Anmeldelse: Asle og Alida, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen
Den nyskrevne opera Asle og Alida er blevet til i et norsk-dansk samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Bergen Nasjonale Opera og mellem den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse og den danske komponist Bent Sørensen. Disse kræfter forenes i operaen og historien om det unge par Asle og Alida, hvis skæbner ramler, og deres liv ender ikke just som forventet.
Jon Fosse har skrevet librettoen, der er baseret på hans romantrilogi ”Andvake”, ”Olavs draumar” og ”Kveldsvævd”. Sproget er holdt i Fosses enkle, særegne og repetitive sprog, hvilket både er operaen styrke, men også trækker den lidt vel langt. Men Fosse-fortælling tager den tid, som en Fosse-fortælling tager. Jeg har ikke læst trilogien, så jeg ved naturligt ikke, hvad der er taget ud, og hvad der er tilbage. Men selvom operaen er relativt kort, virker den sine steder – særligt i første akt – lidt tynd.

Det er historien om en fattig spillemand, Asle, og hans gravide kæreste, Alida. De søger nattely i den mørke, kolde og regnvåde by Bjørgvin (nu Bergen). Det er dog ikke helt let, og de møder mange lukkede døre – eller døre, som ikke åbnes for dem begge. De ender med at få ly for natten, selvom det ikke sker på den bedste måde, da husets ældre kvinde forsvinder, men nu har Asle og Alida et sted at bo. Kort efter kommer parrets søn Sigvald til verden.
Det er nu vinter, og parret er flyttet fra byen og bor nu ved en fjord. Asle har solgt sin elskede violin, og en dag er han taget ind til byen for at købe vielsesringe for pengene. Her møder Asle forskellige personer, som alle er med til at besejle hans skæbne. For hvordan er det lige, at han er kommet frem i livet? Asle føres derfor snart til mesterbødlen – altså ham, der henretter folk.

Da Asle ikke kommer retur, beslutter Alida sig for at tage den lange tur til Bjørgvin, hvor hun møder Åsleik – en af de personer, som Asle også mødte – og mens hun forstår, at hun ikke ser Asle igen, tilbyder Åsleik hende mad, husly og et nyt hjem. Alida hører en stemme, der siger, at hun skal tage med Åsleik. Mon hun nu vil få et bedre og mere sikkert liv…?
Det er en mørk fortælling, som på sin vis også er ganske enkel på overfladen, men herunder gemmer sig større og mere komplekse problematikker om både kærlighed, håb og ikke mindst overlevelse. Livet er stationært, indtil det tager sine drejninger, og under dette lette lyse ulmer mørket. De stemninger indfanger Erlend Birkelands scenografi, Maria Gebers kostumedesign og Ellen Ruges lysdesign til perfektion.

Sofia Adrian Jupither iscenesætter fortællingen i respekt med både tekst og musik, og der er ingen hurtige skift eller poppede virkemidler.
Bent Sørensen har komponeret den smukke klanglige og insisterende musik, som supplerer fortællingen perfekt. Musikken glider med handlingen, og den fylder Operaens store rum. Alle følelserne er med hele vejen igennem Sørensens musik. Både den flyvske lethed og det tunge mørke manifesterer sig i musikken. Musikken pulserer som en stor medspiller, når den norske gæstedirigent Eivind Gullberg Jensen står i spidsen for Det Kongelige Kapel.

Samtidig leveres der flotte og sikre sangpræstationer af både Wiktor Sundqvist (Asle) og Louise McClelland Jacobsen (Alida). Violinen visualiseres smukt af Alma Kraggerud, som er med på scenen. Holdet suppleres af Det Kongelige Operakor, der både bidrager til den rette stemning og til at drive fortællingen frem.
Asle og Alida er måske ikke den nemmeste opera. Men hengiver man sig til fortællingen og særligt til musikken, kan den alligevel noget, hvor fortællingen rører os. Og når vi er færdige, blafrer de store spørgsmål stadig i vinden. Mon tro, håb og kærlighed vil finde hinanden? Og mon Alida vil finde lyset igen?
Bergen Nasjonale Opera og Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 21. maj-6. juni 2025
Set den 31. maj 2025
Fotos: Monika Kolstad og Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/asle-og-alida
Medvirkende: Louise McClelland Jacobsen, Wiktor Sundqvist, Johannes Weisser, Randi Stene, Christina Jønsi, Frank Kjosås og Alma Kraggerud samt Det Kongelige Operakor
Komponist: Bent Sørensen
Librettist: Jon Fosse
Dirigent: Eivind Gullberg Jensen
Orkester: Det Kongelige Kapel
Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither
Scenografi: Erlend Birkeland
Kostumedesign: Maria Geber
Lysdesign: Ellen Ruge
Korsyngemester: Karine Locatelli
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Operaen synges på norsk med danske og engelske overtekster
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod