Anmeldelse: Ballet det Luxe, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Ballet det Luxe, Det Kongelige Teater

Af Ida Spedtsberg

Det Kongelige Teaters Ballet de Luxe byder denne majsøndag på et sammensat program af tre af Bournonvilles mest berømte divertissementer, to klassiske pas de deux’er og et af dansk ballets mest ikoniske værker. Programmet er sat til at være ekstravagant luksus for balletelskeren, og kompagniet når også næsten i mål.

Første del af forestillingen består af fem mindre uddrag eller pas de deux’er af henholdsvis dansk ballets grundlægger og stamfader August Bournonville og russisk balletlegende Marius Petipa. Den første er garant for romantisk dans med underfundig mimik og silkebløde arme, den anden for dansebravour med glasklar teknik og stjernekvalitet.

Så lad os springe ud i det. Vi starter med et Divertissement fra ”Sylfiden”s 2. akt. James har forladt sin kommende hustru ved alteret for at følge efter den flygtige, fascinerende skabning Sylfiden, og han finder nu sig selv i skoven omgivet af de bevingende væsner. De danser, som var de vinden selv. James er bjergtaget. Sylfiden er et af Bournonvilles mesterværker og opsættes ofte på Gamle Scene. Denne aften danses hovedpartiet af Stephanie Chen Gundorph, som er født med den smukkeste port de bras – bæring af armene – og som danser en æterisk, sart sylfide. Hun er et af aftenens højdepunkter.

Af mere sjældne Bournonville-værker får vi æren af en pas de trois fra ”Livjægerne på Amager” samt en pas de deux fra ”Blomsterfesten i Genzano”. Begge kærlighedsfulde danse for henholdsvis tre og to, og som er fyldt med Bournonvilles små hurtige trin, bløde udtryksfulde arme og meget høje spring. Det ser nemt ud, men det er ufatteligt svært. For mig står især Nicolaas Janssen i ”Blomsterfesten” ud med sine ædle spring og gode forståelse for den danske teknik.

For vi har nemlig vores egen teknik i Danmark. Den kan være tricky at spotte for en balletnybegynder, men der er forskel, og med et kompagni, der i stigende grad er blevet internationalt beriget, har teatret de senere år haft en opgave i at uddanne udenlandske dansere i trinsprogets finesser. Det lykkes i de fleste tilfælde fint – men alligevel er det nemt at spotte for dem, der har fået det med ind i blodet siden de var små. Herunder Stephanie Chen Gundorph. Og desværre er der visse dansere, hvor stilen synes at gå tabt i takt med adrenalinens pumpen.

Derudover bringer potpourriet også på Blå fugl pas de deux fra ”Tornerose” samt pas de deux’en ”Satanella” fra ”Karneval i Venedig”. Her er en del mere bravour at hente. Russisk teknik er meget ren og fyldt med store pirouetter og lange linjer. Både Tara Schaufuss og Meirambek Nazargozhayev i ”Blå fugl” og Holly Dorger og Mathieu Rouaux i ”Satanella” løfter niveauet fint og får publikum med i de ekstraordinære tricks og pirouetter. Og første akt slutter således godt, selvom jeg godt kunne mangle en værtsrolle til de ikke-balletkyndige, der skabte en rød tråd mellem de 5 udvalgte værker.

Men niveauet bliver for alvor løftet efter pausen, hvor ”Etudes” af tidligere balletmester Harald Lander er på programmet. Det er uden tvivl den danske ballet, der er mest danset i udlandet, og med god grund. Balletten fra 1948 er et gennemløb af klassisk ballet i sin renhed. Fra de simple positioner ved barren i træningslokalet til de største spring og pirouetter i scenelyset. Har du ikke set den, kan jeg ikke understrege nok, hvor imponerende den er.

Emma Riis-Kofoed danser denne aftens ballerina med Ryan Tomash og Jón Axel Fransson som soloherrer, og de er en eminent trio. Jeg kunne have set den 10 gange i streg uden at være blevet træt af det.

Så, du skal se Ballet de Luxe, hvis du vil opleve balletbravour og er nysgerrig på vores danske balletarv. For i denne forestilling får du adgang til en bredde af stilarter og værker, som sjældent opføres sammen. Er du derimod på udkig efter storytelling og en eventyraften med rollelister og stor scenografi, er dette ikke forestillingen for dig.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 11. maj-5. juni 2025

Set den 11. maj 2025

Foto: Det Kongelige Teater

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/ballet/ballet-de-luxe

Medvirkende:

Denne aften: Stephanie Chen Gundorph, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Tara Schaufuss, Meirambek Nazargozhayev, Guilherme de Menezes, Camilla Ruelykke Holst, Ji Min Hong, Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson, Ryan Tomash, Eukene Sagues, Nicolaas Janssen og Mathieu Rouaux m.fl.

Andre aftener: Caroline Baldwin, Wilma Giglio, Andreas Kaas, Hannaë Miquel, Tobias Praetorius, Mattia Santini, Victoria Bell, Emilie Palsgaard-Jensen, Liam Redhead, Samuel Zaldivar, Selvia Selvini, Philip Duclos og Afonso Coelho m.fl.

Koreografi: August Bournonville, Christopher Wheeldon, Marius Petipa og Harald Lander

Musik: H.S. Løvenskiold, Pjotr Tjajkovskij, Vilhelm C. Holm, Holger Simon Paulli, Césare Pugni og Knudåge Riisager

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Damian Iorio

Varighed: Ca. 1 timer og 55 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *