fra sig selv. Da Anna og Michael rejser til verdensudstillingen i Paris, beskriver hun, hvordan hun vil fokusere på kunsten, også selv om det betyder at efterlade datteren Helga, der med sine små buttede hænder rækker ud efter toget, mens mundvigen vender nedad.

Lige som jeg troede vi skulle høre Anna himle op om kvinderettigheder, oplever vi hende og Marie Krøyer, spillet af Luise Kirsten Skov, gå model i vandkanten til billedet ”Sommeraften på Skagen Sønderstrand”, hvor Marie udtrykker sin frustration over kønskampene, mens Anna virker fjern, indelukket og opgivende. Der sker et skift senere, som om Anna genfinder sig selv og nærmest siger ”skråt op” til de stigmatiserede kønsidealer. Ingen skal fortælle hende, at hun ”bør smide sit malergrej i en trillebør og køre den ned i havet” – næ, Anna vil male og hun vil male lige det, hun vil.

Det er meget at portrættere et helt liv på blot en god times tid og Julie Petrine Glargaard, dramatikeren bag, må have haft et kæmpe arbejde i at udvælge og sammensætte historien om et helt liv, hvilket jeg giver hende ros for. Samtidig savnede jeg dog at høre mere om Annas mange facetter i livet, om hvorfor hendes dedikation til netop lyset, farverne og hverdagsøjeblikkene på lærredet gjorde hende så speciel ift. andre kunstnere, foruden at være kvindelig maler i en tid, hvor kvinder kun blev set ned på. Jeg er vild med hele idéen og konceptet med at skabe en forestilling omkring Anna Ancher, fordi det både er aktuel hvad angår samtidens og fremtiden syn på kønsligheder/forskelle og på kulturens vigtighed. Den føjer sig samtidig ind i teatrets række af forestillinger om stærke personligheder.

Det virkede desuden enormt let og ubesværet, den måde skuespillernes akkompagnement udspillede sig på det u-snævre terræn. Til tider bildte jeg mig ind at Anna og Michael var fysisk tæt på hinanden, når de i sandhedens moment havde flere meters afstand samt vand imellem sig. Hatten af for det! Samtidig vil jeg benævne min begejstring over den gode lyd, da udendørsarrangementer ofte har sin udfordring her.   

Forestillingen springer meget i tiden samt fra person til person, men sommetider kom jeg i tvivl om hvilken karakter vi så, hvilket var ærgerligt. F.eks. præsenteres vi for Marie Krøier og Alba, spillet af Luise Kirsten Skov, som to selvsikre kvinder, men begge blev ofte spillet som værende usikre. F.eks. havde både Alba og Marie det ofte med at virke undskyldende både stemmeleje og kropssprog, så som at fnidre med hænderne, mens fortællerkarakteren var langt mere i ro og udstrålede selvsikkerhed.

Kostumerne var en blanding af ”samtids-lignende” og moderne beklædning, der supplerede hinanden fint hvad angår farve- og stilvalg. Uden at afsløre for meget, blev jeg også meget imponeret over Annas skulptur.

Senere i forestillingen får ”lyden”, som er sanger og musiker Nanna-Karina Schleimann, ekstra spotlight i en ellers intens scene mellem Anna og Palle. Et øjeblik jeg gerne ville have nydt uden de største forstyrrelser, så vi kunne fordybe os i deres passionerede elskværdige tosomhedsmoment på den hvide bro, mens lyden af den fortryllende musik og synet af den smukke natur i baggrunden, hvis bølger sejlede mig hen i troen om at være på Skagen, lod os opleve og nyde kærlighedsrusen, indtil det blev knust. Der foregik allerede meget her, hvorfor det blev for meget også at tilføje en musikalsk solo med store armbevægelser. Jeg ville gerne høre mere på Nana-Karinas gudesmukke orientalske sangskalaer med elektroniske soundscape til, men det ville ikke skade at rykke denne solo frem til f.eks. slutningen af scenen.

Hvad angår valget med at inddrage skuespillerne i musikken undervejs, fungerede dette som et fint supplerende element i forestillingen, mens den korte ”maler-dans” nærmest lagde op til en trekant der aldrig fandt sted, hvilket jeg tvivler på, at hensigten var. Alt i alt var der flere sekvenser der forekom forvirrende, hvilket er ærgerligt. Det er tydeligt at se intentionen bag de mange karakterskift, indskudte jokes, fortællerkommentarer, spring i tid og sted m.m., hvorfor det ikke er et lige-ud-af-landevejen-set-up der er blevet satset på.

Netop derfor er det vigtigt at instruktøren, Jennifer Vedsted Christiansen, fokuserer på detaljerne, så forestillingen ikke virker rodet. Annas verden fungerer fint i sin helhed, men kunne mangle finpudsninger hvad angår timing af f.eks. jokes og generelt karakterskift. Der skete meget, sommetider er det nok at tænke ”less is more”.

Med det sagt, har Det Flydende Teater formået at lave et både informerende samt rørende portræt af en vigtig person i dansk kulturhistorie, og uanset om du kender Anna Ancher på forhånd eller ej, eller måske blot har hørt om Skagensmalerne men ikke rigtig ved mere end det, er dette en historie, som jeg vil vove at påstå kan røre mange mennesker; både dem der søger indre lykke hvad angår kunst, kærlighed, børn og erhverv, og til dem der reelt er interesseret i kvinden, der dyrkede farverne og lyset.

Forestillingen er lavet i samarbejde med Teatergrad og Statens Museum for Kunst

Det Flydende Teater, turnéforestilling

Spilleperiode: Den 1.-3. juli og igen 27. juli-12. august (Sophienholm, Kgs. Lyngby) og ellers på turné Danmark rundt indtil d. 10. oktober (se turnéliste på hjemmesiden)

Set den 1. juli 2020

Fotos: Pet Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann og Nanna-Karina Schleimann

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard

Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen

Idé og koncept: Det Flydende Teater

Scenograf: Sir Grand Lear

Kreativ Producent: Christine Worre Kann

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *