Anmeldelse: Narrative Scripts, Teatret Svalegangen (Kassandra Production)

By: Thormod S. Kamban
On: 14. maj 2025

Af Thormod S. Kamban

Da vi kommer ind til stolerækkerne ved Store Scene på Svalegangen, er scenen prydet med et stort glimmerforhæng, omme bagved den står noget, der ligner et kæmpe mahognitræbord med lysekroner over. Til venstre er der en kæmpe skærm, med mange små skærme i én, så det ligner et helt kontrolrum. På vores stolerækker ligger én fåremaske pr. publikummer til at spænde om hovedet.

Forestillingen Narrative Scripts er nemlig et slags late night show, hvor publikummerne skal op og danse med på en rituel dans, der vender tilbage ad flere omgange. Eventuelt med fåremaske på. For den vil illudere, hvordan vi tænker og agerer i verden. Gør vi det ud fra vores holdningers mod? Eller følger vi blot alle de andre, i et bedøvet flokmentalitetsparadigme?

Performerne Lisbeth Sonne Andersen og Kasper Daugaard Poulsen tager os igennem et virvar af forskellige sekvenser, tit og ofte afbrudt af instruktøren selv, for lige at understrege at nu skal der skrues op for noget, eller vi skal have mere følelse på. Således går vi igennem bl.a. ekspressiv humoristisk dans, små radiointerviews med eksperter, følelsesmæssige statements, stammedans og en masse andet.

Faktisk så meget forskelligt, og så meget fra den ene yderlighed til den anden, at man som publikum knapt nok når at forstå noget. Den mangler simpelthen kontekstuel fornemmelse, og det gør at mange af scenerne føles som om, de er kommet i en ”randomizer-maskine”. F.eks. går en scene på, at de danser rundt, efterfulgt af en vandmelon der skal ”aflives” med en kæmpe kniv, hvorefter de står og spiser den.

I en anden scene trækker de bukserne ned om anklerne, og kaster sig hjælpeløse rundt, op og ned om træbordet. Hvis man forestiller sig det her er én blandt mange enkeltstående scener, er det som om man som publikum er helt fortabt pga. manglende kontekst.

Teksterne, skrevet af instruktør Annika B. Lewis, Henriette Houth og Anne Hübertz Beckne varierer nemlig også meget i tone fra scene til scene, og det forstærker virkelig manglen på kontekstualisering. En kan være et ekspertinterview om ekkokamre, og en anden kan være myten om Algoritmo, der bare gerne vil have at vi skal føle os set og forstået. Skuespillerne forsøger, med skiftende held, at klemme noget godt ud af den tekstlige karklud.

Men teksterne er også devised frem af skuespillerne, det vil sige de er blevet jammet frem i samarbejde mellem skuespillere og instruktør. Det har siden 60’erne været en anerkendt metode til at udvikle scenekunst i kollektivismens ånd. Problemet er, at når det ikke fungerer, så får man forestillinger som denne, hvor afsenderen ikke for alvor får gjort sig forståelig overfor modtageren.

De mange fragmenterede scener drukner pø om pø med den ellers humørfyldte stammedans, hvor publikum danser et par morsomme trin i stolene, for at være ”en del af flokken”. Der er da også et par udmærkede gags undervejs, så Narrative Scripts er ikke decideret kedelig, men den er svær at sluge, når den skyder i så mange retninger og samtidig virker så ensporet.

Ironisk nok vil forestillingen gerne snakke om ekkokamre og om folk, der bliver radikaliseret fordi deres holdninger aldrig bliver udfordret, men blot bekræftet igen og igen. Men forestillingen ender selv med at blive et stort ekkokammer, hvor der egentlig aldrig rigtig bliver optegnet linjer. Der bliver smidt følelsesmæssige statements ud i rummet, og problemerne får sat mærkater på, men aldrig sat i scene så det giver resonans. Hen mod slutningen afbryder instruktøren, i et af de her meta-lag hvor hun ”instruerer dem undervejs”, og deklarerer at den næste scene skulle have sagt noget provokerende, så den har de måttet droppe (ellers kan forestillingen jo blive cancelled). Det var så cirka den slatne meta-kommentar, der var om cancel-culture, efterfulgt af endnu en stammedans og en meget brat slutning.

Lige så brat slutningen var, lige så brat stoppede min interesse for Narrative Scripts, der ikke virkede som om at narrativerne var så scripted. Om det har været en pointe i sig selv, skal jeg lade være usagt. Faldt til jorden gjorde det i hvert fald.

Kassandra Production og co-produktion med Teatret Svalegangen og Teater Får302

Teater Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 10.-17. maj 2025

Forestillingen spiller også på Teater Får302 i perioden 22.-31. maj 2025

Set den: 13. maj 2025

Fotos: Jens Peter Engdal

Lyst til at købe billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2024-2025/narrative-scripts

Performere: Lisbeth Sonne Andersen og Kasper Daugaard Poulsen

Idé og iscenesættelse: Annika B. Lewis

Tekster: Henriette Houth, Annika B. Lewis og Anne Hübertz Brekne

Scenografi: Signe Krogh