Anmeldelse: At lære at dø, Teater Katapult (Mungo Park)

By: Freya Quvang
On: 3. december 2022

Af Freya Quvang

Destruktion, angst, krig, depression, sult, artsudslettelse, sygdom, skyld, død. Eller med andre ord: Klimakrise. Fejlagtigt tabuiseret gennem frygten for den manglende fremtid svæver ordet let og elegant over vores hoveder, alt imens vi ser verden brænde for øjnene af os. Det er så let at påtage sig en ”nogen bør gøre noget”-attitude, eller at sætte sin lid til et teknologisk fix, men mindst lige så let er det at falde i et hul af magtesløshed.

Instruktør Viktor Tjerneld italesætter i At lære at dø om det, som så mange ikke kan. Ikke vil, eller tør. Et i sandhed antropocentrisk drama, som til trods for sine mange anekdoter om håbløshed, gør plads til at finde lykken i det absurde.

Gennem to rammefortællinger om (håb)løse eksistenser, udfolder sig en historie om verdens ende manifesteret som ”Projekt Nystart”. I et evigt tankemylder af glæde, ulykke, håb og pine hægter vi os på Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi, der på velartikuleret og gennemført manér eksekverer rollerne som Andreas og Elin. En klimaoptimist fra miljøforvaltningen og en folkeskolelærer. Disse karakterer repræsenterer det fuldkomment ordinære menneske på godt og ondt, hvilket i høj grad åbner publikums øjne og for dem til at lytte på den hårde sandhed, der ligger både bag- og i stykkets vittige tilbøjeligheder. Det er relaterbart, og det er ægte. Det er en tragedie leveret gennem jokes, og det er sådan forestillingens ”vi er fucked”-pille bedst kan sluges.

På bagtæppet, der passende nok er iscenesat som et forbrændt plankeværk, konfronteres publikum af den generation, der prospektivt skal varetage Jorden – en relativ umulig opgave virker det til. Ikke desto mindre virker Christian Halbergs videodesign utroligt stærkt, for det er både smertefuldt og forunderligt at opleve så unge sjæle forstå et problem, ingen af deres ascendenter har formået.

Scenografien, gennemført af Peter Schultz, bærer en simplicitet, som skaber rum for Andreas’ og Elins store armbevægelser. Et enkelt tæppe og en sten er nok til at se hele byen og karakterernes liv deri for sig. De mange nydeligt abrupte sceneskift, giver i samklang med Jari Matsis stramme lyssætning associationer til den flyvske og overrumplede tankestrøm, som forekommer hele stykket igennem.

Knudepunktet i fortællingen er stenen ved ”Udsigten”. Det er her det hele starter, hvor tilværelser flettes sammen, og hvor alt det ophobede til sidst må forløses i en brændende slutning af nyfundet håb. kort sagt et fantastisk virkemiddel, som binder stykket utroligt godt sammen.

I løbet af forestillingen siver menneskets forvrængede og ophøjede selvbillede ind, og vi bliver gennem iskolde facts sat på plads. Jorden er fortabt. Skaden er sket. Det er for sent at forhindre, vi kan kun forsøge at minimere. Midt i alt miseren kan det synes svært at se tilværelsen som hverken eftertragtet eller fortjent, og det er den også kun, hvis vi lader den være det. At lære at dø siger os, at flammen er brændt ud, og vi må forberede os på at dø i den verden, vi har ødelagt. Men stykket viser os, at kullet stadig gløder, når der pustes, og at vi måske skulle prøve at lære at leve efter den verden, vi gerne vil opnå. Så ubetydelig som enhver klimahandling kan synes, om end det er at spise vegetarisk eller kaste med grankogler, så moraliserer stykket, at vi må gøre det alligevel. Vi kan kun redde os selv, når vi alle hjælper til.

Mungo Park

Teater Katapult, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus

Spilleperiode: 28. november-30. november 2022

Forestillingen spiller endvidere på Mungo Park igen i december og igen i 2023

Set den 29. november 2022

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://godsbanen.dk/kalender/at-laere-at-doe/