Anmeldelse: Driving Miles, Kolding Teater (Park Teatret)

Posted by - Sanne Halkjær Hebsgaard
On - 24. juni 2020

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Som barn er jeg ikke vokse op med meget jazzmusik omkring mig. Det kan både have sine fordele og ulemper. Da jeg mødte op til den musiske fortælling Driving Miles, havde jeg på fornemmelsen, at det måske ville være en ulempe, at jeg ikke har gjort så meget i jazzgenren, som jeg kunne have ønsket. Men der må jeg bare erkende, at det er en fejltagelse, at jeg havde den ide, inden jeg ankom.

Driving Miles er en musisk fortælling om mødet mellem jazzmusikeren Miles Davis og hans norske chauffør Svein Åge. Miles Davis var en verdenskendt jazzmusiker, som døde i 1991. Derfor er Driving Miles en dybt følende og nuanceret hyldest til, hvad musikken kan gøre for lige netop en selv. Og allerede kort fra Driving Miles’ start, er det soleklart, at ønsket om at hylde Miles Davis’ vidunderlige musik, bliver opfyldt på bedste vis!

Musikken, og dermed musikerne, spiller en stor rolle i Driving Miles. Derfor fungerer det også helt vildt godt, at musikerne er så naturlige i deres optræden! Lige fra start er det tydeligt at mærke, hvor passioneret de fire jazzmusikkere er. Det er næsten som om, at så snart de slår en tone an og lader musikken flyde, så overtager musikken dem alle, og lader de fire musikere fungere som en helhed. Det gør også oplevelsen endnu bedre, for det er tydeligt at mærke, at musikerne ønsker, at nå helt ned bagerst i salen med deres musik, og den passion de alle fire så inderligt deler.

Selve musikernes beklædning sidder også lige i skabet! De er alle klædt i fedeste habitjakker og -bukser. Jeg får et billede af, at de er klædt på, for at afspejle en moderne version af musikerne på jazzklubberne i sin tid. Det er helt vildt gennemført, og jeg kan kun sige, at det er et kæmpe plus! Det er helt vildt stilrent, men samtidigt er det ikke for meget, for i denne sammenhæng, er det musikken der er fokus på.

Scenografien er der ikke gjort det store ud af, hvilket egentligt heller ikke gør noget. Musikkerne og fortælleren er hævet op fra scenegulvet, hvor de blot er omringet af deres instrumenter og nogle kasser hist og her, som de kan side på undervejs. Det giver også fin mening, nu hvor musikken er i fokus og det derfor kan virke for pompøst, hvis der var gjort alt for meget ud af scenografien.

Derimod er der blevet lavet nogle lækre lyseffekter undervejs. Når der løbende bliver spillet nogle af de lækre jazznumre, bliver lyset dæmpet, og der bliver skabt en meget intens og intim stemning. Hvorimod lyset går op, så snart Hans Henrik Clemensen begynder på sin fortælling igen. Det skaber også en klar opdeling, uden at skiftende bliver voldsomme.

Formidleren undervejs i Driving Miles er Hans Henrik Clemensen. Lige så snart han begynder at fortælle om historien mellem Miles Davis og Svein Åge, er der et eller andet beroligende, der lægger sig over salen. Det er svært at beskrive, men der er et eller andet ved den måde, han snakker på, der får det til at føles, som om man kender ham utroligt godt. Han henvender sig til alle i publikum løbende, og kommer med nogle kommentarer, som kan få en til at tænke efterfølgende, såsom at stille spørgsmålet: ”Hvor kommer musikken fra?”.

Sammenspillet mellem de fire talentfulde musikkere og Hans Henrik Clemensen er helt vildt godt. Når Hans Henrik Clemensen, som den eneste på scenen, snakker, lytter de alle fire intenst, og de virker oprigtige og interessere i, hvad han fortæller. Det virker på ingen måde påduttet, men i stedet helt naturligt. Det gør også, at det ikke er så ”kedeligt” at se på, fordi der stadig er lidt liv på scenen, mens Hans Henrik Clemensen fortæller.

Alt i alt synes jeg, at Driving Miles fungerer rigtigt godt. Det er tydeligt at mærke, at musikken er i højsædet, og det giver også god mening, i forhold til hvor stor indflydelse Miles Davis har haft. Skiftende mellem musik og fortælling passer bare perfekt sammen, og der bliver hele tiden skabt ligevægt mellem fortællingen og musikken. Det betyder også, at tiden flyver af sted, fordi selve fortællingen og musikken bare griber en undervejs. Halvanden time er, for mit vedkommende, aldrig gået så hurtigt før.

Gæstespil af Park Teatret

Kolding Teater, Skovbrynet 1, Kolding

Spilleperiode: Danmarksturné: 16. juni–1. juli 2020 og derefter igen 11.-25. september 2020

Set den 23. juni 2020

Fotos: Benedicte Worm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: