Anmeldelse: Askepot, Tivoli (Lion Musicals og Live Nation)
Af Julie Vad B. Madsen
”Det starter på A og slutter på -skepot”, når Lion Musicals og Live Nations i Tivolis koncertsal åbner dørene for deres nyfortolkning af eventyret om Askepot som en musical. De invitere os til at følge Ellas kamp for at finde sig selv, både i den virkelige verden, og i eventyret om Askepot. Og de sørger for, at hun ikke har brug for en prins.
Askepot – The Musical begynder i den ”virkelige verden.” Den forældreløse Ella arbejder hårdt under urimelige chefer, for at opnå en plads i den barske modeverden, men befinder sig stadig i bunden. Da hun serverer en kop kaffe forkert til supermodellen over dem alle, smadrer han en dyr diamantsko, og Ella hvirvles ind i eventyrverdenen, hvor hun indtager rollen som Askepot. Forvirret og med et ønske om at komme tilbage til den virkelige verden, finder hun med hjælp fra den gode fe ud af, at vejen hjem går gennem eventyret. Hun må derfor gennemspille sin rolle som Askepot med en ond stedmoder, frygtelige stedsøstre og ikke mindst prinsen.
Musicalen slår sig op på at være et klassisk eventyr i nye klæder, men der er ikke taget så stort et spring, for at iklæde den nyt. Ganske vist starter og slutter fortællingen i en ”The devil wears prada”-lignende fortælling, men hele midten er Askepot-eventyret, som vi kender det, med de få tvist, at Ella er klar over, at hun ikke befinder sig i virkeligheden, og at hun ikke vælger prinsen til sidst. Ellers forløber eventyret meget klassisk. Overgangen mellem de to fortællingsdele er meget skarp, og man får derfor fornemmelsen af to separate fortællinger frem for en sammenhængende fortælling. Line Knutzons manuskript er derfor ikke helt homogent og et lettere rodsammen, og dele af historien bliver noget fragmenteret og lettere påtaget.
Manuskriptforfatter Line Knutzon, har gerne ville skrue op for humoren. Der er trukket referencer ind til Disneys version af Askepot fra 1950, når Ella løber rundt og leder efter mus og fugle, som kan sy hendes kjole, til Brohave som Youtube’r, til Stig Rossens Melody Grand Prix-hit ”Vi danser rock og rul” og til Brødrene Grimms originale eventyr. Hun krydrer det dog også med et moderne sprog og lidt moderne ”pigen skal ikke reddes af prinsen”, heldigvis uden at gå ned ad den feministiske vej og derved tage fokus fra at fortælle et godt eventyr med et budskab om at skabe vores eget liv. Det er dog hendes take på den gode fe, som virkelig tog kegler hos publikum, og fyldte salen med latter.
Når det så er sagt, så er der tale om en virkelig flot musical. Musikken skriger Rasmus Seebach, så man på intet tidspunkt er i tvivl om, at de fængende popnumre er lavet af selvsamme i samarbejde med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer. Jeg har hørt de få, der er tilgængelige på Spotify, på repeat siden. Musikken komplimenteres af nogle utrolig flotte og eventyrlige kostumer af Soeren Le Schmidt, som jeg bedst kan beskrive som high fashion i eventyrstil. De var intet mindre end smukke, og de er med til at skabe universet, ved at give forestillingen en elegance og tviste det klassiske eventyrlook med moderne catwalk fashion.
Benjamin La Cour har leveret en flotte og velfungerende scenografi. Særligt balkon- og trappescener er løst utrolig kreativt. Scenografien gav også Nellie Bethel mulighed for at diske op med nogle store koreografier, som man bare blev glad af at se. Særligt må jeg fremhæve et dansenummer i dæmpet lys, hvor danserne havde lys i hænderne.
Forestillingen tager et meget vigtigt emne op: At finde sin egen identitet, og selv givet livet mening, vi kan ikke vente på, at andre gør det. Og det er måske det bedste ved Askepot for i dagens Danmark, hvor der næsten er flere muligheder end man kan overskue, kan man ikke gå og vente på, at det gode kommer, for livet venter ikke. Vi er nødt til at bruge vores egen stemme, og skrive vores egen historie. Vi er ikke en del af et eventyr, hvor vi kan regne med the happy ending i slutningen. Dette fik flere af musiknumrene flot slået en tyk streg under.
Lyden i Koncertsalen er som altid lidt problematisk. Det er nogle steder svært at høre ordene, som synges. Det ændre dog ikke på, at der er et cast af nogle utrolig talentfulde sangere. Caroline Henderson i rollen som den onde stedmoder, viser hun kan synge som få, om end hun må spille en lidt for karikeret og overdrevet stedmoder. Rasmus Brohave springer meget flot ud på musicalscenen og tilføjer lidt drenget uskyld og oprigtighed i både sit skuespil og sang. Cristopher Schøllhammer Rørmoses prins er noget anonym, og store dele af hans sang fortaber sig i en ikke helt klar udtale.
Stig Rossen, som forkæler os med sin pragtpræstation både i skuespil, men særdelshed, når det handler om at synge. Den mand kan holde en tone, og det er fornøjelse at lytte til ham. Vi vil savne ham på scenen fremover, når han trækker sig tilbage. Johanne Milland som Askepot formår både at give den halvkyniske Ella, som ikke tror på meget kant, og Askepot noget sødme og selvstændighed, pakket ind i en flot sangstemme. Disneys Askepots uskyld har Milland ikke taget med, men det passer med forestillingens ønske om, at ligge afstand til det gammeldags kvindesyn, som kendetegner de gamle fortællinger.
Aftenens helt store showman er dog Pelle Emil Hebsgaard som Den Gode Fe. Han er i særklasse. Han står for størstedelen af forestillingens komiske element, og så bliver han mere og mere bedazzeled, hver gang han kommer på siden. Der er store skørter, glimmer i skægget og en stor tilstedeværelse, som man bare må beundre. At han så også lige starter ballet på slottet med en tysk techno-tune underbygger bare hans dominans på scenen.
Forestillingen får dog på trods af alt det gode en lidt for flad slutning. I eventyrverdenen hepper man på den store kærlighedsromance mellem Aspepot og prinsens kammertjener, som har set hende, for den hun er fra starten, og hun vælger da også ham, men hun gør det som en sidebemærkning inden hun løber ud af døren. På samme måde, da hun siger sit job op. Der kommer ikke en stor tilfredsstillende afslutning, da hun smutter bare.
Askepot – The musical er en feel good-popmusical som vil få dig til at gå derfra med et smil, og så rummer den et vigtigt budskab. Livet handler ikke om at få prinsen eller det fede job, det handler om at være tro mod sig selv, og finde sin egen vej.
Lion Musicals og Live Nation
Spilleperiode: 7. marts-7. april 2024, derefter på landsturné til d. 9. juni 2024
Set den 7. marts 2024
Fotos: Morten Rygaard
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stig Rossen, Johanne Milland, Rasmus Brohave, Pelle Emil Hebsgaard, Caroline Henderson, Cristopher Rørmose, Kirstine Moses og Maja Glenber samt et ensemble af sangere og dansere.
Manuskript: Line Knutzon i samarbejde med Thomas Agerholm & Pierre Westerdahl
Musik og sangtekster: Rasmus Seebach i samarbejde med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer
Kostumedesigner: Soeren Le Schmidt
Iscenesætelse: Thomas Agerholm
Scenografi: Benjamin La Cour
Koregrafi: Nellie Bethel
Lyddesign: Magnus Hansen
Videodesign: Benjamin La Cour og Ja Film
Lysdesign: Jeppe D’uring
Kapelmester: Peter Düring
Producent, Live Nation, Christian Krage
Executive producer / Kreativ producent, Lion Entertainment, Thomas Langkjær
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod