Anmeldelse: Annie Get Your Gun, Det Ny Teater
Af Sofie Riis Endahl
Når jeg tænker på Det Ny Teater, tænker jeg overdådig scenografi, fantastiske kostumer og et ensemble af fantastisk dygtige musicalskuespillere, der alle kunne bære hovedrollen. Og ’Annie Get Your’ Gun lever op til alt dette.
’Annie Get Your Gun’ handler om den livlige og drengede Annie (Maria Lucia Heiberg Rosenberg), der kan ramme en due med ryggen til med sit trofaste gevær og sælger vildt sammen med sine 4 mindre søskende. Annie ender i en skudduel med den selvsikre Frank Bulter (Carsten Svendsen), der rejser fra by til by for at udfordre den bedste lokale skytte.
Da Annie vinder over Frank, får hun tilbudt en plads som Franks assistent i showet. Mens de rejser rundt, bliver Annie og Frank forelskede, mens Annie får mere og mere plads i showet, hvilket Frank har svært ved at håndtere, og det kommer imellem dem.
Musicalen er løst baseret på den virkelige person Phoebe Ann Moseys (senere Annie Oakley) selvbiografi, hvor hun skriver, at hun lærte at skyde allerede som barn med sin fars Winchester riffel, før hun som 15-årig mødte Frank Bulter, som hun senere bliver gift med.
Det Ny Teaters ’Annie Get Your Gun’ er en sjov, overdådig og utrolig flot opsætning af musicalklassikeren om den misundelse og kærlighed, der opstår i mødet mellem en selvsikker mand, der er vandt til at være den bedste, og en ligeså selvsikker og sej pige, der er ligeså god. Skud ud til iscenesætter og instruktør Daniel Bohr, der på Det Ny Teater tidligere har iscenesat bl.a. ’Jekyll & Hyde’, ’Evita’ og ’Love Never Dies’, for endnu engang at forvandle teateret til en levende og ny verden.
Kostumerne og scenografien af Paul Farnsworth er højdepunktet i forestillingen. De er helt igennem fantastiske, og der er ikke sparet på noget. For eksempel gøres der brug af store papmachehoveder, da indianerne og cowboyerne kæmper mod hinanden, og en kæmpe stor papmachefigur af Dronning Victoria, da Annie rejser til England for at møde hende. Man kunne sagtens have spillet forestillingen med halvt så mange og halvt så flotte kostumer, men Det Ny Teater springer ikke over, hvor gærdet er lavest.
Musikken under ledelse af Per Engström er der ikke en finger at sætte på. Desværre virker sangene lidt mere kedelige og tilfældige, trods Det Ny Teater har forsøgt at spice dem op med dans og flotte kostumer. De har ikke særlig meget med handlingen at gøre, og man kommer hurtigt til at kede sig, da de hverken melodisk er fængende eller giver skuespillerne mulighed for at udfolde deres musiske talenter. Det er derfor sangene, der gør, at forestillingen ikke kommer helt i mål.
Maria Lucia, som har vundet Reumert for bedste sanger for sin rolle som Elphaba i ’Wicked’ ved Det Ny Teater, har jeg før haft blandede følelser for. Hun synger fantastisk, men halter til tider bagud på skuespilfronten. Det gør hun heldigvis ikke i ’Annie Get Your Gun’, hvor hun virkelig bringer Annie til live som en elskværdig og livlig pige, der kan få ram på alting undtagen en mand.
Generelt spiller skuespillerne rigtigt godt – her kan blandt andet nævnes Carsten Svendsen (som Frank Bulter), Asger Reher (som indianerhøvdingen Chief Sitting Bull) og Maria Corydon (som den unge pige Winnie Tate). Derudover er jeg helt vild med Mikkel Moltke Hvilsom. Han brillerede også som Rolf i Det Ny Teaters ’Sound of Music’ og Jack i Heltemus Productions ApS’s ’Into the Woods’ med sin friskfyrattitude, og i ’Annie Get Your Gun’ spiller han den unge fyr, Tommy, som er halvt indianer, og derfor ikke kan gifte sig med sin elskede Winnie Tate. Ham vil jeg gerne se mere af på den danske musicalscene!
Men det bedste ved ’Annie Get Your Gun’ er Annie og Franks romance, der gør, at forestillingen ikke bare er en række sjove replikker og smukke kostumer. Ikke det, at de er forelskede og et sødt par, men det, at Frank må lære at acceptere, at Annie er ligeså god som ham, selvom hun er en pige. Temaet om ligestilling giver forestillingen dybde, og Annie er i den grad en rollemodel, der er værd at se op til.
’Annie Get Your Gun’ er især henvendt til familier og andre folk, der har lyst til en pause fra hverdagens stress og jag, et godt grin og en inspirerende historie.
Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V
Spilleperiode: 21. september-17. december 2017
Set den 21. september 2017
Foto: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.detnyteater.dk/annie-get-your-gun/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod