Anmeldelse: Miraklet i Madrid, Odense Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Den 6. december 1994 vinder OB en overraskende og nærmest umulig sejr på 2-0 over Real Madrid i returopgøret på Santiago Bernabeu i Madrid i 4. runde af UEFA Cuppen. Chancerne for sejr var ikke store, men OB klarede det, så de kvalificerede sig sensationelt til kvartfinalen. Fodboldkampen fik tilnavnet ”Miraklet i Madrid”.
Dengang var en gruppe venner afsted. For at genopleve 30 års-jubilæet for kampen vil de afsted igen. Alt skal genopleves 1:1, men det viser sig snart at være sværere end forventet. Dels er gruppen alle blevet ældre og anderledes, dels er ikke alt på turen, som det var dengang, og de møder uforudsete forhindringer, og dels – og måske vigtigst – har den ene af gruppens medlemmer, Krelle, en livskrise, hvor han har taget sin søn i håbet om, at sønnen, Daniel, kan finde den samme glæde ved fodbold, som han selv.

Problemet er blot, at Krelle har været alt andet end nærværende i sønnens opvækst, hvor fodbold tit har vægtet højere end faderskabet, så de to er ikke just tætte, ligesom Krelle har en urealistisk erindring om, hvorfor hans egne fodbolddrømme sluttede, som de gjorde. Samtidig skal Daniel snart selv være far. Spørgsmålet er, om turen kan gennemføres – og om Krelle og Daniel finder hinanden.
I Miraklet i Madrid (gen)oplever Odense Teater denne tur. Det bliver samtidig en tur om mennesker og venskaber, om drømme – både de opfyldte og de uforløste – og om mirakler, og som sagt ikke mindst om forholdet mellem fædre og sønner.
Du behøver derfor absolut ikke have nogen større fodboldinteresse. Det er naturligvis en del af rammefortællingen, men forestillingen handler om så meget mere end det. Og gudskelov for det. For som også Krelle finder ud af, så er der meget mere i livet end fodbold!

Handlingen er en naturlig hyldest til fynboerne og deres fodbold, og det er en stolt markering af den sensationelle kamp. Lærke Sanderhoffs tekst kommer også fint igennem de mange følelser og forviklinger, og vi tror faktisk på det mangefacettede persongalleri. Undervejs møder vi også et par kløgtige kommentarer til, hvordan man egentlig opnår et fællesskab og ditto venskab, hvornår det er tid til at tage afsked med gamle forhold, og ikke mindst hvordan man overlever i pressede situationer, hvor meget er gået imod en.
Til gengæld virker forestillingens slutning lidt abrupt. Selvom resultatet – at finde hinanden og at opbygge relationerne igen – er der, og selvom det jo er kulminationen på Krelle og Daniels sammenstød, så mangler der lidt en sammenhæng og kobling til resten af teksten. Vi sidder lidt uforløste tilbage, og her lykkedes handlingen ikke helt elegant.

Hele holdet leverer glimrende præstationer, hvor den fynske dialekt og følelserne træder elegant frem. Vi forstår både kantethed og sårbarhed i ét, og vi oplever, at de to ting ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Til at give den rette fodboldstemning hjælper et hold statister ved i OB’s stribede fodboldtrøjer at synge holdets sange.
Som medlemmer af gruppen – og en enkelt udefrakommende – leverer Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Natalí Vallespir Sand, Anders Gjellerup Koch og Benjamin Kitter gode ensemblepræstationer. Gerhard Carey (der afløser Mikkel Bay Mortensen, som blev skadet på premieredagen) er tilpas kantet og stædig som Krelle, hvor vi hurtigt aner, at han nok ikke just er nem at have med at gøre, men at det på sin vis er hans måde at vise kærlighed på. Kristoffer Helmuths Daniel har en vis sårbarhed, men vi aner hurtigt, at har mere kløgt og vægt bag handlingerne end først antaget.

Til turen har Krelle fundet en bus næsten magen til den bus, som de kørte til Madrid i dengang. Eilev Skinnarmo har skabt bussen på teatrets store drejescene, og ved hjælp af få rekvisitter kan turens sted nemt ændres, og de lange stræk på vejene føles lette.
Miraklet i Madrid er på sin vis et mirakel, hvor vi oplever Krelle og Daniels nyfundne fællesskab og vigtigheden af både et fællesskab, men i lige så grad et faderskab. Samtidig er det en flot hyldest til både Odense og særligt byens fodboldhold. Men for at forestillingen skulle have skudt bolden perfekt i mål, skulle Sanderhoffs manuskript have haft lidt mere tyngde, så vi faktisk oprigtigt tror på fællesskabet – dengang, men i særdeleshed nu.
Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 8. maj-7. juni 2025
Set den 30. maj 2025
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.odenseteater.dk/forestillinger/miraklet-i-madrid
Medvirkende: Gerhard Carey (afløser Mikkel Bay Mortensen), Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Kristoffer Helmuth, Natalí Vallespir Sand, Anders Gjellerup Koch og Benjamin Kitter
Statister: Kaya Chamanara, Maja Lyngsø Møller, Lucas Nielsen, Lasse Krintel, Karen Hauerslev, Noah Boje, Simon Jensen og Josva Jacobsen
Af: Lærke Sanderhoff
Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen
Scenografi og kostumer: Eilev Skinnarmo
Lysdesign: Simon Holmgreen
Lyddesign: Kim Malmose
Koreograf: Esther Lee Wilkinson
Korarrangør: Povl Christian Balslev
Efter idé af: Martin Lyngbo
Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


