Anmeldelse: Ariadne på Naxos, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
Klokkerne til aftenens opera lyder, tæppet går op, og allerede fra start af sker der virkelig meget på scenen, og der er en stemning af rent kaos. Der bliver flyttet rundt på alt, der er på scenen, og alle løber ind og ud ad alle døre. Man skal følge godt med, for forspillet til operaen Ariadne på Naxos er netop begyndt på Operaens Store Scene.
Operaen er opdelt i to dele – først et forspil og så operaen. I forspillet ser man hele opsætningen af aftenens forestilling. Det starter med, at de flytter alle møbler ud fra et rigt og fint hjem, og bytter det ud med en scene fyldt med sand. Det er her aftenens underholdning skal foregå efter at husets gæster har spist. Det er både burleske, ledet af komikeren Zerbinetta og så operaen, ”Ariadne på Naxos” af komponisten, der står på aftenens program. Begge grupper forbereder sig, men bliver forvirret af lakajens pludselige annoncering om, at gæsternes middag trak ud, hvilket har resulteret i at der er mindre tid til underholdningen. Derfor har chefen besluttet sig for, at de to poler af underholdning, den lystige komedie og den sørgelige opera, må spille på samme tid. Komponisten nægter først, men lader sig overtale og danserne kommer med i operaens plot.
Efter pausen begynder operaen i operaen, Ariadne på Naxos. Her sidder Ariadne, mens tre nymfer synger grædende om, at hun er blevet forladt. Hun er så ked af det, at hun kun kan tænke på døden. Zerbinetta bryder ind med de fire mænd, Harlekin, Brighella, Scaramuccio og Truffaldino, og prøver at opmuntre hende. Det hjælper ikke, men Zerbinetta og mændende begynder på deres show om forførelse og kærlighed. Ariadne tror stadig ikke på, at hun vil kunne elske en anden, men at hun blot skal dø. Alligevel, da de tre nymfer synger igen, ser det anderledes ud for Ariadne.
I rollen som Ariadne var Ann Petersen, der fik selv de sværeste partier til at lyde legende let. Det var dog ærgerligt, at det blev lidt overskygget af alt den hurlumhej, der skete på scenen. Dog sang hun rollen sublimt med et kæmpe overskud. Tenoren Jamez McCorkle i rollen som Bacchus viste et sangligt overskud med stor kerne i stemmen. Hans karakter var insisterende, der gjorde at man blev draget helt ind til hans univers. I den lysende kjole var Serena Sáenz i rollen som Zerbinetta. En karakter som i høj grad havde masser af attitude. Serena formåede at fylde salen ud med både sin elegante stemme og karakterens store personlighed. Alle sangere og taleroller på scenen klarede det godt og bidrog til forestillingens kaotiske festligheder.
Operaen og det velspillende orkester, Det Kongelige Kapel, var under musikalsk ledelse af Giedrė Šlekytė, som bandt forestillingen sammen med både intensitet og elegance.
På scenen var der et udsnit af et overklassehjem, hvor der i starten var masser af møbler. Som beskrevet blev det dog hurtigt puttet i kasser, så der var plads til aftenens opsætning med scenen fuld af sand, som repræsenterede øen, Naxos. Der skete rigtig meget i scenografien, da man både skulle nå at fornemme, at scenen var nogens hjem, som skulle ryddes til et festligt arrangement, og man som publikum skulle følge med i den sceniske opsætning og opførsel. Scenografien kunne derfor godt virke kaotisk, fordi den på denne måde skulle rumme enormt meget.
At der hele tiden skete meget, blev også afspejlet i Katie Mitchells iscenesættelse, som godt kunne være både forvirrende og desorienterende. Det var ofte svært at finde ud af, hvor man skulle kigge hen, hvad man skulle være opmærksom på, og hvem der var i fokus. Det betød også, at selvom operaen hedder Ariadne på Naxos, så så fik man ikke nødvendigvis indtrykket af, at Ariadne var hovedrollen. Men selvom det kunne være svært at finde ud af, hvem der var hovedpersonen på hvilket tidspunkt, så havde det også en fed effekt. Forestillingen krævede nemlig meget af publikum, så de selv kunne vælge hvilken historie og fortælling, de ville følge med i. Dog kunne forestillingen til tider også blive lidt for meget et klovneshow, og selve operaen i operaen kom ikke helt til sin ret.
Denne opsætning af Ariadne på Naxos kunne også blive lidt for meget meta i meta. Selv da operaen var i gang, så var man stadig med bag kulisserne som publikum, hvilket tog meget fokus. Derudover kunne mæcenparrets roller, som var dem der havde bestilt aftenens underholdning, være mere forstyrrende end til gavn for publikums oplevelse. Under operaen brød de tit ind i forestillingen, og det handlede mere om en kamp for at de to fik den bedste oplevelse, end at alle i salen gjorde.
Mæcenparret var dog også repræsentanter for et feministisk take, ved den lille detalje at de byttede tøj efter pausen. Selvom det godt kunne virke lidt påtaget, så gør det alligevel indtryk og får en til at overveje de generelle kønsnormer indenfor operaens verden. Generelt var kostumerne af Sarah Blenkinsop ret gennemført med kontrasterne mellem det sørgelige og grå og det (bogstavelig talt) lysende og farverige.
Det fede ved denne opera af Strauss er, at man som publikum også får en form for indblik i, hvor mange mennesker der er med til at producere en opera, og hvad det kræver for at kunne fungere. Man vil kunne tage ind og se Ariadne på Naxos flere gange og komme derfra med nye indtryk, opdagelser og forskellige oplevelser. Hvis du vil se en opera med krudt i, så er dette i høj grad en opera for dig.
I samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Finnish National Opera og Opéra national de Paris
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 13. marts-14. april 2024
Set den 13. marts 2024
Foto: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/ariadne-pa-naxos
Medvirkende: Katrin Weisser, Elisabeth Jansson, Michael Kraus, Ann Petersen, Jamez McCorkle, Jens Christian Tvilum, Johannes Sejersted Bødtker, Marcus Dawson, Ian Bjørsvik, Serena Sáenz, Andreas Landin, Gert Henning-Jensen, Jacob Skov Andersen, Simon Duus, Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen, Fanny Soyer, Lars Halby, Helle Kristiansen med flere
Musikalsk ledelse: Giedrė Šlekytė
Iscenesættelse: Katie Mitchell
Genopsætningsinstruktør: Robin Tebbutt
Scenografi: Chloe Lamford
Kostumedesign: Sarah Blenkinsop
Koreografi: Joseph Alford
Lysdesign: James Farncombe
Genopsætnings lysdesigner: Pierre Lafanechere
Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod