Anmeldelse: Atlantis, Teaterøen (Nørrebro Musicalteater)
Af Sofie Riis Endahl
Langt ude på Refshaleøen i et mennesketomt industriområde ligger Teaterøen. Et hyggeligt sted med en lounge i det ene rum, der mindede om en dagligstue med gamle møbler og sjove lysekroner, og 15 sekunders gåtur fra loungen til teatersalen.
Her spiller Atlantis – den første danske gennemkomponerede musical. Jeg elsker gennemkomponerede musicals som ”Les Miserable”, ”Phantom of the Opera” og ”Jesus Christ Superstar” – musicals, hvor der ikke bliver sagt et ord, fordi alt bliver sunget, og mine forventninger til forestillingen var derfor helt i top.
Musicalen er lavet af den stærke danske musicalduo Thomas Høg og Sune Svanekier med musik af Peter Spies. Musicalduoen har i de senere år teamet op med Lasse Aagaard og lavet succesmusicals som ”Skammerens Datter”, ”Skammerens Datter 2”, ”Jordens Søjler” og ”Vildheks”.
I Atlantis møder vi kongen af Atlantis Atlas, som vil have et barnebarn til at overtage sin trone. Derfor vil han have sin datter, Adalena, gift væk til den fornemme Castor. Adalena nægter på traditionel eventyrvis sin fars ønske om bortgivelsen og forelsker sig – til ingens overraskelse – i den fattige Silvan. Samtidig forsøger kaptajnen Jabador at få Atlas snigmyrdet i håb om selv at kunne regere i Atlantis.
Det er desværre en tynd og klichéfyldt historie, som dog bliver livet op af den gode musik. Jeg mangler dybde; jeg mangler noget, der adskiller historien fra andre historier med samme plot. I andet akt udvikler historien sig heldigvis lidt mere originalt.
Forestillingen blev spillet af amatører, og det kunne man godt mærke. Både i scenografien, der var lidt skrabet, og sangpræstationerne. Kostumerne var derimod flotte, og skuespillerne spillede virkelig godt – både hovedrollerne og ensemblet. Magnus Bruno Corvenius Jakobsen udmærkede sig i rollen som Jabadors sjove side-kick Zan-Zan.
De fleste sang også ganske fint, men det var få, der virkelig var dygtige sangere og kunne synge igennem, når de sang solo. I mange af ensemblesangene havde et ensemblemedlem til tider en linje eller to. Nogle gange kunne man ikke engang høre, hvad de sang, og det virkede som et underligt spring mellem den store kraft ensemblekoret havde, når der pludselig var kun én mindre stærk sanger.
De mandlige solosangere var dog meget dygtigere – særligt Silvan (Mads Pedersen), Jabador (Simon Jørstad) og Atlas (Anders Nielsen) slog tydeligt igen, og særligt Nielsen ramte de dybe toner med stor sikkerhed. Clara Herman, der spillede Silvans mor, sang meget smukt og tog de høje toner uden besvær overhovedet. Den kvindelige hovedrolleindhaver Julijane Petruska sang som Adalena også ganske fint, men var usikker i de høje toner. Trods de var rene, turde eller kunne hun ikke give sig 100%.
Jeg vil anbefale Nørrebro Musicalteaters opsætning af Atlantis til forældre, der gerne vil give deres børn en god musicaloplevelse uden at skulle punge ud med flere tusind kroner, og musicalnørder, der er klar på en stærk dansk musical!
Gæstespil af Nørrebro Musicalteater
Teaterøen, William Wains Gade 18, 1432 København K
Spilleperiode: 2.-11. marts 2018
Set den 1. marts 2018, forpremiere
Fotos: Simon Zarlang
Forestillingen er udsolgt. Læs nærmere her:
http://norrebromusicalteater.dk/atlantis.html
Medvirkende: Julijane Petruska, Camilla Dannevig Hansen, Mads Pedersen, Gustav Allen Schriver, Anna Karlin, Simon Jørstad, Clara Herman, Magnus Bruno Corvenius Jakobsen m.fl.
Instruktion: Philip Briggs
Dramatiker og sangtekster: Thomas Høg og Sune Svanekier
Musik: Peter Spies
Kostumedesign: Jeanette Tange, Anne Sofie Lund Frydendahl og Diana Dybkær
Varighed: 3 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod